Hestebid

Hvad skete der lige der? Jeg skrev doktorandpræsentation, og det var ærligt talt noget af en rutschebane. Så gik det godt, langsomt og tøffende, men i god ro og orden, og lige pludselig befandt jeg mig i den mørkeste dal, og det var ikke grin og kilder i maven der fik mig til at hyle. Min vejleder måtte træde i karakter som katastrofeberedskab da det så sortest ud, og så skete der det der mærkelige som jeg har prøvet før. Det tekstudkast som man har siddet og bladret fortvivlet i og slet ikke kunne se, får sat nogle enkle og banale etiketter på sig. Og så skærer man et hjørne her, flytter det afsnit herop, og vaccinerer dér. Man parerer ordrer, fordi man ikke kan komme i tanke om andet. Og så bliver det hele pludselig synligt igen, det materialiserer sig, det bliver mit. Jeg kan godt genfortælle forløbet, men hvor forløsningen kommer fra, er stadig mystisk.
Men jeg tænker at der ikke er så langt til en af mine centrale hypoteser, den om italesættelsen. Ved at tale om teksten med nogen der også engagerer sig i den, bliver det muligt. Og nu er det jo ikke nogen slåskamp, men det er noget med at blive givet de konkrete greb til at fælde det stridbare udkast. Her må gerne gives hestebid, sherifstjerner og brændenælder. Bare det virker. Så dunker vi hinanden i ryggen bagefter, teksten og jeg, og bliver kammerater igen.
Well, så blev den afleveret, og så var jeg med pigerne på skriveophold i sommerhus (ild i pejsen, sne og tåge, pulverkaffe, stilhed, læsning, klipreklapre på tasterne, Trivial Pursuit og stegt flæsk med persillesovs - skønt), og nu skriver jeg ansøgning til et kursus med StjerneSteinar Kvale, artikel til Kommunikatøren (6.000 anslag, det burde være lettere, men er sværere), og skal måske alligevel til ATTW-konference i Chicago. De har for pokker spurgt om de ikke skal betale halvdelen. Det er vildt og angstprovokerende.
160 kilometer i timen, det er lang tid siden jeg har haft lyst og tid til at udsætte arbejdet for i stedet at dimse rundt på nettet. Det føles fint.