onsdag, januar 17, 2007

Allerallerallersidste pip inden palmer og parasoller

Jeg har glemt noget meget vigtigt.

I sidste uge havde jeg nemlig mit hold studerende i faget Skrivning i organisationer oppe til mundtlig eksamen. Og den begivenhed skal ikke gå ubemærket hen her. For de var bare SÅ fantastiske alle sammen. Jeg har været kæk og kæphøj lige siden. Det er klart at der blev uddelt forskellige karakterer, men samtlige af de ni samtaler som vi havde i det lille beklumrede lokale i den fjerneste afkrog af Ny-KUA, var berigende: indsigtsfulde og tankevækkende. Teorier vendt på hovedet og rundt igen, jordnære observationer i tæt tango med faglige kontekster, platheder der fik tæsk, og 10 (jeg tæller mig selv med) erkendelsesprocesser med fuld fart frem.

Som Christine havde mindet mig om i de sidste nervøse dage op til eksamen (troede I at det kun var de studerende der blev nervøse?): Dette er sidste chance for at få diskuteret det du synes er mest spændende, med fagfæller der kender næsten lige så meget til det som dig selv.

De skriftlige opgaver skal også bedømmes. Det bliver fedt. Den første er undervejs.

Kollaborativ vidensproduktion. Vi vil have mere af det, ja vi vil.

Ingen kommentarer: