"Ja, det er så Katrine, alle sammen. Katrine er ph.d.-studerende og skal lave et udviklingsprojekt her hos os, som handler om... Katrine, kan du ikke selv lige sige hvad det går ud på?"
Der findes mennesker der lever af at gentage de samme tre-fire budskaber hele livet. Der kan være gode penge i den slags - og god mening.
Jeg er psykologisk udfordret på det område. Jeg synes simpelthen at det er pinligt at sige det samme igen og igen. Hvad nu hvis der er nogen der opdager at jeg siger det samme som sidst? Og går i protest. Eller meget værre: Smiler venligt uden at sige noget.
Sagen er bare at den angst-for-at-blive-afsløret-som-sin-egen-efteraber kan få en til at sige noget nyt, når man bare skulle have gentaget sig selv, fordi dem man taler til, ikke har hørt de toptunede nøglesætninger før. Så der stod jeg og fumlede og fik sagt noget forblommet om seminarer og respons (og sagde jeg 'medforskning'? Kære gud, lad mig ikke have sagt 'medforskning), i stedet for at sige at skrivning er noget man skal lære mens man gør det, og at de selv er eksperterne.
Og for at det ikke skal være løgn, gentog jeg nummeret dagen efter, da jeg mødte de studerende på mit overbygningskursus for første gang. Ævle-bævle-talemegethurtigt. Hvad handler kurset om, semesterplan, feltarbejde, eksamen. Og først i anden time rækker nogen hånden op og siger: Jeg forstår ikke helt hvem de skribenter er, som du taler om?
Argh. Så har jeg stået i knap en time og møvet det bedste jeg ikke har lært. Og jeg tror sådan set at de var godt med. Men det er vist ikke min fortjeneste, for jeg kan se på mine noter fra forberedelsen til timerne, at jeg har præsupponeret en hel masse viden hos dem, så de har måttet hænge på for dear life, mens jeg drønede ud af kloge-Åge-tangenten, storsmilende og hyggelig. Jeg har ovenikøbet forsømt at fortælle dem om mit eget forskningsprojekt.
Well, det er nok en lidt hård selv-evaluering, og jeg fisker ikke efter trøst. Pointen er at forskeren glemte at hun også var retoriker. To gange på et døgn.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Jeg synes altså også det er enormt pinligt at komme med de samme fraser igen og igen. Det føles virkelig som om man snyder!
Så kan man være sikker på ikke at blive en god telefonsælger... men godt det samme.
Min mund snurrer sig også Kaj-agtigt sammen hver gang jeg skal til at sige det samme igen-igen. Og det er især slemt, når jeg bliver bedt om at fortælle min iværksætter-historie igenigen. Hvordan fik jeg ideen? Kræver det ikke meget mod? Hvordan har jeg skruet mit liv sammen?
For fakta i den historie forbliver de samme - og så er der bare ikke så meget andet at fortælle, end sidste gang jeg fortalte det. Men samtidig må man jo acceptere, at det er netop den historie/de forskningspointer, man er blevet inviteret for at fortælle - og jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at det vigtige er, at publikum aldrig får fornemmelsen af, at man bare 'lirer' det af.
Så i stedet for at genopfinde indholdet, håndterer jeg 'problemet' på tre forskellige måder:
1) Jeg tager altid udgangspunkt i den konkrete situation/publimkummet. For de ændrer sig fra gang til gang - og derfor vil de konkrete detaljer, spørgsmålene ud i salen, vittigheder (hæ!), billederne og eksemplerne automatisk variere fra gang til gang.
2) Jeg leger med formen snarere end med indholdet. Når jeg ikke kan - og i de fleste tilfælde heller ikke skal - ændre historien, prøver jeg i stedet at udfordre mig selv på en ny form. Det betyder, at min livshistorie/iværksætterhistorie efterhånden har været strukteret som alt fra alfabeter til atomariske edderkoppespind og legetøjskurve. De forskellige former tvinger mig til at fortælle de samme ting på en ny måde, så der trods alt er en lille udvikling i det fra gang.
3) Jeg husker mig selv på, hvor øv-agtigt det kan være at gå til koncert med sit yndlingsband - og de KUN spiller nye numre. Som band vil man jo helt sikkert gerne vise sin udvikling (op promovere det nye album) og man er dødtræt af at spille de samme numre, som er et udsnit af ens kunstneriske udtryk for 30 år siden. Men som publikum bliver man skuffet, hvis de ikke i det mindste spiller et par af de gamle numre, man havde glædet sig til. Så man skal ikke kimse ad genkendelsens glæde...
Men når alt det så er sagt, må jeg også sige, at det er meget, meget lettere at overtale mig til at komme og holde foredrag, hvis der er lagt en æggende vinkel nedover det. En vinkel der tvinger mig til at tænke det helt anderledes end jeg plejer :-)
Ja, så fik jeg så min første blog-spam. Eller hvad det nu hedder. En hel masse playboy bunny og underlige link. Det er den jeg lige har slettet ovenfor. Hvorom alting er: Den slettede kommentar var ikke en kommentar. Det var bare det jeg ville formidle.
Send en kommentar