Forbillede

Nåmmen, jeg bloggede altså i sidste uge, men min post gik tabt. Det er rigtigt! Det er også for det bedste, for jeg havde skrevet noget ret sarkastisk om bløde hverdagslivsblogs med strikkeopskrifter, muffinopskrifter, ironiseroverhavnefronten-opskrifter, semigjegharopdagetnogetspændendeibyrummet-opskrifter, minebørnervildtnuttede-opskrifter. Bloggeri som jeg elsker højt og elsker at hade. Det sidste vist mest når jeg har dårlig samvittighed over min egen. Ahem.

Hvorom alting er: Andre får meget mere ud af bloggeriet end småsnak, afdanket forskning og sure opstød. Tjek denne her kollaborative blog hittet på af de fænomenalt initiativrige retorikstuderende: http://skrivedidaktikken.blogspot.com/. Jeg bøjer mig i støvet.

Låg på

Der er låg på mit hoved. Efter et par vilde måneder hvor arrangementer, undervisning, møder og to-do-lister har overfyldt min kalender, er der nu endelig en lille smule luft. Bare en lille smule. Og så skulle man tro at ideerne frit kunne boble og arbejdsglæden få frit spil. Jeg har lidt tid til at blogge, det er et julemirakel. Men der er nogen der har lagt låg på min knold. Der kommer simpelthen ikke noget ud. Jeg er helt forstenet. Well, mandag morgen kl. 9 skal jeg stå i Odense og sige noget klogt til nogle dygtige medarbejdere her i min 'projektorganisation'. Så kommer der vel lidt skred i tingene. Det plejer der. Måske skulle jeg lave en privat blog. Så kan jeg altid mene noget om børnenøgenhed og P3 som motoren for mine medborgeres totale fordummelse, om økopølser, julepynt, Ungeren og overhalingsadfærd på Hillerødmotorvejen. Jeg kunne lægge dejlige opskrifter ud på livsstilsvanter og klejner for karrieremødre. Maybe not. Så hellere låg på.

Om noter som metatænkning

Jeg skrev til mig selv om de seminarer som jeg skal afholde i den it-organisation der har sagt ja til at være 'undersøgelsesobjekt'. Citatet kommer nedenfor - pointen er i noten og værdien af at reflektere over noget så banalt som ordvalg:

"Endelig vil jeg arbejde hen imod at seminardeltagerne i fællesskab, med mig som facilitator[1], udarbejder et værktøj som kan støtte den uformelle respons i KMD’s skriveprocesser.

[1] Det var meget vanskeligt at finde en formulering her, hvilket afspejler den ambivalens der efter min mening må ligge i aktionsforskning. Jeg forsøgte mig med ”jeg vil opfordre deltagerne til...”, ”jeg vil foranstalte”, ”jeg vil bede deltagerne om”, ”jeg håber at deltagerne af sig selv vil”. Flere af formuleringerne er uldne og abstrakte, nogle er for direkte, andre for forsigtige. Dilemmaet træder tydeligt frem i problemerne med at sætte ord på hvad aktionsforskerens rolle egentligt er. Hvis ambitionen er at frigøre deltagerne fra magtdominans, er det klart at man ikke
på forhånd kan definere resultatet af et aktionsforskningsprojekt. Er ambitionen omvendt pragmatisk, er det oplagt at have som mål at udvikle et konkret værktøj af en art. Men kan det kaldes forskning? Disse vanskeligheder skal diskuteres i min afhandling – men jeg oplever altså at jeg skal forholde mig til dem allerede. Midt i praksis."

Gentagelsesguld

Jeg lærte noget i mandags. Deltog i en temadag om inderlighed og selvrealisering i pædagogikken, arrangeret af Pædagogik ved instituttet.

Tone Saugstad talte om intimitetstyranniet i vejledningen. Om den tvang der ligger i begejstringen over vejledning som undervisningsform; om det at dagsordenen i vejledning er personlig, sat af den studerendes behov frem for at være baseret på en faglig standard - og især om skolen som alternativ. Skolen som et mundtligt retorisk rum hvor dialektikken trives, en faglig skarp diskussion hvor man til stadighed spørger hinanden ud og ind til fagligheden.

I dag genlæste jeg Tones kapitel i Praktikkens læringslandskab. Her argumenterer hun at forskellige former for viden trives i forskellige læringssammenhænge. En type viden blomstrer i praksislivet og kan læres her. En anden type viden kan bedst læres i skolen. Udgangspunktet er Aristoteles' vidensbegreb: episteme, techne, fronesis. Kapitlet er et lavmælt og forstandigt forsvar for skolen i en bog der handler om praktik som praksislæring.

Min pointe her er ikke at referere kapitlet. Det bør læses. Men at fortælle at jeg har lært at efteraberi er den negative version af dybde og grundighed og åbenhed over for en tanke. Tone er interesseret i skolen. I skolens rum og hvad der sker i det rum. Det giver stof til mange argumenter, tanker, tekster om skolen. Rundt om og ind i og ud igen. Det har overhovedet ingenting med efteraberi at gøre.

Det er ikke det Nadja skriver. Men det synes jeg så det er alligevel. Vi skal aldrig holde op med at lede. Der ligger guld.

Artikel færdig. For at fejre det: Et billede af mit kontor i efterårs-eftermiddagssol.

Aha

Indsigt: Jeg bliver glad af at arbejde. For en der godt kan finde på i venners lag at udbrede sig om at hun helt sikkert ville være lykkeligere hvis hun bare kunne nøjes med at strikke og bage og gå på legepladsen, er det noget af en mavepumper.

Baggrund: To dages dimseri. Masser af ting på skal-gøres-listen. Masser af deadlines. Og så alligevel: Dimseri. Lidt her, lidt der, debatindlæg på mit bofællesskabs diskussionsforum. Brokkemail til Sex og Samfund der spammer mig fordi jeg skrev under på en internet-underskriftsindsamling uden at give dem lov til at arkivere min mailadresse. (Mage til selvnedskydning af højt ethos skal man lede længe efter. Jeg håber at de har ondt i fødderne.)

Resultat: Surhed og hovedpine.

I dag: Endnu en indian summer-dag (det hjælper jo altid, men dog ikke i går...). Min målsætning om at være flittig er opfyldt (kl. er kun 10:56, men alligevel). Hovedpine væk. Glad i låget tilbage.

Og nu: Momentum skabt. Må følges. Ciao.

Den sekundære læser

En tanke: Den sekundære læser. Når man giver respons på en tekst i organisationen, er det som regel fordi dens intenderede publikum er nogle andre. Som respondent har man så den opgave at have en mening om hvor godt teksten - skribenten - når sit mål. Men lad os nu for sjov følge Paradis et al.'s analyse og godtage at rotation af tekstudkast i organisationen (også) er en måde at styre organisationens arbejdsprocesser, dens vidensproduktion på. Alle disse mennesker der sidder som gatekeepere i den her tekstrotation, for eksempel gennem review af udkast, kan så betragtes som en art sekundære læsere.

Skribenten ved godt at gatekeeperen på et eller andet tidspunkt skal læse teksten og at han eller hun læser den for at holde øje med hvor godt det går med medarbejderen-skribentens arbejde.

Hvilken rolle har den sekundære læser? En procesorienteret rolle. En anden, og tidligere placering i tekstens tilblivelsesproces. En anden status og magt i forhold til skribenten. En meta-retorisk rolle. Den sekundære læser er den meta-retoriske læser. Den læser som placerer teksten i sin rette produktionskontekst, fordi hun eller han har et konkret, her-og-nu kendskab til den aktuelle retoriske situation.

Hm. Der skal mere til. Men udgangspunktet er godt. Rachel Spilka bemærker i sit empiriske studie af respons (orality) i Orality and Literacy in the Workplace: Process- and Text-Based Strategies for Multiple-Audience Adaptation, at teksterne i nogle tilfælde blev overflødiggjort af interaktion mellem skribent og kollega. Når teksterne endelig er færdigskrevet til intern brug, er alle retoriske exigencies svaret på gennem den uformelle interaktion. Spilka får aldrig defineret hvilke tekster hun skriver om (jeg har mødt hende og synes hun er uendelig dejlig, men hun er altså ikke verdens bedste skriveforsker), men det må være intern kommunikation.

Men mon ikke noget lignende alligevel gør sig gældende for tekstproduktion til ekstern brug? Netop fordi tekstproduktionen er vidensproduktion og en måde at styre denne på. Hvis vi antager at dette er tilfældet (jeg har spist for mange frokoster med filosofferne her på gangen, bær over med mig), er respons en nøglefaktor i medarbejdernes evne til at indgå og lære at indgå i organisationens komplekse, sociale kontekst. Gennem interaktion med den sekundære læser.

Til de af jer - I er nok ikke så mange - der har RSS-feed (hvilket jeg tror jeg ved hvad er): Undskyld at jeg spammer jer i dag. Det bobler.

Ros

Om kort tid (i dag?) lægger jeg endelig det paper ud som jeg holdt på RSA-konferencen i Memphis i maj. Her argumenterer jeg at den væsentligste forskel mellem organisatorisk respons og respons på retorikstudiet i København er at responsen på retorikstudiet er konstruktiv og fokuserer på det gode. I organisationen får man sjældent respons på det man gør godt.

Det er alt sammen meget godt, men jeg har siden haft gode diskussioner med min medvejleder om at ros jo indebærer et magtforhold, i hvert fald i organisationen. Forstået således at den der roser, nødvendigvis er den der ved bedre, og har status til at rose dig. I organisationer roser man sjældent om tekst. (Igen: det ved jeg fra forskningen, andres empiri og min egen). Ingen kommentarer er ofte det samme som en godkendelse: Det var godt, eller godt nok. Kommentarer er hovedsalig negativ respons: Dette skal gøres anderledes.

Det vigtige her er, at der er tale om to meget forskellige kulturer. I organisationen er fokus ikke på den individuelles læring. Men på at opfylde organisationens opgave, på produktion. Hierarkiet i en organisation tjener dette formål. Det er farligt at gå ideologisk til værks uden respekt for kulturen - at ville tvinge nogen til at rose. Falsk eller automatiseret ros kan være værre end kritik. Samtidig tænker jeg at hvis respons skal være et læringsrum, er det netop et spørgsmål om at få erkendt vigtigheden af læring, at få skabt et rum hvor læring også er et kriterium for succes. Her er ros måske nødvendig.

Bummelum.

Kontekstuelt

Jeg sidder og skriver en lille artikel til et fagforeningsblad. Det går som det plejer med den slags skriveprocesser: en tekstklump her, og en der, skal dét argument komme først, eller kan det kun komme efter dét argument? Hyggeligt og irriterende på samme tid.

Men der sker noget interessant. For det jeg gerne vil skrive, er at den uformelle respons er et læringsrum for skrivning i organisationen. Det har jeg sagt mange gange. Men jeg har hver gang vanskeligheder med vejen derhen. Jeg har en hel masse empiri til støtte i argumentet: bunkevis af amerikanske undersøgelser, og i nogen grad mine egne data, primært fra åbne interview. Så det er fint.

Der er to veje, som udelukker hinanden. 1) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, det går dårligt for dem (det er bevisligt), og selv om de kommer på kurser bliver det tilsyneladende ikke bedre. Vi må gøre noget andet. og 2) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, men de lærer det tilsyneladende alligevel (det er i hvert fald ikke helt forkert), hvilket teorien om situeret læring kan give os en forklaring på. Hvordan kan vi styre sådan en form for læring der foregår implicit, midt i arbejdssituationen?

Hm. Mon ikke de to veje begge fører til Rom? Nogle skribenter er dygtige, og nogle er det ikke. I et vist omfang kan vi se bort fra naturtalenterne. De findes, det er der vist ingen tvivl om. Men det er den organisatoriske kontekst der gør forskellen. Den empiriske forskning om skrivning på arbejdspladsen fortæller os nemlig at hver organisation og hver retorisk situation for skrivningen af en tekst er unik. De dygtige skribenter er dem der kan læse den retoriske situation og definere den præcist, og bearbejde den via teksten. Skrivekurser har en gylden præmis, nemlig at der findes generaliserede 'regler' om tekst og skrivning som, hvis man evner at implementere dem, sikrer at teksten bliver god. Men alle de små manøvrer der skal til for at læse og omfortolke den aktuelle, konkrete, unikke retoriske situation, er umulige at generalisere. Man kan formane skribenter om at være opmærksomme, men man kan ikke indoperere lydhørhed. Man kan fortælle dem at de skal skrive til en modtager, men man kan ikke programmere dem til hvordan de skal gøre det i den konkrete situation.

Respons er et læringsrum fordi det på en og samme gang er en konkret arbejdssituation: Skribenterne taler om en konkret tekst, med en virkelig modtager og en endnu mere virkelig deadline. Samtidig er det her skribenten kan samle 'sanseindtryk' om tekstproduktionen, og derigennem opbygge en erfaringsmasse. Men det er en kolossal udfordring. For skribenterne får respons allerede, sådan fungerer de fleste organisationer. Og vi må konstatere at respons eller review i sig selv ikke er en garant for kompetenceudvikling. Det er vist at sige det pænt. Så opgaven må være at finde ud af hvordan man skaber rammer og indhold i respons så der kan skabes læring. Uden pludselig at stå med endnu et skrivekursus, forklædt som noget andet.

Så tog jeg vejen rundt. Jeg tror at jeg fandt ud af at jeg skal starte med den organisatoriske kontekst. Watch this space.

Dagens øf

Forskning? Hvornår skulle jeg få tid til det?

Selv-efteraber

"Ja, det er så Katrine, alle sammen. Katrine er ph.d.-studerende og skal lave et udviklingsprojekt her hos os, som handler om... Katrine, kan du ikke selv lige sige hvad det går ud på?"

Der findes mennesker der lever af at gentage de samme tre-fire budskaber hele livet. Der kan være gode penge i den slags - og god mening.

Jeg er psykologisk udfordret på det område. Jeg synes simpelthen at det er pinligt at sige det samme igen og igen. Hvad nu hvis der er nogen der opdager at jeg siger det samme som sidst? Og går i protest. Eller meget værre: Smiler venligt uden at sige noget.

Sagen er bare at den angst-for-at-blive-afsløret-som-sin-egen-efteraber kan få en til at sige noget nyt, når man bare skulle have gentaget sig selv, fordi dem man taler til, ikke har hørt de toptunede nøglesætninger før. Så der stod jeg og fumlede og fik sagt noget forblommet om seminarer og respons (og sagde jeg 'medforskning'? Kære gud, lad mig ikke have sagt 'medforskning), i stedet for at sige at skrivning er noget man skal lære mens man gør det, og at de selv er eksperterne.

Og for at det ikke skal være løgn, gentog jeg nummeret dagen efter, da jeg mødte de studerende på mit overbygningskursus for første gang. Ævle-bævle-talemegethurtigt. Hvad handler kurset om, semesterplan, feltarbejde, eksamen. Og først i anden time rækker nogen hånden op og siger: Jeg forstår ikke helt hvem de skribenter er, som du taler om?

Argh. Så har jeg stået i knap en time og møvet det bedste jeg ikke har lært. Og jeg tror sådan set at de var godt med. Men det er vist ikke min fortjeneste, for jeg kan se på mine noter fra forberedelsen til timerne, at jeg har præsupponeret en hel masse viden hos dem, så de har måttet hænge på for dear life, mens jeg drønede ud af kloge-Åge-tangenten, storsmilende og hyggelig. Jeg har ovenikøbet forsømt at fortælle dem om mit eget forskningsprojekt.

Well, det er nok en lidt hård selv-evaluering, og jeg fisker ikke efter trøst. Pointen er at forskeren glemte at hun også var retoriker. To gange på et døgn.

Nu med nøgen

Nu er jeg på tryk. Altså, det vil sige, min blog er blevet nævnt i et Danmarks bedste og efterhånden måske ikke længere så oversete magasin om kommunikation, Retorikmagasinet. Det er faktisk en ære. Men også forpligtende.

Måske kom du herind fordi du havde læst RM?

Det er vist på tide at jeg smider den ambivalente frakke og holder op med at fnidre forsigtigt rundt herude i cyberspace. Hermed en opsang til mig selv: En blog er offentlig, Katrine. Forstå det nu!

Men altså, det medfører en række etiske overvejelser, undskyld kraftudtrykket. De er ikke nye, jeg har bare ikke sat ord på dem her, før nu.

Jeg har valgt at træde i karakter og optræde som mig selv. Fordi jeg tror på værdien i at blotlægge arbejdsprocesser, i at være eksemplarisk på den ikke-eksemplariske måde. Hvis vi blev bedre til at være lidt mere nøgne i al vores ømskindethed, ville verden, især den akademiske, nok være mindre skræmmende og præstationsangstfremkaldende. Det tror jeg på. Anonymitet i blogosfæren, hvor fristende det end er, stemmer ikke overens med dén overbevisning.

Men det er ikke en overbevisning jeg kan og vil pådutte andre. Og en forskningsproces er nok ensom, men stadig fuld af mennesker. Jeg har vejledere, kolleger, retoriske hjertevenner og ikke mindst samarbejdspartnere i organisationer. Og med undtagelse af hjertevennerne, som måske ville være forsigtigt accepterende hvis formålet var godt og sobert, har ingen af dem bedt om at blive inddraget i mit ideologiske projekt, endsige klædt nøgne for alverden. Det er ikke det samme som at de per definition ikke vil være med, og de er da også med. Men jeg må træde varsomt, for alt andet ville være tarveligt og i øvrigt uprofessionelt.

Det gør det svært at skrive frit fra leveren. Nogle gange fordi brok og sure miner må holdes indenbords. Men ofte simpelthen fordi fortrolighed og tillid bliver forventet af mig, både af dem og mig selv. Min arbejdsproces er så infiltreret i sociale og organisatoriske strukturer, i andre menneskers liv og arbejde, at små og store begivenheder ofte må filtreres før de kommer ud her.

Sådan er det. Er det blevet en kedeligere blog, nu hvor I ved det? Kan man være ærlig i små, og ikke rå mængder?

(PS: Bare rolig, hjertevenner!)

Tante K

Please girls if you pea standing: Be a sweatie and whipe the seetie.

Det står der med stor fed sprittusch på indersiden af døren til det toilet hvor jeg, med mindre jeg dehydrerer mig selv fuldstændig, er nødt til at gå ind mindst en gang om dagen. Og det gør mig

SINDSSYG!

Nu er der ganske vist en venlig sjæl som har læst korrektur med en næsten ligeså fed tusch, men jeg bliver stadig rasende. Jeg mener, fire fejl på 13 ord. Jeg kan ikke ha det!

Jo, jeg kan godt selv finde på at sige at Hunter S. er cool, eller at bryllupsfesten i lørdags var rock'n roll. Men jeg går da ikke rundt og forpester offentlige toiletter med ulækker OG fejlbefængt grafitti, bare fordi jeg synes at engelsk er et fedt sprog. Så vis dog lidt respekt.

Jeg kan godt selv høre det. Jeg er blevet en strammer.

Sommer summarum

Semesterstart. I denne uge myldrer KUAs gange og kantiner med på en gang coole og generte førsteårsstuderende i deres fineste firsertøj (ikke en eneste detalje overladt til tilfældigheden). Og i næste uge kommer så alle de garvede; og undervisningen går i gang.

Sidste hånd skal lægges på semesterplanen til mit overbygningskursus, "Skrivning i organisationer", gæsteforelæsere skal lokkes og trækkes over Langebro - og jeg har opdaget noget fantastisk.

Det skete sådan her.

Jeg sad og skrev på afhandlingen (jo!) og kom så til den firkantede klamamse (vist nok omtalt i dette medie tidligere) hvor der står [find lækkert antropologisk citat]. Ret problematisk, eftersom jeg blot 15 minutter tidligere havde lovet mig selv at jeg ville springe ud fra Lillebæltsbroen på sekundet (en logistisk udfordring), hvis ikke jeg tog de lede firkanter ved hornene, nu skulle det være.

Men så.

På semesterplanen står der, og det bliver der ikke lavet om på, at vi onsdag d. 8. november fra kl. 9-14 skal beskæftige os med kvalitativ metode i skriveforskning. Der står også - jeg har selv skrevet det - at vi skal læse spændende tekster om bl.a. antropologisk metode. Det er, ikke overraskende, de samme tekster som jeg netop skulle til at rode i, på den desperate måde, for at finde det lækre citat.

Ikke nok med at jeg skal læse alle de tekster igen, i sammenhæng. Jeg har også givet mig selv en hel dag at diskutere dem i, sammen med en flok kloge og kritiske overbygningsstuderende.

Jeg behøver altså ikke engang at have dårlig samvittighed (jeg er regerende stormester) over at springe noget over, for afhandling og undervisning smelter sammen. Måske ender det med noget helt andet, og meget bedre, end bare et lækkert citat.

På CBS hedder den slags vel 'synergieffekt'. Jeg synes det er dødsmart.

Homoiotéleuton

A Note

When I became an English prof
And started reading to expand my view,
I learned a lot of nifty stuff
From subtle scholars, Oh, so new.

For Rhetoric, the writers in 3-C's announce,
Is brother to the ancient rune
And sister to the sun-bleached skull,
the skylark, phases of the moon.

To all things, anthropology and law,
The muse of Rhetoric is prime-
Linguistics, sociology and gym,
Histology, geology, and thyme.

The lowly ballad is rhetorical,
And sonnets only somewhat less;
All things that have beginnings, middles, ends-
Petroleum Engineering and Loch Ness.

If I may add a humble note-
A point I scarcely need to prove-
Psycho-kinetic is our Rhetoric;
It has the power to make pens move.

D.M. Catron, University of Tulsa

Alt Gr 8 Alt Gr 9

[].

Det er lissom mælkebøtter. Afhandlingsdokumentskrivløsfilen bliver længere. Mellem de fine sprogblomster vokser et mylder af firkantede klamamser. [Skriv mere her]. [Fortæl historien]. [Uddyb]. [Find lækkert antropologisk citat].

De er, set med en tænkeskrivningsæstetik, vældig kønne, og hvor lover de godt. Så frodigt. Sikke langt og klogt det bliver, når jeg får dem fyldt ud.

Jeg tror ikke at jeg kunne dyrke en have uden mælkebøtter. Men der kommer en dag hvor der skal luges. Mælkebøtter er solskinsgule, sommerlige. Og lumske.

Håndholdt

Nu ligger der et dokument på p-drevet der hedder Afhandling med disposition. Det fylder 18 sider. Det er et stort rod. Hypoteser. Litteraturnoter. Sure opstød over dumme teorier. Når jeg opdager et nyt emne i rodebunken, får det en formateret overskrift, og Word genererer en ny disposition for mig. Min vejleder ville være stolt af mig - det med dispositionsfunktionen i Word er nemlig blandt andet hans forslag. (Ikke så sikker på hvor stolt han ville være af resten. Ahem.)

Rodebunken, derimod, er min egen. Nu har jeg taget tilløb til diverse afhandlingsstrukturer, akademiske argumenter og emneinddelinger i mere end halvandet år. Det fungerer bare ikke. Skriveblokeringen slår ned i løbet af et splitsekund. Sagen er, at en struktur forpligter. Men jeg er ved at lære min skriveproces at kende. Og på høje tid, hvabehar! Det skal vokse frem fra bunden, jeg tænkeskriver og har SLET ikke styr på det, som Nadja siger. Og pludselig står der noget alligevel. En hel del, faktisk. Ren dogme mens solen knalder lige ind på mit sydvendte kosteskab, og KUAs gange runger af sommerstilhed.

Bagkatalog

I går fandt jeg en skat. Min bivejleder har for lang tid siden bedt mig om at skrive om læringslandskabet i den organisation jeg lavede pilotundersøgelsen i. Udgangspunktet: Praktikkens læringslandskab af Klaus Nielsen og Steinar Kvale. Så det gjorde jeg, måneder tilbage. Og blev selvfølgelig aldrig færdig. Siden har jeg haft stående på min opgaveliste i Outlook (min brændende drøm er en heftig PDA så jeg kan elektronisere hele mit liv. Totalt testosteron): "Skriv videre på læringslandskab".

DÅÅRLIG samvittighed. Så dårlig at jeg slet ikke ville kigge igen på det jeg fik tænkeskrevet dengang.

Nu har jeg tid igen, og fik åbenbart sparket mig selv tilstrækkeligt igår. Så jeg åbnede dokumentet og tabte underkæben. Vi taler bestemt ikke genialitet, men her er tale om to en halv side der i forhold til hvad jeg normalt producerer, myldrer med gode ideer. Og op til flere ordknappe, tætte indsigter som jeg havde glemt jeg havde i februar, og derfor med møje og besvær har tænkt mig frem til - igen - i sjappede tekstopkastninger i løbet af foråret.

Jeg behøver vist ikke at sætte ord på moralen. Moralerne.

...og det gør jeg også

Selv om man dårligt kan tro det. Lever, altså. Vi er forlængst hjemme fra Rhetoric Society of America-konferencen. Afleveringen af paperet gik fint, man kan ikke rigtig kalde seks tilhørere for en publikumssucces, men det blev og det var og det var ok.

Og nu er jeg i fuld gang med feltarbejdet i min dejlige it-virksomhed, blandt gode mennesker i stressede jobs. Jeg tror nok at jeg er ved at få tæsket antropologisk arvegods ind på den hårde måde: Man skal være der. Man skal se og høre. Man skal klistre gaffa-tape henover munden på sorterings- og analysegenet.

Fordi jeg fokuserer på respons-situationen, har jeg været med til de planlagte møder hvor skribenter har fået tilbagemelding på deres tekster. Dem har der sjovt nok ikke været mange af, til trods for at det da bestemt var planen? Spurgte jeg. Jommen, der havde også været nogle telefonsamtaler, og et af dem klarede vi da Claus alligevel var i København. Men da var du her ikke. Og det gør ikke så meget, for det møde du var med til med Gunnar, giver dig et meget godt billede af hvordan det plejer at foregå.

Men det går jo ikke. Hverken jeg eller de kan afgøre hvad der er repræsentativt, i hvert fald ikke der hvor vi er nu. 'Repræsentativt' er lissom ikke et ord der går hånd i hånd med 'go native'.

Det er ikke fordi jeg ikke har fået ideer og materiale. Ok, så rigeligt. Men alligevel ikke kritisk masse, hvad end det så er når vi taler om mennesker. (Og hvor kan man dog i svage øjeblikke savne analysetekster der både har første og sidste side).

Men alligevel skal jeg nu tænke mig om. Skal jeg lave flere interview - nu med de medarbejdere hvis skriveproces jeg trods alt kender godt? Skal jeg observere en ny proces? Og hvordan kan jeg forudse næste forløb?

Elvis lever

Så er vi i Memphis til Rhetoric Society of America 2006. Jeg ville linke hvis konferencesitet på nogen måde var noget at råbe hurra for. Her er kanoner, giraffer, kameler og kändisser på den retoriske måde. Jeg nævner i flæng: Miller, Hauser, Leff, Warnick, Ceccarelli, Swearingen. Her er også forbandet varmt - over 30 grader - men vi er blå om læberne fordi airconditionen kører på fuld hammer så isvinde suser igennem lokalerne.

Jeg må løbe, for vi skal ned at have morgenmad inden dag 2 går i gang kl. 8.30. Det er ikke en konference for kujoner og sovetryner. (Jeg er dog ikke sikker på hvad Elisabeth har tænkt sig i dag, men min pjækkesession er planlagt...) Vi var i Graceland i torsdags (mere om det senere), men Memphis er ikke fuldt udforsket endnu.

Zonen for yderste læring

Hvis jeg var dagplejemor, eller pensionatværtinde, eller måske ovenikøbet overkvalificeret kommunikationsmedarbejder i et glorificeret tastejob ville jeg være lykkelig. Sådan tænker jeg ofte. Som regel når præstationskravene spidser til. Det ironiske er selvfølgelig at jeg er hvor jeg er, fordi jeg selv har bedt om det.

Det er noget med at skubbe sig ud derud hvor risikoen for ikke at være god nok faktisk reelt er til stede. Man kan falde på røven. Det kan blive pinligt. Det kan blive lagt mærke til. Nu har jeg skrevet om Vygotsky i nærværende medie før, og sandheden er at jeg kun har et - efterhånden temmelig rustent - andenhåndskendskab til Vs tanker. (Der er ikke noget som god, formidlende sekundærlitteratur.)

Men sådan som jeg husker begrebet zonen for nærmeste læring, handler det om at den lærende er helt derude hvor det faktisk er lidt for svært, men dog muligt at lære hvis man har den rette støtte. Et stillads.

Og så er det jeg tænker at hvis det skal blive en god afhandling, skal jeg helt derud hvor det er lidt mere end lidt for svært for mig. Ikke nærmest, men yderst ude. Så kære gode venner og trofaste stilladser, jeg håber at I er klar til året der kommer. Jeg lover at champagnen vil flyde når sejren er i hus. (Bemærk venligst at jeg ikke skriver 'hvis'.)

ahrghh!#*@!*§*!

Hvorfor. Er. Det. Så. Tungt. At. Skrive. Noget. I. Den. Akademiske. Genre? Hva?

Paperskrivning. Paperskrigning. Til konference i Memphis. Halvanden uge. Halvandet liv ville være for lidt med den fart jeg ikke har på.

Jeps, det lyder bekendt. Som sidste gang jeg skulle til konference. Og så var der dengang med præsentationen til Rhetorica Scandinavica. Katrine - nu med 38 procent flere kæbespændinger.

Børnelærdom

Hvis jeg ellers havde nogle faste læsere, er de nok sprunget fra på nuværende tidspunkt. Hvilket man dårligt kan bebrejde dem. Never explain, never apologize, siger de stivlæbede briter. Jeg tænker at det er en dårlig strategi. Omvendt er den lange liste også temmelig trættende. Så her er en kort: sygdom i langdrag, bugnende kalender, ph.d.-kursus, idealistisk bofællesskabsprojekt (hører til i privatsfæren, men det lod det sig ikke gå på af). Kalenderen er stadig på den opsvulmede side, men nu kan jeg igen nå at trække vejret mellem aftalerne.

Siden sidst har jeg lært at virkeligheden i en organisation adskiller sig drastisk fra akademiserede hypoteser. Det er jo italiensk for perlehøns, eller logik for logakker, banal børnelærdom. Hvad man end kalder det, og hvor meget jeg end vidste det i forvejen: Jeg har lært det igen, i praksis.

Jeg snakker i øjeblikket rigtig godt sammen med en organisation der sandsynligvis gerne vil huse mit projekt. Det er superfedt og meget spændende. Men for det første: Deres virkelighed er så uendelig meget mere kompleks end mine rosenrøde, kollaborative, peer-to-peer hypoteser. Og for det andet, og det følger vist af det første: Der er ingen vej uden om etnografien. Jeg bliver nødt til at se hvad de gør. Først bagefter kan jeg intervenere. Faktisk glæder jeg mig til at følge en skriveproces hos dem, og bare observere. Men det betyder jo at min tidsplan er rykket et halvt år igen. Det skal nok gå, men jeg er ikke selv døv for det ironiske i at et procesmenneske som mig, der prædiker rekursive, vidensproducerende skriveprocesser for hvem der gider høre (og for dem der ikke gider), ender med at skrive sin afhandling i de sidste seks måneder af sit ph.d.-forløb. Nå, det er jo ikke en selvfølge. Jeg kan jo bare gå i gang nu. Ja da.

Og så har jeg lært at ph.d.-studerende ikke kan indgå kontrakter med erhvervsvirksomheder. Det er universitetet der indgår sådanne kontrakter. Og jeg har lært at man altid skal bede juristerne om hjælp. KU har faktisk en enhed der tager sig af den slags aftaler. Jurister og det hele. Også for humanister. Enheden hedder Tech Trans - de er meget tjekkede. Blæret logo (men må man det?)







Ph.d.-kurset i Kvalitativ interview hos Steinar Kvale var bare, ja, skidegodt. Gid det havde været mit første ph.d.-kursus, og ikke det sidste.

Giv agt! Sandslotte!

"If one knows what to ask for, why one is asking, and how to ask, one can conduct short interviews, rich in meaning."

"A sophisticated theoretical analysis based upon interviews of dubious quality may turn out to be a magnificent edifice built on sand."

Det er Steinar der siger det. I et manuskript under udgivelse, fyldt med lignende mavepumpere til wannabes og andre håbefulde. Vi skal på ph.d.-kursus om det kvalitative forskningsinterview onsdag til fredag i denne uge, hos Kvale himself.

Jeps, jeg er her endnu. Min påskeferie plus en hel del mere gik med sygdom, arbejdsdage og, endnu værre, feriedage gik op i sofa og generel ynkelighed. Nu læser jeg Kvale, forsøger at holde stresspulsen nede. Og glæder mig uendelig meget til tre dages powerlæring i Århus. Der bliver nok hverken tid til Kvium på Aros eller øl i Pustervig. Det er ok.

Dissonans

Det her er en gammel forelskelse: Da jeg i sin tid havde skrivedidaktik hos Hanne Dagmar, faldt jeg over begrebet dissonance i en af de grundlæggende tekster: "Revision Strategies of Student Writers and Experienced Adult Writers" af Nancy Sommers (College Composition and Communication, 31, Dec. 1980). Og nu sidder jeg og læser artiklen igen, og bliver igen provokeret og skidenysgerrig. Hvad er dissonans?

"The anticipation of a reader's judgment causes a feeling of dissonance when the writer recognizes incongruities between intention and execution, and requires these writers to make revisions on all levels." OK, det er noget med modtagerorienteret redigering. Men så skriver Sommers:

"Writing has spatial and temporal features not apparent in speech - words are recorded in space and fixed in time - which is why writing is susceptible to reordering and later addition. Such features make possible the dissonance that both provokes revision and promises, from itself, new meaning." (Min kursivering). Altså vidensproduktion. Det forekommer mig stadig at være et absolut nøglebegreb i forståelsen af hvad der sker når vi skriver og tænker. Og jeg var nysgerrig allerede dengang.

Nu har jeg aldrig været nogen haj til litteratursøgning, men jeg gjorde mit allerbedste, og kunne alligevel ikke finde nogen referencer til begrebet sådan som Sommers anvendte det.

Jeg endte ude på DPU's bibliotek, hvor jeg blev ført ned i kælderen så jeg kunne sidde på en ydmyg plads blandt stålreoler og 'bladre' i Nancy Sommers' doktorafhandling på mikrofiche. Det er ikke løgn. Såvidt jeg husker (og jeg er ked af at have bygget op til noget spændende, som ikke kommer) blev jeg lidt klogere, men ikke så meget. Jeg skrev en lille opgave om dissonans og problemorienteret skrivning.

Sagen er: Der er kommet nye søgeværktøjer til. Men på CompPile dukker kun 15 henvisninger op på søgeordet dissonans. Tre kender jeg i forvejen (to af dem er Sommers!), de fleste handler om kulturel dissonans og tilfældigvis også om skrivning. Så, lyt nu godt efter: Det her er uudforsket land! Antarktis! Alaska! Og nu forærer jeg det bort!

Skabt men langt fra skabet

Så ligger Christines afhandling på mit bord. Og hvis jeg må være så fri: Jeg kan ikke mindes nogensinde før at være blevet suget ind i en fagtekst fra første linje på den måde. Hvis bare alle akademikere, både de spirende og de voksne, skrev som Isager, ville det være småt med kedsomheden (som jo trives, lad os bare indrømme det). Jeg er beæret over at være ejer af et eksemplar og ven med skaberen af værket.

Lad champagnepropperne flyve

Lige præcis i skrivende stund er Christine i færd med at få trykt sin afhandling. Så når vi ser hende herude i dag, er den afleveret, stenen faldet fra hjertet og og der er håb for os alle. Verdens største TILLYKKE!!! Det er fantastisk. Jeg glæder mig sådan til at læse den. Nu skal der hviles (dvs. arbejdes på noget andet) og om nogle måneder forsvares. Og mon ikke vi kan finde plads til endnu en fest til den tid?

In medias res

En rigtig blogger skriver om tingene mens de sker. Det er skam ikke fordi jeg ikke har til hensigt at gøre det, men jeg har det med at blive hvirvlet med og glemme alt om alle gode intentioner og skriveråd i øvrigt (skriv først, skriv hver dag). Så oplever jeg bare, i stedet for at opleve og at opleve gennem skrivningen. Eller også er jeg bare skideakademisk og kan kun analysere og forstå noget retrospektivt. Eller også er jeg bare doven.

Nuvel. Hele sidste uge var jeg i Chicago. Det er faktisk den største oplevelse. Ærkeamerikansk millionby med den her helt specielle stemning af industri og arbejdsomhed, blues, skyskrabere og nøjsomme murstensbungalows, milimetertæt downtowntrafik og togbanen der dundrer afsted i 2. sals højde, midt gennem byen. Chicago er USA's underdog, nr. to efter New York, men med en stædig stolthed over netop ikke at være østkystfornem. Hvad kan jeg sige? Der er bare fedt.

Så jeg var til konference. Præsenterede på Association of Teachers of Technical Writing onsdag morgen - det gik vist som det skulle. Folk tog noter som gale, men stillede først spørgsmål i pausen. How do you spell Steinar Kvale? Der er altid den her dobbelthed når man præsenterer: Bare de nu ikke stiller nogle spørgsmål, for hvad nu hvis jeg ikke kan svare - hvorfor stiller de ikke nogen spørgsmål, var det ikke interessant nok? ATTW-folkene er søde, især nu hvor jeg er ved at lære dem lidt bedre at kende. Det glippede igen at mødes med min heltinde Rachel Spilka. Hun er enlig mor og havde et sygt barn derhjemme. Men nu mailer vi lidt. Til gengæld fik jeg endelig hilst på Ann Blakeslee, heltinde nr. 2 på grund af artiklen Activity, Context, Interaction, and Authority. Learning to Write Scientific Papers In Situ (Journal of Business and Technical Communication, April 1997, 11:2) - en af de bedste, mest fintfølende og respektfulde kvalitative analyser jeg nogensinde har læst.

Torsdag, fredag, lørdag: Conference on College Communication and Composition 2006. 2000 deltagere og et program på størrelse med en lufthavnspaperback. Den mest passende danske betegnelse er vist 'gedemarked'. Min første session om torsdagen var præsentationer og diskussioner om langvarige undersøgelser med endnu en række heltinder (det er altså ikke med overlæg at alle mine forbilleder er kvinder. Den skrivepædagogiske forskning jeg interesserer mig for, rummer bare flest kvinder. Det er sådan set interessant i sig selv, men ikke i denne sammenhæng): Deborah Brandt, Anne Herrington, Anne Beaufort, Nancy Sommers og Andrea Lunsford. Titlen: Longitudinal Studies. Tales from the Field. Det var en helt, helt fantastisk halvanden time om den svære forskningsproces. "To me, a research project is an inductive process with three stages: The beginning, the muddle, and the end," sagde Anne Beaufort, og den tætpakkede sal (folk sad på gulvet mellem stolerækkerne, hang i døren og stod langs væggen) fnisede lettet i flok over ikke længere at være alene om til tider at synes at det er et helvede at forske. Selv giraffer får forskningsblokeringer.

Og jeg måtte bare se Peter Elbow der kritiserede vores tilbøjelighed til at opstille dikotomier, "the human weakness for either/or thinking", et citat af Dewey. Onkel Peter talte om hvordan han, Donald Murray og Ken Macrorie ofte beskyldes for at sætte personlig skrivning over alt andet. Sådan skal de ikke forstås. Også akademisk skrivning kan være personlig, det handler om at finde energien i skrivningen gennem det personlige. Hvem kan være uenig?

Så det var girafferne. Gradvist blev jeg drænet for energi, og lørdag gav jeg op og dimsede rundt i Bucktown i stedet for at gå til konference. Nu hjemme igen, til en tætpakket kalender og alt for mange forårshelligdage. Det er da lidt perverst at ærgre sig over at man er tvunget til at holde fri.

Programpoesi

A good powerpoint
is like haiku: a few words
and the mind is changed
Phil Hey, Briar Cliff university

visual, oral
written, powerpoint can be
a way to oneness
Cheryl E. Ball, Utah State University

"The first line of consultation I'd recommend is Lee Brasseur's excellent discussion VISUALIZING TECHNICAL INFORMATION (Baywood, 2003) and the "critical sourcebook" edited by Carolyn Handa, VISUAL RHETORIC IN A DIGITAL WORLD (SIU, 2004). And for the most important work in theorizing use of visual techniques and technologies, check out Lynch & Woolgar's REPRESENTATION IN SCIENTIFIC PRACTICE (MIT, 1990)."
Margaret Hundleby, University of Toronto

Jeg sidder med mit paper til Association of Teachers of Technical Writing-konferencen i næste uge og tænkte, nu eller aldrig, jeg starter med Power Point i stedet for at slutte med at klippe-kliste et Word-dokument ind. Det går sådan bum-bum, men så kom jeg i tanke om at de kloge hoveder på ATTW-listen havde en diskussion om Power Point for nylig.

Det er altså mit publikum. Oneness. A few words, and the mind is changed. Visual Rhetoric in a Digital World. Jeg håber at de vil være søde ved mig. Hvorfor har jeg altid tænkt at Power Point var kedeligt?

Praksis...

... er ikke blot noget, man kan lære om. Praksis er noget, man kan lære igennem.

Også et citat fra Mesterlære. Læring gennem social praksis. Jeg har ingen agiterende hensigter med at bringe det her. Det er bare et dejligt citat.

Krumspring og læringsbaner

"En deltagerbane betegner den lærendes bane ind i et praksisfællesskab. Dermed fokuseres der på den lærendes egen aktive brug af forskellige handlekontekster i forbindelse med det at blive fuld deltager i en social praksis, uden at decideret instruktion er nødvendig. (...) I et praksisfællesskab eksisterer der ofte bestemte tilrettelagte måder at deltage på (...)"
Fra Kvale & Nielsen: Mesterlære. Læring som social praksis. København: Hans Reitzels Forlag. 1999. S. 246-247.

Kvale & Nielsen går videre til at forklare at indlærings- eller tilpasningsvanskeligheder ikke kun bør forstås som modstand eller blokering, men også bør ses ud fra at en deltagerbane kan stride mod den sociale eksistens som den lærende søger at være en del af.

Det fik mig til at tænke på at det kan gøre sig gældende for skribenten/fagpersonen. Hvis skrivning er en skjult kompetence, lægger det sociale fællesskab i organisationen, blandt fagpersonens ligestillede, måske større vægt på de faglige kompetencer. Måske betragtes man som 'mest' faglig hvis man ikke er dygtig til at formidle sin faglige viden - en slags nørd-tankegang. Og hvem har da lyst til at være den dygtige skribent?

OK, det er da fuldstændig hypotetisk og vist også ret langt ude. Og citatet mindede mig også om noget andet, nemlig en snak jeg havde med Camilla for nylig (jeg taler altså også med andre mennesker). Det var noget med at være modvillige akademikere. Vi vil så gerne være lige som de andre akademikere. Og så alligevel ikke. Er det mon fordi vi har et andet ideal for vores sociale eksistens (som akademikere?) end det som læringsbanen som ph.d.-studerende stikker ud for os? Eller er utilbøjeligheden krukkeri?

Se, det var for eksempel endnu et krumspring for at aflede mig selv fra at skrive paper til Chicago.

Elektronikspasseren sejrer igen

Det tog cirka en dillion forsøg, men læg vel mærke til det i flere forstande meget lille tal lige neden under Blogger-ikonet i sidemenuen. Det er en besøgstæller. Jeg har selv sat den der. Lige der. Jeg er et html-GENI!

Elektronikspasseren slår til igen

Jeg blev bare nødt til at omdesigne - der var lissom lidt for meget Danske Bank over farveskemaet. Og nu er mine links forsvundet. Og jeg har ikke tid til at gøre noget ved det. Duh.

Om hvorvidt en spade virkelig er en spade

Skrivning. Det er det der hedder i mit hovede og i mine tekster. For mig er det lige over sammenligneligt med det engelske writing, i hvert fald som verbalsubstantiv. Skrivning: Det man gør når man skriver. Jeg kan lide det fordi det har en kropslig dimension, det er et håndværk. Jeg sætter mig ved computeren og gør noget. Jeg klaprer på tastaturet, der kommer ord, sætninger, mening frem. Jeg kan lære mere om at gøre det, blive bedre, forstå tekstens dynamik. Skabelsen, hvis jeg må være en smule højpandet.

Men der er forskelle mellem dansk og engelsk. Writing kan være 'a piece of writing'. Her træder skrivningen i karakter. Der skabes et stykke skrivning. Ikke en tekst uden tilblivelse. Ikke et pompøst skrift. Men et stykke skrivning. 'Her writing'. Det kan man ikke sige på dansk.

Skrivning. Det lugter af formskrift og kladdehæfter, retstavning og æggemadder i fugtigt madpakkepapir, siger nogen. Har jeg virkelig tænkt mig at bruge det ord, spørger de. Narjmenjooo, jeg havde ikke tænkt på at jeg ikke kunne bruge det. Kan jeg ikke kalde det noget andet? Tekstproduktion? Skriven? Joomennaarj. Narj. Nej.

Så der: En kampagne til skrivningens rehabilitering. I det små, naturligvis.

PS: Ja, jeg er opmærksom på at der er et helt tredje ord. Men skriveri hører bloggen til. Det er ikke fordi det er mindre vigtigt, det der foregår her. Men det er en legeplads.

Magt

OK, jeg har overhovedet ikke tid til det her, men Camilla og jeg har lige haft en rigtig god snak om, ja, italesættelse, og det skal altså fastholdes. Nu må jeg se om jeg kan gøre det retfærdighed.

Vi startede, vistnok, ved det situerede. I Camillas projekt handler det om at få nedfældet og systematiseret en bestemt arbejdsform i en organisation. Men det fungerer jo så fint i forvejen. Den gældende praksis bliver videreført i en uekspliciteret og uformaliseret oplæringsproces, det handler næsten om at tilegne sig en særlig persona, og også blandt Camillas informanter er der tale om natura; man kan have 'genet' eller mangle det.

Så hvorfor skal vi unge akademiblondiner nu komme rendende og italesætte det ene og det andet og det hundredotteogtyvende? Hvad skal det gøre godt for (det er meget vigtigt at udtale denne replik på århusiansk)? Jeg mener at det for den verden jeg skriver om, må handle om at noget der er skjult og derfor usynligt for organisationen, bør synliggøres for at kunne ses som en kompetence og derved at kunne værdisættes. Så længe skrivning er en arbejdsopgave nedsunket i organisationens øvrige arbejdsopgaver, er det umuligt at kompetenceudvikle og blive bedre. Og man risikerer at uhensigtsmæssige praksisser bliver tankeløst reproduceret.

Og så var det at Camilla sagde at det at tale om noget også ændrer ved magtpositionerne. En af hendes første kæpheste var empowerment - at få fjernet myten om 'genet'. Når noget er usagt og næsten hemmeligt, forhindrer det de nyankomne (og det kan forstås på mange måder) i at komme i en position hvor de kan dygtiggøre sig. Når viden bliver monopoliseret hos dem der har 'genet', som om det er en del af deres personlighed, skabes der også magtmonopoler. Altså: At naturalisere fænomener (med hvilket jeg tror hun mener at gøre det til noget medfødt, fremfor fx et håndværk) er med til at fastholde en magtbase. Ved at italesætte praksisser og metoder bliver de tilgængelige - mystikken fjernes.

Nu er retorikere jo generelt lidt for humanistisk anlagte til at tale om magt - det plejer at være samfundsvidenskabernes område. Så er det godt at jeg har folk til det...

Men det er virkelig interessant, for en af de ting som folk ofte gerne vil have mig til at tale om, er at sociale dynamikker, herunder magtforhold, i organisationen har en indflydelse på hvordan den kollaborative skriveproces forløber. Ja. Bemærk at jeg på intet tidspunkt har sagt at det er noget jeg har tænkt mig at diskutere i min afhandling. Men jeg medgiver: Det har kraft.

PS: Jeg skal til Chicago til ATTW-konference om 14 dage. Derfor har jeg ikke tid.

På kontoret

Jeg ville lægge det ind på min profil hvis jeg
kunne finde ud af det. Ak.

Metamystik

Det hele er vældig metaagtigt. I mit projekt har jeg en tungtvejende hypotese om at eksplicitering af tekstelementer og -værdier og af skriveprocessens led er afgørende for at kunne lære at skrive. Jeg mener altså at vi bliver bedre til at skrive af at vide noget om det, at kunne sætte ord på de aktiviteter og kvaliteter der er forbundet med skrivehandlingen, skrivningen. Samtidig mener jeg, for nu at folde hypoteserne ud, at en sådan viden må være situeret. Den kan kun udfolde sig i den konkrete virkelighed.

Og nu sidder jeg så her og blogger om min egen skriveproces, og gudhjælpemig om ikke det første der falder mig ind, er at den er mystisk. Mystisk! Fy for pokker. Jeg er faktisk ret god til at skrive. Og jeg er faktisk også ret øvet. Jeg har faktisk en vældig fin, ekspliciteret, rekursiv og vidensproducerende skriveproces. Det er altid svært, jeg beklager mig som regel undervejs, men det går næsten altid godt. Men det eneste jeg kan finde på at sige om det, er at det er mystisk. Så måske er det ikke så eksplicit igen. 'Mystisk' lugter da af hemmeligt, ikke?

Jeg talte i dag med min vejleder (jeg har to, det er en luksus) om Dreyfus og eksperten. Og nu har jeg ikke læst Dreyfus, så jeg kan kun genfortælle analogien til mit eget formål. Det handler om at lære at køre bil. Sagen er at de generaliserede regler slår til i starten, men eksperten er kendetegnet ved at hun (kvinder kører skidegodt bil, mænd er bare misundelige) ikke kører efter reglerne, men efter en fornemmelse for situationen som måske ovenikøbet bryder reglerne. Det går ikke at køre i for lavt et gear, men afhængigt af bilen og vejret og dækkene og noget helt ryggradsmæssigt, er det lige nu og her bedst at gøre i for lavt gear. Bliver hun spurgt, kan hun måske slet ikke genfortælle hvorfor hun kørte så vildt godt som hun gjorde. Det fungerede bare.

Det er jo dødinteressant. Jeg kender reglerne, kvalitetskriterierne for teksten og for min egen skriveproces. Men på en ryggradsfornemmelse, en totalt situeret og personlig opfattelse af situationen ved jeg bare at jeg skal dreje genren, tackle kommunikationssituationen anderledes, gribe min proces anderledes an. Så det gør jeg. Og så kan jeg ikke forklare det. Og derfor kalder jeg det for mystisk. Men jeg kender stadig alle grundreglerne. Og måske justerer jeg dem ubevidst?

Ude i en organisation er det også interessant, for hvordan kan man bruge de dygtige skribenter som forbilleder hvis det der gør dem rigtig dygtige, er den intuition? Samtidig er jeg dybt skeptisk over for mystik. Det lugter alt for meget af natura - nogle kan, nogle kan ikke, og vi kan ikke forklare hvorfor og derfor heller ikke lære det fra os. Jeg tror ikke på det. Det er vist heller ikke det Dreyfus mener. Men verden er fuld af stråmænd når man har lyst til at slås. Jeg må hellere læse lidt op på det.

Hestebid

Hvad skete der lige der? Jeg skrev doktorandpræsentation, og det var ærligt talt noget af en rutschebane. Så gik det godt, langsomt og tøffende, men i god ro og orden, og lige pludselig befandt jeg mig i den mørkeste dal, og det var ikke grin og kilder i maven der fik mig til at hyle. Min vejleder måtte træde i karakter som katastrofeberedskab da det så sortest ud, og så skete der det der mærkelige som jeg har prøvet før. Det tekstudkast som man har siddet og bladret fortvivlet i og slet ikke kunne se, får sat nogle enkle og banale etiketter på sig. Og så skærer man et hjørne her, flytter det afsnit herop, og vaccinerer dér. Man parerer ordrer, fordi man ikke kan komme i tanke om andet. Og så bliver det hele pludselig synligt igen, det materialiserer sig, det bliver mit. Jeg kan godt genfortælle forløbet, men hvor forløsningen kommer fra, er stadig mystisk.
Men jeg tænker at der ikke er så langt til en af mine centrale hypoteser, den om italesættelsen. Ved at tale om teksten med nogen der også engagerer sig i den, bliver det muligt. Og nu er det jo ikke nogen slåskamp, men det er noget med at blive givet de konkrete greb til at fælde det stridbare udkast. Her må gerne gives hestebid, sherifstjerner og brændenælder. Bare det virker. Så dunker vi hinanden i ryggen bagefter, teksten og jeg, og bliver kammerater igen.
Well, så blev den afleveret, og så var jeg med pigerne på skriveophold i sommerhus (ild i pejsen, sne og tåge, pulverkaffe, stilhed, læsning, klipreklapre på tasterne, Trivial Pursuit og stegt flæsk med persillesovs - skønt), og nu skriver jeg ansøgning til et kursus med StjerneSteinar Kvale, artikel til Kommunikatøren (6.000 anslag, det burde være lettere, men er sværere), og skal måske alligevel til ATTW-konference i Chicago. De har for pokker spurgt om de ikke skal betale halvdelen. Det er vildt og angstprovokerende.
160 kilometer i timen, det er lang tid siden jeg har haft lyst og tid til at udsætte arbejdet for i stedet at dimse rundt på nettet. Det føles fint.

AAB

En bemærkning. Når man som amerikansk (og i andre engelsksprogede kulturer?) er ABD, er man på stadiet "All But Dissertation". Altså alle kurser, proposals og gedebukkespring overstået, nu skal der skrives afhandling. Eftersom vi danske ph.d.-studerende har ansøgt om et specifikt ph.d.-projekt, er vi på en måde ABD fra første dag. AAB - alene afhandling mangler? Hmm. Det lugter af lange ventelister til kedelige lejligheder i Brønshøj.
Og kunne man ikke mene noget klogt om den linearitet i forskningsprocessen der også tages for givet? Sikkert nok, sikkert nok, nikkede hun uforpligtende.

Underblik og overblik

Snestorm udenfor, og jeg er - miraklernes mirakel - godt undervejs med doktorandpræsentationen. Jeg ville beskrive tankerejsen hvis jeg kunne, men hele arbejdet har været kaotisk. Kan man tale om 'underblik' som modsætningen til 'overblik'?
Nå, det jeg ville lige nu, var at poste et par link i en fart. Når jeg får tid til at sætte mig lidt mere ind i html, og i det hele taget tid, samler jeg de gode websider om ph.d.-processen som jeg har fundet ind til videre. Men her et par stykker med det samme:
Phinished - internationalt diskussionsforum om at være ph.d-studerende. Du er ikke alene...
PhD First thoughts to finished writing - University of Queensland-site, gode råd om hele forløbet.
Og et par blogs: Eating an Elephant, Argumentum ad Ignoratum, The PhD Explosion, Pretty Hard, Dammit, Zelda Piled Higher and Deeper. Du er ikke alene II.

Fra blogosfæren

Jeg er ved at lære at finde rundt i blogværket af akademiske blogs. Her en lige højre fra The PhD Explosion:

I have to say I have little faith in the ‘Go forth and research’ approach to supervising. Allowing a graduate student to wander around aimlessly in the depths of research is just stupid. You end up getting shit on your desk. I know this because that’s how I was treated and I’ve handed in plenty of shit because I had no idea what I was doing. And I’ve seen plenty of graduate shit presented.

Mit skænderi med Madame Rhetorica Scandinavica er blevet til en venlig diskussion. Der bliver skrevet.

Fagligt med lidt god vilje

Og en sidste overspringshandling: Må jeg anbefale en film og fraråde to?
Se Lars von Triers De fem benspænd og bliv klogere på hvad forhindringer kan gøre for den kreative proces, på hvad film er for noget. Og måske også på Jørgen Leth, selv om han er svær at blive klog på. Lej filmen på dvd og husk den alternative slutning. Det er stort.
Og lad for guds skyld være med at se The Cinderella Man af Ron Howard med Russel Crowe, med mindre I er til film uden plot (det er en sand historie, og så lærte vi det om livet vs. manuskriptet); og The Terminal, som er en Spielberg-film der præsenterer Tom Hanks med den tykkeste, mest utroværdige russiske accent med fejlfri engelsk syntaks. Og klovnemotorik. Hvorfor er det så svært at forstå at sprogtilegnelse har alt at gøre med kultur og syntaks og intet med accent?

Søster Puritas

"Når man skriver, skriver Johansen, lægger man sine tankeprocesser blot, og de gode ideer træder frem med alle deres løse ender og svage led. Men gør man sig den anstrengelse at skrive korrekte sætninger og afrundede afsnit, må man træffe en række beslutninger, der gør, at man nødvendigvis forholder sig analytisk og argumenterende til sit stof," skriver Christine om Johansen og peger på at han dermed får "løftet korrektheden (puritas) ud af sin rolle som de klassiske stildyders knibske og kedsommelige søster." Og videre: "Det er bare forbistret vanskeligt ikke at blive pedantisk , når man skriver fagligt. (...) Hvordan gør man det med elegance?" spørger Johansen i Christines stemme. Og svaret: "(...) man må fabrikere et temperament. Med en forarget, undrende eller bekymret tone må man udtrykke et perspektiv på sit emne og markere en grad af engagement, der gør mange mellemregninger i den skriftlige fremstilling overflødige. Men tonen skal være klar."
Det er tankevækkende. Især hvordan jeg i et snuptag fik vendt Johansens elegante reflektioner om skrivning til et skrivepædagogisk greb: Pyt med korrektheden, temperamentet kan få ordene frem. Heldigvis er jeg så praktisk indstillet at jeg er tilfreds når bare det virker. Så må opstramningen komme hen ad vejen.
Hele anmeldelsen (og den er skarp) står at læse i Rhetorica Scandinavica nr. 29/30, 2004.

Det sædvanlige

Lad mig præsentere dagens dæmon: Præstationsangsten. Nu har jeg siddet i to dage og bladret febrilsk gennem artikler; retfærdiggjort (over for mig selv, der er ingen andre her) at jeg læser noget helt nyt; og skrevet brudstykker på to-tre sætninger i mit udkast til doktorandpræsentationen til Rhetorica Scandinavica. Nå ja, og talt ord i andres præsentationer. For hvor lidt kan jeg nøjes med?
Her er de helt enkle iagttagelser: Jeg blander inventio og elocutio sammen (med skriveblokering til følge); jeg ser for mit indre blik mit publikum som strengt og nøjeregnende, kæmpestort og ansigtsløst (med skriveblokering til følge); og jeg forsøger at ramme ind i et idealiseret, forsimplet akademisk argument i stedet for at skrive mit eget (jeps, I har gættet det). Men det værste: Jeg har for syvogtyvende gang valgt at ignorere det som jeg udmærket godt ved er min egen ideelle skrivestart, nemlig det hurtige mundtlige. Jeg kan ikke finde artiklen (har en fornemmelse af at lige præcis det nummer af Rhetorica ligger hjemme på stuegulvet hvor Marius bladrer i det fra tid til anden, helt ligeglad med at han vender tidsskriftet på hovedet, det er jo ikke ligefrem en billedbog), men jeg erindrer en passage fra Christines anmeldelse af [Anders Johansen?]s bog om at skrive. Og han siger, smukt genskrevet af Christine, noget om at man skal skrive præcist (der må jeg så melde pas, lige p.t.) og med temperament. Se, det kan jeg bruge til noget. Den kloge svensker har vist ret i det med præcisionen og korrektheden, men det må følge efter. Og det var en hensigtserklæring.

Helikopterblik og flueben

Og den konkrete opdatering: Jeg bakser med en doktorandpræsentation til Rhetorica Scandinavica og - især årsag til angst og selvmedlidenhed - en projektplan for den resterende tid af mit ph.d.-forløb. Den første er en faglig selvfølge, den anden en processtyrings-ditto. Begge kommer på et grotesk sent tidspunkt, og fordi andre uden for forløbet har mindet mig om dem. Begge rummer mulighed for to af de ting jeg har allermest brug for lige nu: At få et overblik over processen, og at kunne sætte et flueben, strege noget ud på to-do-listen.

Tungt

Jeg vidste jo godt da jeg søgte stipendiet at det ville være svært. Og hvis I vil undskylde den lidt søgte analogi, så er det her lidt ligesom en fødsel, bare uden den sikre viden man har om at det ender med noget godt, det har en afslutning, den skal nok komme. Det gør ondt som ind i helvede. Men hvor fødslen har sit eget ufravigelige momentum - man har sådan set ikke noget valg, så det er bare om at pukle det bedste man har lært, eller rettere lærer, lige nu og her - så kendetegnes ph.d.-processen ved sit selvskabte og derfor også i lange perioder ikke-tilstedeværende momentum. Og jeg kan godt fortælle jer en ting: Hvis ikke der fandtes veer som for pokker tvinger kroppen til at få det barn ud, så ville der ikke blive født ret mange børn. Og jeg kan også godt fortælle jer en anden ting: Det er guddødemig et under at der bliver produceret færdige og fantastiske ph.d.-afhandlinger i den her akademiske kultur hvor det er alene op til stipendiaten selv at skabe fremdrift. Det er ligesom at køre på Christiania-cykel: Det er stort set umuligt at komme over Langebro i modvind med bagage i kassen. Det eneste der minder om en fødsel på den gode måde er denne tanke: Hvis de andre kan, så kan jeg også.

Vægtløs

Alt svæver frit. Det kunne være en eksistentiel kommentar til selve livet, men det er det ikke. (Det ville også være rimelig dødssygt). Nej, det handler om mit projekt. Fra forsigtigt at overveje om jeg måske kunne dreje mit feltarbejde lidt anderledes, er alle projektets byggeklodser: empiri, hypoteser, problemformulering pludselig kastet i luften. Og i stedet for at ramle ned om ørerne på mig, og således blive konkretiseret på en eller anden måde, bliver de bare mystisk ved med at hænge deroppe og hoppe lidt rundt om hinanden. Eller sagt mere konkret: Jeg er ikke i tvivl om hvad jeg faktisk skal skrive om, nemlig respons. Men hvordan skal jeg gøre det? Hvad skal min empiri være? Skal det overhovedet være et aktionsforskningsprojekt i en organisation? Er det ikke også alt for omfattende? Hvor blev etnografien af? Var det ikke meget nemmere? Måske skulle jeg bare snakke med retorikkolleger og studerende om kritikkultur på studiet? Er jeg overhovedet interesseret i kollaborativ skrivning? Vidensproduktion? Og hvad med blogging, kunne det spille en rolle? Jeg ved ikke om det her er en krise, men det håber jeg næsten, for en krise går ofte forud for et nybrud, siger Elisabeth. Og uden hende var jeg da helt fortabt.

Haves: Spirende forskningsmiljø. Søges: Ansøgere med pep og ryggrad

Blokering overvundet, papir skrevet, hurra. Tænk hvad en smule vintersolskin kan gøre.
Delmål for 2006: At sørge for at der til efterårets ansøgningrunde om ph.d.-stipendier her på instituttet er mere end én rasende god ansøgning til et retorisk projekt. Anledningen: De nye stipendier er nu uddelt, og rygtet vil vide at der ikke er en retoriker iblandt. Christine er snart færdig, og Elisabeth og jeg afslutter i løbet af 2007. Hvis ikke der snart kommer en ny retoriker på ph.d.-gangen, risikerer vi at der kommer et hul, og at viden og kollegialitet går tabt. Så nu har vi et forår og en sommer til at nå ud til, snakke med, opmuntre, hjælpe, provokere landets retorikforskere in spe. Alle tricks og stipendier kan bruges. Det er vigtigt!

Mandag morgen

Gad vide hvor mange posts jeg kommer til at skrive under den overskrift. Men denne morgen føles rar. Der ligger et sart skarpt vinterlys over KUA, og weekenden har været dejlig. Ganske vist indledte jeg med en fuldkommen nedsmeltning fredag aften - havde ikke fået skrevet et papir til den forskergruppe jeg er medlem af (deadline fredag - og vist ikke om aftenen). Så jeg sad i køkkenet ved den bærbare og havde ondt af mig selv mens Fredrik så dårligt fredagsfjernsyn i stuen. Ikke overraskende var hverken selvmedlidenhed eller det underliggende tv-lydspor fremmende for produktiviteten.
Så nu sidder jeg her og SKAL have skrevet det papir. Men jeg har en lille smule at have mine kvababbelser i. For emnet for forskningsgruppen, Vidensformidling og offentlighed - mellem ekspert og ekspertise, ligger bare ikke til mit højreben. Det er et pissegodt emne. Jeg kan bare kun glimtvis se mit eget projekt i det. Og nu har vi så læst Den offentlige ekspert af Jakob Arnoldi og skal relatere den til vores egne projekter. Eller bare mene noget klogt om bogen. Og der er det så at der er dømt supersize skriveblokering for mig. Nåmmen, jeg kunne jo også prøve faktisk at gøre noget ved sagen.

Snegl med udflyttertrang søger læser m/k

Så fik jeg endelig opdateret min hjemmeside. På den ligger nu en lille samling dokumenter der repræsenterer min arbejdsproces og mine tankespor. Ikke alene skriftlige tekster, men også stikord til mundtlige oplæg. Tanken er at lægge alt frem, også udkast, altså tekster under udarbejdelse. Og nu kunne jeg så vælge at sige at der ikke ligger nogle udkast lige nu fordi jeg alligevel var for genert. Men det ville være lemfældig omgang med sandheden. Som er at jeg pt. ikke har nogle udkast at lægge frem. De udkast der er, for selvfølgelig er der nogle, er så gamle at jeg selv krummer så meget tæer at jeg ikke kan få de modige sko på.
Oh well. Der ligger naturligvis idealer bag, og med tiden kan jeg måske leve op til dem selv. Det føles dejligt trygt bare at lukke sin dør og pusle med afhandlingen, afskærmet fra kontakt med andre end kolleger der jo per jobbeskrivelsen er interesserede. Men trygheden er blændværk. For det første kunne man jo ske at blive klogere hvis man lod andre kigge med. For det andet risikerer man at blive så meget bløddyr at man slet ikke tåler kritik. For det tredje kunne man jo tænke sig at andre mennesker faktisk var interesserede, også i at læse tekster der ikke er gennemtyggede og rensede for akademiske besværligheder sådan som det fortærskede og temmelig kedelige krav om 'forskningsformidling' ellers lyder. Og for det fjerde er det vel på høje tid at den snirklede, snørklede forskningsproces kommer lidt ud i lyset i stedet for at leve skjult i gammel-KUAs otte kvadratmeters kosteskabe. Undskyld, kontorer.