Julekulde

Nu pakker jeg sammen og holder jul. Siden jeg er kommet hjem fra Purdue, er det blevet til: et ph.d.-kursus om retorisk kritik med dertilhørende læsning af kompendium, udarbejdelse af projektbeskrivelse (skamløst genbrug) og synops, og forberedelse samt afholdelse af oplæg for velvilligt publikum uden skarpe tænder; fumlen og famlen; påbegyndt og overhovedet ikke afsluttet opdatering af hjemmeside; brudte løfter om møde med min vejleder (jeg er den troløse); utallige velmenende hensigtserklæringer om møder, ideer, planer for det nye år; én julefrokost; to rejseafregninger komplette, so to speak, med bortkomne bilag; én godkendelse af rejseansøgning til konference i Memphis på min søns fødselsdag. Plus det løse. Det føles ikke af meget, og er det heller ikke. Men nu er det jul.

Helårsfjant og grød

Fik den absurde idé at lave en helårsplan i stedet for en halvårsplan. Lynhurtigt og lydløst snigmord på al motivation og bobleri, og skævt nok: på overblikket. Fik det straks bedre da jeg slettede juli-december. Og besluttede mig for at udsætte opgaven til fredag. Da skal jeg også indlevere ansøgning om rejsemidler til konferencedeltagelse. Chicago svæver: Korteste ophold er fem dage inkl. flyrejse (som så koster alt alt for meget). Længste og billigste (og dermed reelt det eneste mulige) syv dage. Marius er knap to år, og hans far vil med til the Windy City. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud om at han skal være uden os så længe. Memphis svæver: Konferencen begynder på Marius' fødselsdag. Og sådan bliver privatliv og arbejde til en stor, grødet masse. Nu cykler jeg hjem.

Læringskurve

Med syrlig galde og en skræmmende mangel på situationsfornemmelse har jeg gjort det man aldrig skal gøre. Jeg har sendt en sur, faktisk decideret ondskabsfuld mail til nogen jeg overhovedet ikke kender. Ovenikøbet en kollega. Hvad tænkte jeg dog på? Vedkommende svarede tilbage mindst lige så bistert, hvad jeg i den grad har fortjent. Også selv om jeg mente hvad jeg skrev. Det var bare måden.
Så. Jeg øver mig på at sige tingene ligeud, men der gik mit nye assertive selv lige amok. Jeg har sagt undskyld, og igen, men også understreget at jeg står ved min oprindelige pointe. Er det retorik? Det tror jeg.

Snevejr

Tilbage i København efter to måneder på Purdue og tre ugers ferie i Californien. Her er sne og kulde. Jeg glæder mig til at rykke ind på mit kontor på KUA og komme i gang med nye ideer, få skrevet, arrangeret feltarbejde, snakket med de studerende. Mindre til julefrokoster og sideprojekter.

I al hemmelighed

Jeg har besluttet at etablere en blog som skal følge mig gennem min ph.d. Det er med blandede følelser. Indtil nu har jeg holdt min skriveproces for mig selv, i et simpelt word-dokument på skrivebordet. Men selv om jeg ikke har mange ekspliciterede argumenter for at krænge mit skriveri ud på internettet, føles det alligevel rigtigt. Om nogen så gider at læse det er jo en anden sag, og deres egen sag.