Nu med nøgen

Nu er jeg på tryk. Altså, det vil sige, min blog er blevet nævnt i et Danmarks bedste og efterhånden måske ikke længere så oversete magasin om kommunikation, Retorikmagasinet. Det er faktisk en ære. Men også forpligtende.

Måske kom du herind fordi du havde læst RM?

Det er vist på tide at jeg smider den ambivalente frakke og holder op med at fnidre forsigtigt rundt herude i cyberspace. Hermed en opsang til mig selv: En blog er offentlig, Katrine. Forstå det nu!

Men altså, det medfører en række etiske overvejelser, undskyld kraftudtrykket. De er ikke nye, jeg har bare ikke sat ord på dem her, før nu.

Jeg har valgt at træde i karakter og optræde som mig selv. Fordi jeg tror på værdien i at blotlægge arbejdsprocesser, i at være eksemplarisk på den ikke-eksemplariske måde. Hvis vi blev bedre til at være lidt mere nøgne i al vores ømskindethed, ville verden, især den akademiske, nok være mindre skræmmende og præstationsangstfremkaldende. Det tror jeg på. Anonymitet i blogosfæren, hvor fristende det end er, stemmer ikke overens med dén overbevisning.

Men det er ikke en overbevisning jeg kan og vil pådutte andre. Og en forskningsproces er nok ensom, men stadig fuld af mennesker. Jeg har vejledere, kolleger, retoriske hjertevenner og ikke mindst samarbejdspartnere i organisationer. Og med undtagelse af hjertevennerne, som måske ville være forsigtigt accepterende hvis formålet var godt og sobert, har ingen af dem bedt om at blive inddraget i mit ideologiske projekt, endsige klædt nøgne for alverden. Det er ikke det samme som at de per definition ikke vil være med, og de er da også med. Men jeg må træde varsomt, for alt andet ville være tarveligt og i øvrigt uprofessionelt.

Det gør det svært at skrive frit fra leveren. Nogle gange fordi brok og sure miner må holdes indenbords. Men ofte simpelthen fordi fortrolighed og tillid bliver forventet af mig, både af dem og mig selv. Min arbejdsproces er så infiltreret i sociale og organisatoriske strukturer, i andre menneskers liv og arbejde, at små og store begivenheder ofte må filtreres før de kommer ud her.

Sådan er det. Er det blevet en kedeligere blog, nu hvor I ved det? Kan man være ærlig i små, og ikke rå mængder?

(PS: Bare rolig, hjertevenner!)