Fagligt med lidt god vilje

Og en sidste overspringshandling: Må jeg anbefale en film og fraråde to?
Se Lars von Triers De fem benspænd og bliv klogere på hvad forhindringer kan gøre for den kreative proces, på hvad film er for noget. Og måske også på Jørgen Leth, selv om han er svær at blive klog på. Lej filmen på dvd og husk den alternative slutning. Det er stort.
Og lad for guds skyld være med at se The Cinderella Man af Ron Howard med Russel Crowe, med mindre I er til film uden plot (det er en sand historie, og så lærte vi det om livet vs. manuskriptet); og The Terminal, som er en Spielberg-film der præsenterer Tom Hanks med den tykkeste, mest utroværdige russiske accent med fejlfri engelsk syntaks. Og klovnemotorik. Hvorfor er det så svært at forstå at sprogtilegnelse har alt at gøre med kultur og syntaks og intet med accent?

Søster Puritas

"Når man skriver, skriver Johansen, lægger man sine tankeprocesser blot, og de gode ideer træder frem med alle deres løse ender og svage led. Men gør man sig den anstrengelse at skrive korrekte sætninger og afrundede afsnit, må man træffe en række beslutninger, der gør, at man nødvendigvis forholder sig analytisk og argumenterende til sit stof," skriver Christine om Johansen og peger på at han dermed får "løftet korrektheden (puritas) ud af sin rolle som de klassiske stildyders knibske og kedsommelige søster." Og videre: "Det er bare forbistret vanskeligt ikke at blive pedantisk , når man skriver fagligt. (...) Hvordan gør man det med elegance?" spørger Johansen i Christines stemme. Og svaret: "(...) man må fabrikere et temperament. Med en forarget, undrende eller bekymret tone må man udtrykke et perspektiv på sit emne og markere en grad af engagement, der gør mange mellemregninger i den skriftlige fremstilling overflødige. Men tonen skal være klar."
Det er tankevækkende. Især hvordan jeg i et snuptag fik vendt Johansens elegante reflektioner om skrivning til et skrivepædagogisk greb: Pyt med korrektheden, temperamentet kan få ordene frem. Heldigvis er jeg så praktisk indstillet at jeg er tilfreds når bare det virker. Så må opstramningen komme hen ad vejen.
Hele anmeldelsen (og den er skarp) står at læse i Rhetorica Scandinavica nr. 29/30, 2004.

Det sædvanlige

Lad mig præsentere dagens dæmon: Præstationsangsten. Nu har jeg siddet i to dage og bladret febrilsk gennem artikler; retfærdiggjort (over for mig selv, der er ingen andre her) at jeg læser noget helt nyt; og skrevet brudstykker på to-tre sætninger i mit udkast til doktorandpræsentationen til Rhetorica Scandinavica. Nå ja, og talt ord i andres præsentationer. For hvor lidt kan jeg nøjes med?
Her er de helt enkle iagttagelser: Jeg blander inventio og elocutio sammen (med skriveblokering til følge); jeg ser for mit indre blik mit publikum som strengt og nøjeregnende, kæmpestort og ansigtsløst (med skriveblokering til følge); og jeg forsøger at ramme ind i et idealiseret, forsimplet akademisk argument i stedet for at skrive mit eget (jeps, I har gættet det). Men det værste: Jeg har for syvogtyvende gang valgt at ignorere det som jeg udmærket godt ved er min egen ideelle skrivestart, nemlig det hurtige mundtlige. Jeg kan ikke finde artiklen (har en fornemmelse af at lige præcis det nummer af Rhetorica ligger hjemme på stuegulvet hvor Marius bladrer i det fra tid til anden, helt ligeglad med at han vender tidsskriftet på hovedet, det er jo ikke ligefrem en billedbog), men jeg erindrer en passage fra Christines anmeldelse af [Anders Johansen?]s bog om at skrive. Og han siger, smukt genskrevet af Christine, noget om at man skal skrive præcist (der må jeg så melde pas, lige p.t.) og med temperament. Se, det kan jeg bruge til noget. Den kloge svensker har vist ret i det med præcisionen og korrektheden, men det må følge efter. Og det var en hensigtserklæring.

Helikopterblik og flueben

Og den konkrete opdatering: Jeg bakser med en doktorandpræsentation til Rhetorica Scandinavica og - især årsag til angst og selvmedlidenhed - en projektplan for den resterende tid af mit ph.d.-forløb. Den første er en faglig selvfølge, den anden en processtyrings-ditto. Begge kommer på et grotesk sent tidspunkt, og fordi andre uden for forløbet har mindet mig om dem. Begge rummer mulighed for to af de ting jeg har allermest brug for lige nu: At få et overblik over processen, og at kunne sætte et flueben, strege noget ud på to-do-listen.

Tungt

Jeg vidste jo godt da jeg søgte stipendiet at det ville være svært. Og hvis I vil undskylde den lidt søgte analogi, så er det her lidt ligesom en fødsel, bare uden den sikre viden man har om at det ender med noget godt, det har en afslutning, den skal nok komme. Det gør ondt som ind i helvede. Men hvor fødslen har sit eget ufravigelige momentum - man har sådan set ikke noget valg, så det er bare om at pukle det bedste man har lært, eller rettere lærer, lige nu og her - så kendetegnes ph.d.-processen ved sit selvskabte og derfor også i lange perioder ikke-tilstedeværende momentum. Og jeg kan godt fortælle jer en ting: Hvis ikke der fandtes veer som for pokker tvinger kroppen til at få det barn ud, så ville der ikke blive født ret mange børn. Og jeg kan også godt fortælle jer en anden ting: Det er guddødemig et under at der bliver produceret færdige og fantastiske ph.d.-afhandlinger i den her akademiske kultur hvor det er alene op til stipendiaten selv at skabe fremdrift. Det er ligesom at køre på Christiania-cykel: Det er stort set umuligt at komme over Langebro i modvind med bagage i kassen. Det eneste der minder om en fødsel på den gode måde er denne tanke: Hvis de andre kan, så kan jeg også.

Vægtløs

Alt svæver frit. Det kunne være en eksistentiel kommentar til selve livet, men det er det ikke. (Det ville også være rimelig dødssygt). Nej, det handler om mit projekt. Fra forsigtigt at overveje om jeg måske kunne dreje mit feltarbejde lidt anderledes, er alle projektets byggeklodser: empiri, hypoteser, problemformulering pludselig kastet i luften. Og i stedet for at ramle ned om ørerne på mig, og således blive konkretiseret på en eller anden måde, bliver de bare mystisk ved med at hænge deroppe og hoppe lidt rundt om hinanden. Eller sagt mere konkret: Jeg er ikke i tvivl om hvad jeg faktisk skal skrive om, nemlig respons. Men hvordan skal jeg gøre det? Hvad skal min empiri være? Skal det overhovedet være et aktionsforskningsprojekt i en organisation? Er det ikke også alt for omfattende? Hvor blev etnografien af? Var det ikke meget nemmere? Måske skulle jeg bare snakke med retorikkolleger og studerende om kritikkultur på studiet? Er jeg overhovedet interesseret i kollaborativ skrivning? Vidensproduktion? Og hvad med blogging, kunne det spille en rolle? Jeg ved ikke om det her er en krise, men det håber jeg næsten, for en krise går ofte forud for et nybrud, siger Elisabeth. Og uden hende var jeg da helt fortabt.

Haves: Spirende forskningsmiljø. Søges: Ansøgere med pep og ryggrad

Blokering overvundet, papir skrevet, hurra. Tænk hvad en smule vintersolskin kan gøre.
Delmål for 2006: At sørge for at der til efterårets ansøgningrunde om ph.d.-stipendier her på instituttet er mere end én rasende god ansøgning til et retorisk projekt. Anledningen: De nye stipendier er nu uddelt, og rygtet vil vide at der ikke er en retoriker iblandt. Christine er snart færdig, og Elisabeth og jeg afslutter i løbet af 2007. Hvis ikke der snart kommer en ny retoriker på ph.d.-gangen, risikerer vi at der kommer et hul, og at viden og kollegialitet går tabt. Så nu har vi et forår og en sommer til at nå ud til, snakke med, opmuntre, hjælpe, provokere landets retorikforskere in spe. Alle tricks og stipendier kan bruges. Det er vigtigt!

Mandag morgen

Gad vide hvor mange posts jeg kommer til at skrive under den overskrift. Men denne morgen føles rar. Der ligger et sart skarpt vinterlys over KUA, og weekenden har været dejlig. Ganske vist indledte jeg med en fuldkommen nedsmeltning fredag aften - havde ikke fået skrevet et papir til den forskergruppe jeg er medlem af (deadline fredag - og vist ikke om aftenen). Så jeg sad i køkkenet ved den bærbare og havde ondt af mig selv mens Fredrik så dårligt fredagsfjernsyn i stuen. Ikke overraskende var hverken selvmedlidenhed eller det underliggende tv-lydspor fremmende for produktiviteten.
Så nu sidder jeg her og SKAL have skrevet det papir. Men jeg har en lille smule at have mine kvababbelser i. For emnet for forskningsgruppen, Vidensformidling og offentlighed - mellem ekspert og ekspertise, ligger bare ikke til mit højreben. Det er et pissegodt emne. Jeg kan bare kun glimtvis se mit eget projekt i det. Og nu har vi så læst Den offentlige ekspert af Jakob Arnoldi og skal relatere den til vores egne projekter. Eller bare mene noget klogt om bogen. Og der er det så at der er dømt supersize skriveblokering for mig. Nåmmen, jeg kunne jo også prøve faktisk at gøre noget ved sagen.

Snegl med udflyttertrang søger læser m/k

Så fik jeg endelig opdateret min hjemmeside. På den ligger nu en lille samling dokumenter der repræsenterer min arbejdsproces og mine tankespor. Ikke alene skriftlige tekster, men også stikord til mundtlige oplæg. Tanken er at lægge alt frem, også udkast, altså tekster under udarbejdelse. Og nu kunne jeg så vælge at sige at der ikke ligger nogle udkast lige nu fordi jeg alligevel var for genert. Men det ville være lemfældig omgang med sandheden. Som er at jeg pt. ikke har nogle udkast at lægge frem. De udkast der er, for selvfølgelig er der nogle, er så gamle at jeg selv krummer så meget tæer at jeg ikke kan få de modige sko på.
Oh well. Der ligger naturligvis idealer bag, og med tiden kan jeg måske leve op til dem selv. Det føles dejligt trygt bare at lukke sin dør og pusle med afhandlingen, afskærmet fra kontakt med andre end kolleger der jo per jobbeskrivelsen er interesserede. Men trygheden er blændværk. For det første kunne man jo ske at blive klogere hvis man lod andre kigge med. For det andet risikerer man at blive så meget bløddyr at man slet ikke tåler kritik. For det tredje kunne man jo tænke sig at andre mennesker faktisk var interesserede, også i at læse tekster der ikke er gennemtyggede og rensede for akademiske besværligheder sådan som det fortærskede og temmelig kedelige krav om 'forskningsformidling' ellers lyder. Og for det fjerde er det vel på høje tid at den snirklede, snørklede forskningsproces kommer lidt ud i lyset i stedet for at leve skjult i gammel-KUAs otte kvadratmeters kosteskabe. Undskyld, kontorer.