I går fandt jeg en skat. Min bivejleder har for lang tid siden bedt mig om at skrive om læringslandskabet i den organisation jeg lavede pilotundersøgelsen i. Udgangspunktet: Praktikkens læringslandskab af Klaus Nielsen og Steinar Kvale. Så det gjorde jeg, måneder tilbage. Og blev selvfølgelig aldrig færdig. Siden har jeg haft stående på min opgaveliste i Outlook (min brændende drøm er en heftig PDA så jeg kan elektronisere hele mit liv. Totalt testosteron): "Skriv videre på læringslandskab".
DÅÅRLIG samvittighed. Så dårlig at jeg slet ikke ville kigge igen på det jeg fik tænkeskrevet dengang.
Nu har jeg tid igen, og fik åbenbart sparket mig selv tilstrækkeligt igår. Så jeg åbnede dokumentet og tabte underkæben. Vi taler bestemt ikke genialitet, men her er tale om to en halv side der i forhold til hvad jeg normalt producerer, myldrer med gode ideer. Og op til flere ordknappe, tætte indsigter som jeg havde glemt jeg havde i februar, og derfor med møje og besvær har tænkt mig frem til - igen - i sjappede tekstopkastninger i løbet af foråret.
Jeg behøver vist ikke at sætte ord på moralen. Moralerne.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Nej, du behøver vist ikke eksplicitere moralen... men godt lige at blive mindet om det igen og igen - gamle tænkeskrivningsdokumenter rummer tit og ofte rigtig gode tankefrø ad den slags man ikke skal kimse ad. Og spørgsmålet er, om ikke de netop dukker op i så høj hastighed, fordi man ved, at det er forløbigt - og dermed ufarligt.
Desuden er det sjovt, at de ofte synes endnu bedre, når det hele er kommet lidt på afstand. Så får man lidt den der "hvor var jeg egentlig klog og hvor havde jeg godt styr på det fornemmelse" selvom man udemærket ved, at man netop tænkeskrev dengang, fordi man følte, man SLET ikke havde styr på det.
Godt med bloggen - så har du et automatisk og fuldarkiveret bagkatalog liggende heletiden :-)
Send en kommentar