"En deltagerbane betegner den lærendes bane ind i et praksisfællesskab. Dermed fokuseres der på den lærendes egen aktive brug af forskellige handlekontekster i forbindelse med det at blive fuld deltager i en social praksis, uden at decideret instruktion er nødvendig. (...) I et praksisfællesskab eksisterer der ofte bestemte tilrettelagte måder at deltage på (...)"
Fra Kvale & Nielsen: Mesterlære. Læring som social praksis. København: Hans Reitzels Forlag. 1999. S. 246-247.
Kvale & Nielsen går videre til at forklare at indlærings- eller tilpasningsvanskeligheder ikke kun bør forstås som modstand eller blokering, men også bør ses ud fra at en deltagerbane kan stride mod den sociale eksistens som den lærende søger at være en del af.
Det fik mig til at tænke på at det kan gøre sig gældende for skribenten/fagpersonen. Hvis skrivning er en skjult kompetence, lægger det sociale fællesskab i organisationen, blandt fagpersonens ligestillede, måske større vægt på de faglige kompetencer. Måske betragtes man som 'mest' faglig hvis man ikke er dygtig til at formidle sin faglige viden - en slags nørd-tankegang. Og hvem har da lyst til at være den dygtige skribent?
OK, det er da fuldstændig hypotetisk og vist også ret langt ude. Og citatet mindede mig også om noget andet, nemlig en snak jeg havde med Camilla for nylig (jeg taler altså også med andre mennesker). Det var noget med at være modvillige akademikere. Vi vil så gerne være lige som de andre akademikere. Og så alligevel ikke. Er det mon fordi vi har et andet ideal for vores sociale eksistens (som akademikere?) end det som læringsbanen som ph.d.-studerende stikker ud for os? Eller er utilbøjeligheden krukkeri?
Se, det var for eksempel endnu et krumspring for at aflede mig selv fra at skrive paper til Chicago.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar