mandag, juli 17, 2006

Håndholdt

Nu ligger der et dokument på p-drevet der hedder Afhandling med disposition. Det fylder 18 sider. Det er et stort rod. Hypoteser. Litteraturnoter. Sure opstød over dumme teorier. Når jeg opdager et nyt emne i rodebunken, får det en formateret overskrift, og Word genererer en ny disposition for mig. Min vejleder ville være stolt af mig - det med dispositionsfunktionen i Word er nemlig blandt andet hans forslag. (Ikke så sikker på hvor stolt han ville være af resten. Ahem.)

Rodebunken, derimod, er min egen. Nu har jeg taget tilløb til diverse afhandlingsstrukturer, akademiske argumenter og emneinddelinger i mere end halvandet år. Det fungerer bare ikke. Skriveblokeringen slår ned i løbet af et splitsekund. Sagen er, at en struktur forpligter. Men jeg er ved at lære min skriveproces at kende. Og på høje tid, hvabehar! Det skal vokse frem fra bunden, jeg tænkeskriver og har SLET ikke styr på det, som Nadja siger. Og pludselig står der noget alligevel. En hel del, faktisk. Ren dogme mens solen knalder lige ind på mit sydvendte kosteskab, og KUAs gange runger af sommerstilhed.

Ingen kommentarer: