Tungt

Jeg vidste jo godt da jeg søgte stipendiet at det ville være svært. Og hvis I vil undskylde den lidt søgte analogi, så er det her lidt ligesom en fødsel, bare uden den sikre viden man har om at det ender med noget godt, det har en afslutning, den skal nok komme. Det gør ondt som ind i helvede. Men hvor fødslen har sit eget ufravigelige momentum - man har sådan set ikke noget valg, så det er bare om at pukle det bedste man har lært, eller rettere lærer, lige nu og her - så kendetegnes ph.d.-processen ved sit selvskabte og derfor også i lange perioder ikke-tilstedeværende momentum. Og jeg kan godt fortælle jer en ting: Hvis ikke der fandtes veer som for pokker tvinger kroppen til at få det barn ud, så ville der ikke blive født ret mange børn. Og jeg kan også godt fortælle jer en anden ting: Det er guddødemig et under at der bliver produceret færdige og fantastiske ph.d.-afhandlinger i den her akademiske kultur hvor det er alene op til stipendiaten selv at skabe fremdrift. Det er ligesom at køre på Christiania-cykel: Det er stort set umuligt at komme over Langebro i modvind med bagage i kassen. Det eneste der minder om en fødsel på den gode måde er denne tanke: Hvis de andre kan, så kan jeg også.