mandag, januar 30, 2006

Det sædvanlige

Lad mig præsentere dagens dæmon: Præstationsangsten. Nu har jeg siddet i to dage og bladret febrilsk gennem artikler; retfærdiggjort (over for mig selv, der er ingen andre her) at jeg læser noget helt nyt; og skrevet brudstykker på to-tre sætninger i mit udkast til doktorandpræsentationen til Rhetorica Scandinavica. Nå ja, og talt ord i andres præsentationer. For hvor lidt kan jeg nøjes med?
Her er de helt enkle iagttagelser: Jeg blander inventio og elocutio sammen (med skriveblokering til følge); jeg ser for mit indre blik mit publikum som strengt og nøjeregnende, kæmpestort og ansigtsløst (med skriveblokering til følge); og jeg forsøger at ramme ind i et idealiseret, forsimplet akademisk argument i stedet for at skrive mit eget (jeps, I har gættet det). Men det værste: Jeg har for syvogtyvende gang valgt at ignorere det som jeg udmærket godt ved er min egen ideelle skrivestart, nemlig det hurtige mundtlige. Jeg kan ikke finde artiklen (har en fornemmelse af at lige præcis det nummer af Rhetorica ligger hjemme på stuegulvet hvor Marius bladrer i det fra tid til anden, helt ligeglad med at han vender tidsskriftet på hovedet, det er jo ikke ligefrem en billedbog), men jeg erindrer en passage fra Christines anmeldelse af [Anders Johansen?]s bog om at skrive. Og han siger, smukt genskrevet af Christine, noget om at man skal skrive præcist (der må jeg så melde pas, lige p.t.) og med temperament. Se, det kan jeg bruge til noget. Den kloge svensker har vist ret i det med præcisionen og korrektheden, men det må følge efter. Og det var en hensigtserklæring.

3 kommentarer:

Christine I sagde ...

Stikord 'Anders Johansen': Det med korrektheden er i bund og grund et råd om at skrive i hele sætninger og afsnit. Med lakuner som [...][uddyb][mere her] kan man hurtigt skitsere nogle fremragende ideer, men skriver man derimod i hele sætninger, bliver ideerne også efterprøvet. Man er tvunget til at tænke konsekvent, fordi man i og med sine formuleringer må tage stilling til, om begreber og pointer fx er hinanden underordnede eller sideordnede. Med hensyn til Johansens råd om at skrive med temperament: vi kender princippet i at hurtigskrive, få noget ned på papiret, idet man skriver på sin forargelse, sin begejstring, sin misundelse eller simpelthen på sin nyvundne indsigt. Det er (blandt andet) et redskab til at få synliggjort sine tanker, så de derefter kan redigeres. Johansen taler faktisk for, at man fabrikerer et temperament med henblik på at give den endelige tekst karakter. Hvis det giver indsigt i sagen, kan man fint lade den færdige artikel (afhandling?) være gennemgående vred eller overrasket (selvom ens faktiske indstilling er mere nuanceret end som så, ens personlighed mere flerstrenget end som så, og selvom vreden eller overraskelsen selvfølgelig godt kan være dampet af). Temperamentet kan både puste liv i og kaste lys over et sagforhold.
Svenskeren er forresten norsk. Artiklen 'Om å tenke seg om skriftlig' findes heri http://ugle.svf.uib.no/media/default.asp?kategori=52&strid=3150 - og som tidsskriftartikel http://www.rhetor.se/rhetorica/gamle/7.html#2
Og den er værd at læse - en eksemplarisk opfordring til akademikere om at dele deres personlige skriveerfaringer.

katrine sagde ...

Og som en anden kollega, Jenny, ville sige: "Man skal kraft*****" citere korrekt." Undskyld Anders og Christine og alle nordmænd som jeg har det med at gøre til svenskere. Det er grimt sløseri. Og tak for linket. Jeg tænker at det er et svært greb (nyt yndlingsord), det med temperamentet. I hvert fald når det rækker ud over inventioforløbet, fx hurtigskrivningen. Tanken er fascinerende og klar, men hvordan er det mon med udførelsen? Det lyder svært. For en akademisk wannabe er der så yderligere den forhindring at man skal skrive sig ind i et fagligt miljø der har den objektive tone som sit ideal. Så her kommer jeg, ung og glad, og synes at der skal lidt pep på sagerne - Johansen synes det samme - men hvis jeg nu må slå en knude på Carolyn Miller, så ved vi at genren er en social handling. Jeg ville sige at manglen på temperament i akademiske tekster er en manifestation af en kultur. Den slags er tungt at bokse med.

Christine I sagde ...

Om 'akademisk temperament' som en selvmodsigelse: Det ideal eller den praksis har da vundet et vist fodfæste (i al fald inden for samfundsfag og humaniora), at man kan skrive med udgangspunkt i en eksplicit UNDREN, der fører videre til undersøgelsen og strukturerer hele artiklen, opgaven eller afhandlingen som en erkendelsesproces (snarere end som fx én lang konstaterende præsentation af resultater og deres præmisser). Denne undren kan være med til at give forskningen et essayistisk præg. Jeg har også hørt nævnt, at antropologer ynder at 'løse gåder' - ?
En anden mulighed er, at man skriver et temperamentsfuldt forord, der giver ekko og stemning i resten af den mere nøgternt formulerede tekst. Jeg kan desværre ikke lige komme i tanker om et godt eksempel ---