Jeg lærte noget i mandags. Deltog i en temadag om inderlighed og selvrealisering i pædagogikken, arrangeret af Pædagogik ved instituttet.
Tone Saugstad talte om intimitetstyranniet i vejledningen. Om den tvang der ligger i begejstringen over vejledning som undervisningsform; om det at dagsordenen i vejledning er personlig, sat af den studerendes behov frem for at være baseret på en faglig standard - og især om skolen som alternativ. Skolen som et mundtligt retorisk rum hvor dialektikken trives, en faglig skarp diskussion hvor man til stadighed spørger hinanden ud og ind til fagligheden.
I dag genlæste jeg Tones kapitel i Praktikkens læringslandskab. Her argumenterer hun at forskellige former for viden trives i forskellige læringssammenhænge. En type viden blomstrer i praksislivet og kan læres her. En anden type viden kan bedst læres i skolen. Udgangspunktet er Aristoteles' vidensbegreb: episteme, techne, fronesis. Kapitlet er et lavmælt og forstandigt forsvar for skolen i en bog der handler om praktik som praksislæring.
Min pointe her er ikke at referere kapitlet. Det bør læses. Men at fortælle at jeg har lært at efteraberi er den negative version af dybde og grundighed og åbenhed over for en tanke. Tone er interesseret i skolen. I skolens rum og hvad der sker i det rum. Det giver stof til mange argumenter, tanker, tekster om skolen. Rundt om og ind i og ud igen. Det har overhovedet ingenting med efteraberi at gøre.
Det er ikke det Nadja skriver. Men det synes jeg så det er alligevel. Vi skal aldrig holde op med at lede. Der ligger guld.
torsdag, september 28, 2006
torsdag, september 21, 2006
Aha
Indsigt: Jeg bliver glad af at arbejde. For en der godt kan finde på i venners lag at udbrede sig om at hun helt sikkert ville være lykkeligere hvis hun bare kunne nøjes med at strikke og bage og gå på legepladsen, er det noget af en mavepumper.
Baggrund: To dages dimseri. Masser af ting på skal-gøres-listen. Masser af deadlines. Og så alligevel: Dimseri. Lidt her, lidt der, debatindlæg på mit bofællesskabs diskussionsforum. Brokkemail til Sex og Samfund der spammer mig fordi jeg skrev under på en internet-underskriftsindsamling uden at give dem lov til at arkivere min mailadresse. (Mage til selvnedskydning af højt ethos skal man lede længe efter. Jeg håber at de har ondt i fødderne.)
Resultat: Surhed og hovedpine.
I dag: Endnu en indian summer-dag (det hjælper jo altid, men dog ikke i går...). Min målsætning om at være flittig er opfyldt (kl. er kun 10:56, men alligevel). Hovedpine væk. Glad i låget tilbage.
Og nu: Momentum skabt. Må følges. Ciao.
Baggrund: To dages dimseri. Masser af ting på skal-gøres-listen. Masser af deadlines. Og så alligevel: Dimseri. Lidt her, lidt der, debatindlæg på mit bofællesskabs diskussionsforum. Brokkemail til Sex og Samfund der spammer mig fordi jeg skrev under på en internet-underskriftsindsamling uden at give dem lov til at arkivere min mailadresse. (Mage til selvnedskydning af højt ethos skal man lede længe efter. Jeg håber at de har ondt i fødderne.)
Resultat: Surhed og hovedpine.
I dag: Endnu en indian summer-dag (det hjælper jo altid, men dog ikke i går...). Min målsætning om at være flittig er opfyldt (kl. er kun 10:56, men alligevel). Hovedpine væk. Glad i låget tilbage.
Og nu: Momentum skabt. Må følges. Ciao.
mandag, september 18, 2006
Den sekundære læser
En tanke: Den sekundære læser. Når man giver respons på en tekst i organisationen, er det som regel fordi dens intenderede publikum er nogle andre. Som respondent har man så den opgave at have en mening om hvor godt teksten - skribenten - når sit mål. Men lad os nu for sjov følge Paradis et al.'s analyse og godtage at rotation af tekstudkast i organisationen (også) er en måde at styre organisationens arbejdsprocesser, dens vidensproduktion på. Alle disse mennesker der sidder som gatekeepere i den her tekstrotation, for eksempel gennem review af udkast, kan så betragtes som en art sekundære læsere.
Skribenten ved godt at gatekeeperen på et eller andet tidspunkt skal læse teksten og at han eller hun læser den for at holde øje med hvor godt det går med medarbejderen-skribentens arbejde.
Hvilken rolle har den sekundære læser? En procesorienteret rolle. En anden, og tidligere placering i tekstens tilblivelsesproces. En anden status og magt i forhold til skribenten. En meta-retorisk rolle. Den sekundære læser er den meta-retoriske læser. Den læser som placerer teksten i sin rette produktionskontekst, fordi hun eller han har et konkret, her-og-nu kendskab til den aktuelle retoriske situation.
Hm. Der skal mere til. Men udgangspunktet er godt. Rachel Spilka bemærker i sit empiriske studie af respons (orality) i Orality and Literacy in the Workplace: Process- and Text-Based Strategies for Multiple-Audience Adaptation, at teksterne i nogle tilfælde blev overflødiggjort af interaktion mellem skribent og kollega. Når teksterne endelig er færdigskrevet til intern brug, er alle retoriske exigencies svaret på gennem den uformelle interaktion. Spilka får aldrig defineret hvilke tekster hun skriver om (jeg har mødt hende og synes hun er uendelig dejlig, men hun er altså ikke verdens bedste skriveforsker), men det må være intern kommunikation.
Men mon ikke noget lignende alligevel gør sig gældende for tekstproduktion til ekstern brug? Netop fordi tekstproduktionen er vidensproduktion og en måde at styre denne på. Hvis vi antager at dette er tilfældet (jeg har spist for mange frokoster med filosofferne her på gangen, bær over med mig), er respons en nøglefaktor i medarbejdernes evne til at indgå og lære at indgå i organisationens komplekse, sociale kontekst. Gennem interaktion med den sekundære læser.
Til de af jer - I er nok ikke så mange - der har RSS-feed (hvilket jeg tror jeg ved hvad er): Undskyld at jeg spammer jer i dag. Det bobler.
Skribenten ved godt at gatekeeperen på et eller andet tidspunkt skal læse teksten og at han eller hun læser den for at holde øje med hvor godt det går med medarbejderen-skribentens arbejde.
Hvilken rolle har den sekundære læser? En procesorienteret rolle. En anden, og tidligere placering i tekstens tilblivelsesproces. En anden status og magt i forhold til skribenten. En meta-retorisk rolle. Den sekundære læser er den meta-retoriske læser. Den læser som placerer teksten i sin rette produktionskontekst, fordi hun eller han har et konkret, her-og-nu kendskab til den aktuelle retoriske situation.
Hm. Der skal mere til. Men udgangspunktet er godt. Rachel Spilka bemærker i sit empiriske studie af respons (orality) i Orality and Literacy in the Workplace: Process- and Text-Based Strategies for Multiple-Audience Adaptation, at teksterne i nogle tilfælde blev overflødiggjort af interaktion mellem skribent og kollega. Når teksterne endelig er færdigskrevet til intern brug, er alle retoriske exigencies svaret på gennem den uformelle interaktion. Spilka får aldrig defineret hvilke tekster hun skriver om (jeg har mødt hende og synes hun er uendelig dejlig, men hun er altså ikke verdens bedste skriveforsker), men det må være intern kommunikation.
Men mon ikke noget lignende alligevel gør sig gældende for tekstproduktion til ekstern brug? Netop fordi tekstproduktionen er vidensproduktion og en måde at styre denne på. Hvis vi antager at dette er tilfældet (jeg har spist for mange frokoster med filosofferne her på gangen, bær over med mig), er respons en nøglefaktor i medarbejdernes evne til at indgå og lære at indgå i organisationens komplekse, sociale kontekst. Gennem interaktion med den sekundære læser.
Til de af jer - I er nok ikke så mange - der har RSS-feed (hvilket jeg tror jeg ved hvad er): Undskyld at jeg spammer jer i dag. Det bobler.
Ros
Om kort tid (i dag?) lægger jeg endelig det paper ud som jeg holdt på RSA-konferencen i Memphis i maj. Her argumenterer jeg at den væsentligste forskel mellem organisatorisk respons og respons på retorikstudiet i København er at responsen på retorikstudiet er konstruktiv og fokuserer på det gode. I organisationen får man sjældent respons på det man gør godt.
Det er alt sammen meget godt, men jeg har siden haft gode diskussioner med min medvejleder om at ros jo indebærer et magtforhold, i hvert fald i organisationen. Forstået således at den der roser, nødvendigvis er den der ved bedre, og har status til at rose dig. I organisationer roser man sjældent om tekst. (Igen: det ved jeg fra forskningen, andres empiri og min egen). Ingen kommentarer er ofte det samme som en godkendelse: Det var godt, eller godt nok. Kommentarer er hovedsalig negativ respons: Dette skal gøres anderledes.
Det vigtige her er, at der er tale om to meget forskellige kulturer. I organisationen er fokus ikke på den individuelles læring. Men på at opfylde organisationens opgave, på produktion. Hierarkiet i en organisation tjener dette formål. Det er farligt at gå ideologisk til værks uden respekt for kulturen - at ville tvinge nogen til at rose. Falsk eller automatiseret ros kan være værre end kritik. Samtidig tænker jeg at hvis respons skal være et læringsrum, er det netop et spørgsmål om at få erkendt vigtigheden af læring, at få skabt et rum hvor læring også er et kriterium for succes. Her er ros måske nødvendig.
Bummelum.
Det er alt sammen meget godt, men jeg har siden haft gode diskussioner med min medvejleder om at ros jo indebærer et magtforhold, i hvert fald i organisationen. Forstået således at den der roser, nødvendigvis er den der ved bedre, og har status til at rose dig. I organisationer roser man sjældent om tekst. (Igen: det ved jeg fra forskningen, andres empiri og min egen). Ingen kommentarer er ofte det samme som en godkendelse: Det var godt, eller godt nok. Kommentarer er hovedsalig negativ respons: Dette skal gøres anderledes.
Det vigtige her er, at der er tale om to meget forskellige kulturer. I organisationen er fokus ikke på den individuelles læring. Men på at opfylde organisationens opgave, på produktion. Hierarkiet i en organisation tjener dette formål. Det er farligt at gå ideologisk til værks uden respekt for kulturen - at ville tvinge nogen til at rose. Falsk eller automatiseret ros kan være værre end kritik. Samtidig tænker jeg at hvis respons skal være et læringsrum, er det netop et spørgsmål om at få erkendt vigtigheden af læring, at få skabt et rum hvor læring også er et kriterium for succes. Her er ros måske nødvendig.
Bummelum.
Kontekstuelt
Jeg sidder og skriver en lille artikel til et fagforeningsblad. Det går som det plejer med den slags skriveprocesser: en tekstklump her, og en der, skal dét argument komme først, eller kan det kun komme efter dét argument? Hyggeligt og irriterende på samme tid.
Men der sker noget interessant. For det jeg gerne vil skrive, er at den uformelle respons er et læringsrum for skrivning i organisationen. Det har jeg sagt mange gange. Men jeg har hver gang vanskeligheder med vejen derhen. Jeg har en hel masse empiri til støtte i argumentet: bunkevis af amerikanske undersøgelser, og i nogen grad mine egne data, primært fra åbne interview. Så det er fint.
Der er to veje, som udelukker hinanden. 1) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, det går dårligt for dem (det er bevisligt), og selv om de kommer på kurser bliver det tilsyneladende ikke bedre. Vi må gøre noget andet. og 2) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, men de lærer det tilsyneladende alligevel (det er i hvert fald ikke helt forkert), hvilket teorien om situeret læring kan give os en forklaring på. Hvordan kan vi styre sådan en form for læring der foregår implicit, midt i arbejdssituationen?
Hm. Mon ikke de to veje begge fører til Rom? Nogle skribenter er dygtige, og nogle er det ikke. I et vist omfang kan vi se bort fra naturtalenterne. De findes, det er der vist ingen tvivl om. Men det er den organisatoriske kontekst der gør forskellen. Den empiriske forskning om skrivning på arbejdspladsen fortæller os nemlig at hver organisation og hver retorisk situation for skrivningen af en tekst er unik. De dygtige skribenter er dem der kan læse den retoriske situation og definere den præcist, og bearbejde den via teksten. Skrivekurser har en gylden præmis, nemlig at der findes generaliserede 'regler' om tekst og skrivning som, hvis man evner at implementere dem, sikrer at teksten bliver god. Men alle de små manøvrer der skal til for at læse og omfortolke den aktuelle, konkrete, unikke retoriske situation, er umulige at generalisere. Man kan formane skribenter om at være opmærksomme, men man kan ikke indoperere lydhørhed. Man kan fortælle dem at de skal skrive til en modtager, men man kan ikke programmere dem til hvordan de skal gøre det i den konkrete situation.
Respons er et læringsrum fordi det på en og samme gang er en konkret arbejdssituation: Skribenterne taler om en konkret tekst, med en virkelig modtager og en endnu mere virkelig deadline. Samtidig er det her skribenten kan samle 'sanseindtryk' om tekstproduktionen, og derigennem opbygge en erfaringsmasse. Men det er en kolossal udfordring. For skribenterne får respons allerede, sådan fungerer de fleste organisationer. Og vi må konstatere at respons eller review i sig selv ikke er en garant for kompetenceudvikling. Det er vist at sige det pænt. Så opgaven må være at finde ud af hvordan man skaber rammer og indhold i respons så der kan skabes læring. Uden pludselig at stå med endnu et skrivekursus, forklædt som noget andet.
Så tog jeg vejen rundt. Jeg tror at jeg fandt ud af at jeg skal starte med den organisatoriske kontekst. Watch this space.
Men der sker noget interessant. For det jeg gerne vil skrive, er at den uformelle respons er et læringsrum for skrivning i organisationen. Det har jeg sagt mange gange. Men jeg har hver gang vanskeligheder med vejen derhen. Jeg har en hel masse empiri til støtte i argumentet: bunkevis af amerikanske undersøgelser, og i nogen grad mine egne data, primært fra åbne interview. Så det er fint.
Der er to veje, som udelukker hinanden. 1) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, det går dårligt for dem (det er bevisligt), og selv om de kommer på kurser bliver det tilsyneladende ikke bedre. Vi må gøre noget andet. og 2) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, men de lærer det tilsyneladende alligevel (det er i hvert fald ikke helt forkert), hvilket teorien om situeret læring kan give os en forklaring på. Hvordan kan vi styre sådan en form for læring der foregår implicit, midt i arbejdssituationen?
Hm. Mon ikke de to veje begge fører til Rom? Nogle skribenter er dygtige, og nogle er det ikke. I et vist omfang kan vi se bort fra naturtalenterne. De findes, det er der vist ingen tvivl om. Men det er den organisatoriske kontekst der gør forskellen. Den empiriske forskning om skrivning på arbejdspladsen fortæller os nemlig at hver organisation og hver retorisk situation for skrivningen af en tekst er unik. De dygtige skribenter er dem der kan læse den retoriske situation og definere den præcist, og bearbejde den via teksten. Skrivekurser har en gylden præmis, nemlig at der findes generaliserede 'regler' om tekst og skrivning som, hvis man evner at implementere dem, sikrer at teksten bliver god. Men alle de små manøvrer der skal til for at læse og omfortolke den aktuelle, konkrete, unikke retoriske situation, er umulige at generalisere. Man kan formane skribenter om at være opmærksomme, men man kan ikke indoperere lydhørhed. Man kan fortælle dem at de skal skrive til en modtager, men man kan ikke programmere dem til hvordan de skal gøre det i den konkrete situation.
Respons er et læringsrum fordi det på en og samme gang er en konkret arbejdssituation: Skribenterne taler om en konkret tekst, med en virkelig modtager og en endnu mere virkelig deadline. Samtidig er det her skribenten kan samle 'sanseindtryk' om tekstproduktionen, og derigennem opbygge en erfaringsmasse. Men det er en kolossal udfordring. For skribenterne får respons allerede, sådan fungerer de fleste organisationer. Og vi må konstatere at respons eller review i sig selv ikke er en garant for kompetenceudvikling. Det er vist at sige det pænt. Så opgaven må være at finde ud af hvordan man skaber rammer og indhold i respons så der kan skabes læring. Uden pludselig at stå med endnu et skrivekursus, forklædt som noget andet.
Så tog jeg vejen rundt. Jeg tror at jeg fandt ud af at jeg skal starte med den organisatoriske kontekst. Watch this space.
fredag, september 15, 2006
tirsdag, september 12, 2006
Selv-efteraber
"Ja, det er så Katrine, alle sammen. Katrine er ph.d.-studerende og skal lave et udviklingsprojekt her hos os, som handler om... Katrine, kan du ikke selv lige sige hvad det går ud på?"
Der findes mennesker der lever af at gentage de samme tre-fire budskaber hele livet. Der kan være gode penge i den slags - og god mening.
Jeg er psykologisk udfordret på det område. Jeg synes simpelthen at det er pinligt at sige det samme igen og igen. Hvad nu hvis der er nogen der opdager at jeg siger det samme som sidst? Og går i protest. Eller meget værre: Smiler venligt uden at sige noget.
Sagen er bare at den angst-for-at-blive-afsløret-som-sin-egen-efteraber kan få en til at sige noget nyt, når man bare skulle have gentaget sig selv, fordi dem man taler til, ikke har hørt de toptunede nøglesætninger før. Så der stod jeg og fumlede og fik sagt noget forblommet om seminarer og respons (og sagde jeg 'medforskning'? Kære gud, lad mig ikke have sagt 'medforskning), i stedet for at sige at skrivning er noget man skal lære mens man gør det, og at de selv er eksperterne.
Og for at det ikke skal være løgn, gentog jeg nummeret dagen efter, da jeg mødte de studerende på mit overbygningskursus for første gang. Ævle-bævle-talemegethurtigt. Hvad handler kurset om, semesterplan, feltarbejde, eksamen. Og først i anden time rækker nogen hånden op og siger: Jeg forstår ikke helt hvem de skribenter er, som du taler om?
Argh. Så har jeg stået i knap en time og møvet det bedste jeg ikke har lært. Og jeg tror sådan set at de var godt med. Men det er vist ikke min fortjeneste, for jeg kan se på mine noter fra forberedelsen til timerne, at jeg har præsupponeret en hel masse viden hos dem, så de har måttet hænge på for dear life, mens jeg drønede ud af kloge-Åge-tangenten, storsmilende og hyggelig. Jeg har ovenikøbet forsømt at fortælle dem om mit eget forskningsprojekt.
Well, det er nok en lidt hård selv-evaluering, og jeg fisker ikke efter trøst. Pointen er at forskeren glemte at hun også var retoriker. To gange på et døgn.
Der findes mennesker der lever af at gentage de samme tre-fire budskaber hele livet. Der kan være gode penge i den slags - og god mening.
Jeg er psykologisk udfordret på det område. Jeg synes simpelthen at det er pinligt at sige det samme igen og igen. Hvad nu hvis der er nogen der opdager at jeg siger det samme som sidst? Og går i protest. Eller meget værre: Smiler venligt uden at sige noget.
Sagen er bare at den angst-for-at-blive-afsløret-som-sin-egen-efteraber kan få en til at sige noget nyt, når man bare skulle have gentaget sig selv, fordi dem man taler til, ikke har hørt de toptunede nøglesætninger før. Så der stod jeg og fumlede og fik sagt noget forblommet om seminarer og respons (og sagde jeg 'medforskning'? Kære gud, lad mig ikke have sagt 'medforskning), i stedet for at sige at skrivning er noget man skal lære mens man gør det, og at de selv er eksperterne.
Og for at det ikke skal være løgn, gentog jeg nummeret dagen efter, da jeg mødte de studerende på mit overbygningskursus for første gang. Ævle-bævle-talemegethurtigt. Hvad handler kurset om, semesterplan, feltarbejde, eksamen. Og først i anden time rækker nogen hånden op og siger: Jeg forstår ikke helt hvem de skribenter er, som du taler om?
Argh. Så har jeg stået i knap en time og møvet det bedste jeg ikke har lært. Og jeg tror sådan set at de var godt med. Men det er vist ikke min fortjeneste, for jeg kan se på mine noter fra forberedelsen til timerne, at jeg har præsupponeret en hel masse viden hos dem, så de har måttet hænge på for dear life, mens jeg drønede ud af kloge-Åge-tangenten, storsmilende og hyggelig. Jeg har ovenikøbet forsømt at fortælle dem om mit eget forskningsprojekt.
Well, det er nok en lidt hård selv-evaluering, og jeg fisker ikke efter trøst. Pointen er at forskeren glemte at hun også var retoriker. To gange på et døgn.
onsdag, september 06, 2006
Nu med nøgen
Nu er jeg på tryk. Altså, det vil sige, min blog er blevet nævnt i et Danmarks bedste og efterhånden måske ikke længere så oversete magasin om kommunikation, Retorikmagasinet. Det er faktisk en ære. Men også forpligtende.
Måske kom du herind fordi du havde læst RM?
Det er vist på tide at jeg smider den ambivalente frakke og holder op med at fnidre forsigtigt rundt herude i cyberspace. Hermed en opsang til mig selv: En blog er offentlig, Katrine. Forstå det nu!
Men altså, det medfører en række etiske overvejelser, undskyld kraftudtrykket. De er ikke nye, jeg har bare ikke sat ord på dem her, før nu.
Jeg har valgt at træde i karakter og optræde som mig selv. Fordi jeg tror på værdien i at blotlægge arbejdsprocesser, i at være eksemplarisk på den ikke-eksemplariske måde. Hvis vi blev bedre til at være lidt mere nøgne i al vores ømskindethed, ville verden, især den akademiske, nok være mindre skræmmende og præstationsangstfremkaldende. Det tror jeg på. Anonymitet i blogosfæren, hvor fristende det end er, stemmer ikke overens med dén overbevisning.
Men det er ikke en overbevisning jeg kan og vil pådutte andre. Og en forskningsproces er nok ensom, men stadig fuld af mennesker. Jeg har vejledere, kolleger, retoriske hjertevenner og ikke mindst samarbejdspartnere i organisationer. Og med undtagelse af hjertevennerne, som måske ville være forsigtigt accepterende hvis formålet var godt og sobert, har ingen af dem bedt om at blive inddraget i mit ideologiske projekt, endsige klædt nøgne for alverden. Det er ikke det samme som at de per definition ikke vil være med, og de er da også med. Men jeg må træde varsomt, for alt andet ville være tarveligt og i øvrigt uprofessionelt.
Det gør det svært at skrive frit fra leveren. Nogle gange fordi brok og sure miner må holdes indenbords. Men ofte simpelthen fordi fortrolighed og tillid bliver forventet af mig, både af dem og mig selv. Min arbejdsproces er så infiltreret i sociale og organisatoriske strukturer, i andre menneskers liv og arbejde, at små og store begivenheder ofte må filtreres før de kommer ud her.
Sådan er det. Er det blevet en kedeligere blog, nu hvor I ved det? Kan man være ærlig i små, og ikke rå mængder?
(PS: Bare rolig, hjertevenner!)
Måske kom du herind fordi du havde læst RM?
Det er vist på tide at jeg smider den ambivalente frakke og holder op med at fnidre forsigtigt rundt herude i cyberspace. Hermed en opsang til mig selv: En blog er offentlig, Katrine. Forstå det nu!
Men altså, det medfører en række etiske overvejelser, undskyld kraftudtrykket. De er ikke nye, jeg har bare ikke sat ord på dem her, før nu.
Jeg har valgt at træde i karakter og optræde som mig selv. Fordi jeg tror på værdien i at blotlægge arbejdsprocesser, i at være eksemplarisk på den ikke-eksemplariske måde. Hvis vi blev bedre til at være lidt mere nøgne i al vores ømskindethed, ville verden, især den akademiske, nok være mindre skræmmende og præstationsangstfremkaldende. Det tror jeg på. Anonymitet i blogosfæren, hvor fristende det end er, stemmer ikke overens med dén overbevisning.
Men det er ikke en overbevisning jeg kan og vil pådutte andre. Og en forskningsproces er nok ensom, men stadig fuld af mennesker. Jeg har vejledere, kolleger, retoriske hjertevenner og ikke mindst samarbejdspartnere i organisationer. Og med undtagelse af hjertevennerne, som måske ville være forsigtigt accepterende hvis formålet var godt og sobert, har ingen af dem bedt om at blive inddraget i mit ideologiske projekt, endsige klædt nøgne for alverden. Det er ikke det samme som at de per definition ikke vil være med, og de er da også med. Men jeg må træde varsomt, for alt andet ville være tarveligt og i øvrigt uprofessionelt.
Det gør det svært at skrive frit fra leveren. Nogle gange fordi brok og sure miner må holdes indenbords. Men ofte simpelthen fordi fortrolighed og tillid bliver forventet af mig, både af dem og mig selv. Min arbejdsproces er så infiltreret i sociale og organisatoriske strukturer, i andre menneskers liv og arbejde, at små og store begivenheder ofte må filtreres før de kommer ud her.
Sådan er det. Er det blevet en kedeligere blog, nu hvor I ved det? Kan man være ærlig i små, og ikke rå mængder?
(PS: Bare rolig, hjertevenner!)
onsdag, august 30, 2006
Tante K
Please girls if you pea standing: Be a sweatie and whipe the seetie.
Det står der med stor fed sprittusch på indersiden af døren til det toilet hvor jeg, med mindre jeg dehydrerer mig selv fuldstændig, er nødt til at gå ind mindst en gang om dagen. Og det gør mig
SINDSSYG!
Nu er der ganske vist en venlig sjæl som har læst korrektur med en næsten ligeså fed tusch, men jeg bliver stadig rasende. Jeg mener, fire fejl på 13 ord. Jeg kan ikke ha det!
Jo, jeg kan godt selv finde på at sige at Hunter S. er cool, eller at bryllupsfesten i lørdags var rock'n roll. Men jeg går da ikke rundt og forpester offentlige toiletter med ulækker OG fejlbefængt grafitti, bare fordi jeg synes at engelsk er et fedt sprog. Så vis dog lidt respekt.
Jeg kan godt selv høre det. Jeg er blevet en strammer.
Det står der med stor fed sprittusch på indersiden af døren til det toilet hvor jeg, med mindre jeg dehydrerer mig selv fuldstændig, er nødt til at gå ind mindst en gang om dagen. Og det gør mig
SINDSSYG!
Nu er der ganske vist en venlig sjæl som har læst korrektur med en næsten ligeså fed tusch, men jeg bliver stadig rasende. Jeg mener, fire fejl på 13 ord. Jeg kan ikke ha det!
Jo, jeg kan godt selv finde på at sige at Hunter S. er cool, eller at bryllupsfesten i lørdags var rock'n roll. Men jeg går da ikke rundt og forpester offentlige toiletter med ulækker OG fejlbefængt grafitti, bare fordi jeg synes at engelsk er et fedt sprog. Så vis dog lidt respekt.
Jeg kan godt selv høre det. Jeg er blevet en strammer.
Sommer summarum
Semesterstart. I denne uge myldrer KUAs gange og kantiner med på en gang coole og generte førsteårsstuderende i deres fineste firsertøj (ikke en eneste detalje overladt til tilfældigheden). Og i næste uge kommer så alle de garvede; og undervisningen går i gang.
Sidste hånd skal lægges på semesterplanen til mit overbygningskursus, "Skrivning i organisationer", gæsteforelæsere skal lokkes og trækkes over Langebro - og jeg har opdaget noget fantastisk.
Det skete sådan her.
Jeg sad og skrev på afhandlingen (jo!) og kom så til den firkantede klamamse (vist nok omtalt i dette medie tidligere) hvor der står [find lækkert antropologisk citat]. Ret problematisk, eftersom jeg blot 15 minutter tidligere havde lovet mig selv at jeg ville springe ud fra Lillebæltsbroen på sekundet (en logistisk udfordring), hvis ikke jeg tog de lede firkanter ved hornene, nu skulle det være.
Men så.
På semesterplanen står der, og det bliver der ikke lavet om på, at vi onsdag d. 8. november fra kl. 9-14 skal beskæftige os med kvalitativ metode i skriveforskning. Der står også - jeg har selv skrevet det - at vi skal læse spændende tekster om bl.a. antropologisk metode. Det er, ikke overraskende, de samme tekster som jeg netop skulle til at rode i, på den desperate måde, for at finde det lækre citat.
Ikke nok med at jeg skal læse alle de tekster igen, i sammenhæng. Jeg har også givet mig selv en hel dag at diskutere dem i, sammen med en flok kloge og kritiske overbygningsstuderende.
Jeg behøver altså ikke engang at have dårlig samvittighed (jeg er regerende stormester) over at springe noget over, for afhandling og undervisning smelter sammen. Måske ender det med noget helt andet, og meget bedre, end bare et lækkert citat.
På CBS hedder den slags vel 'synergieffekt'. Jeg synes det er dødsmart.
Sidste hånd skal lægges på semesterplanen til mit overbygningskursus, "Skrivning i organisationer", gæsteforelæsere skal lokkes og trækkes over Langebro - og jeg har opdaget noget fantastisk.
Det skete sådan her.
Jeg sad og skrev på afhandlingen (jo!) og kom så til den firkantede klamamse (vist nok omtalt i dette medie tidligere) hvor der står [find lækkert antropologisk citat]. Ret problematisk, eftersom jeg blot 15 minutter tidligere havde lovet mig selv at jeg ville springe ud fra Lillebæltsbroen på sekundet (en logistisk udfordring), hvis ikke jeg tog de lede firkanter ved hornene, nu skulle det være.
Men så.
På semesterplanen står der, og det bliver der ikke lavet om på, at vi onsdag d. 8. november fra kl. 9-14 skal beskæftige os med kvalitativ metode i skriveforskning. Der står også - jeg har selv skrevet det - at vi skal læse spændende tekster om bl.a. antropologisk metode. Det er, ikke overraskende, de samme tekster som jeg netop skulle til at rode i, på den desperate måde, for at finde det lækre citat.
Ikke nok med at jeg skal læse alle de tekster igen, i sammenhæng. Jeg har også givet mig selv en hel dag at diskutere dem i, sammen med en flok kloge og kritiske overbygningsstuderende.
Jeg behøver altså ikke engang at have dårlig samvittighed (jeg er regerende stormester) over at springe noget over, for afhandling og undervisning smelter sammen. Måske ender det med noget helt andet, og meget bedre, end bare et lækkert citat.
På CBS hedder den slags vel 'synergieffekt'. Jeg synes det er dødsmart.
onsdag, juli 19, 2006
Homoiotéleuton
A Note
When I became an English prof
And started reading to expand my view,
I learned a lot of nifty stuff
From subtle scholars, Oh, so new.
For Rhetoric, the writers in 3-C's announce,
Is brother to the ancient rune
And sister to the sun-bleached skull,
the skylark, phases of the moon.
To all things, anthropology and law,
The muse of Rhetoric is prime-
Linguistics, sociology and gym,
Histology, geology, and thyme.
The lowly ballad is rhetorical,
And sonnets only somewhat less;
All things that have beginnings, middles, ends-
Petroleum Engineering and Loch Ness.
If I may add a humble note-
A point I scarcely need to prove-
Psycho-kinetic is our Rhetoric;
It has the power to make pens move.
D.M. Catron, University of Tulsa
When I became an English prof
And started reading to expand my view,
I learned a lot of nifty stuff
From subtle scholars, Oh, so new.
For Rhetoric, the writers in 3-C's announce,
Is brother to the ancient rune
And sister to the sun-bleached skull,
the skylark, phases of the moon.
To all things, anthropology and law,
The muse of Rhetoric is prime-
Linguistics, sociology and gym,
Histology, geology, and thyme.
The lowly ballad is rhetorical,
And sonnets only somewhat less;
All things that have beginnings, middles, ends-
Petroleum Engineering and Loch Ness.
If I may add a humble note-
A point I scarcely need to prove-
Psycho-kinetic is our Rhetoric;
It has the power to make pens move.
D.M. Catron, University of Tulsa
Alt Gr 8 Alt Gr 9
[].
Det er lissom mælkebøtter. Afhandlingsdokumentskrivløsfilen bliver længere. Mellem de fine sprogblomster vokser et mylder af firkantede klamamser. [Skriv mere her]. [Fortæl historien]. [Uddyb]. [Find lækkert antropologisk citat].
De er, set med en tænkeskrivningsæstetik, vældig kønne, og hvor lover de godt. Så frodigt. Sikke langt og klogt det bliver, når jeg får dem fyldt ud.
Jeg tror ikke at jeg kunne dyrke en have uden mælkebøtter. Men der kommer en dag hvor der skal luges. Mælkebøtter er solskinsgule, sommerlige. Og lumske.
Det er lissom mælkebøtter. Afhandlingsdokumentskrivløsfilen bliver længere. Mellem de fine sprogblomster vokser et mylder af firkantede klamamser. [Skriv mere her]. [Fortæl historien]. [Uddyb]. [Find lækkert antropologisk citat].
De er, set med en tænkeskrivningsæstetik, vældig kønne, og hvor lover de godt. Så frodigt. Sikke langt og klogt det bliver, når jeg får dem fyldt ud.
Jeg tror ikke at jeg kunne dyrke en have uden mælkebøtter. Men der kommer en dag hvor der skal luges. Mælkebøtter er solskinsgule, sommerlige. Og lumske.
mandag, juli 17, 2006
Håndholdt
Nu ligger der et dokument på p-drevet der hedder Afhandling med disposition. Det fylder 18 sider. Det er et stort rod. Hypoteser. Litteraturnoter. Sure opstød over dumme teorier. Når jeg opdager et nyt emne i rodebunken, får det en formateret overskrift, og Word genererer en ny disposition for mig. Min vejleder ville være stolt af mig - det med dispositionsfunktionen i Word er nemlig blandt andet hans forslag. (Ikke så sikker på hvor stolt han ville være af resten. Ahem.)
Rodebunken, derimod, er min egen. Nu har jeg taget tilløb til diverse afhandlingsstrukturer, akademiske argumenter og emneinddelinger i mere end halvandet år. Det fungerer bare ikke. Skriveblokeringen slår ned i løbet af et splitsekund. Sagen er, at en struktur forpligter. Men jeg er ved at lære min skriveproces at kende. Og på høje tid, hvabehar! Det skal vokse frem fra bunden, jeg tænkeskriver og har SLET ikke styr på det, som Nadja siger. Og pludselig står der noget alligevel. En hel del, faktisk. Ren dogme mens solen knalder lige ind på mit sydvendte kosteskab, og KUAs gange runger af sommerstilhed.
Rodebunken, derimod, er min egen. Nu har jeg taget tilløb til diverse afhandlingsstrukturer, akademiske argumenter og emneinddelinger i mere end halvandet år. Det fungerer bare ikke. Skriveblokeringen slår ned i løbet af et splitsekund. Sagen er, at en struktur forpligter. Men jeg er ved at lære min skriveproces at kende. Og på høje tid, hvabehar! Det skal vokse frem fra bunden, jeg tænkeskriver og har SLET ikke styr på det, som Nadja siger. Og pludselig står der noget alligevel. En hel del, faktisk. Ren dogme mens solen knalder lige ind på mit sydvendte kosteskab, og KUAs gange runger af sommerstilhed.
onsdag, juli 05, 2006
Bagkatalog
I går fandt jeg en skat. Min bivejleder har for lang tid siden bedt mig om at skrive om læringslandskabet i den organisation jeg lavede pilotundersøgelsen i. Udgangspunktet: Praktikkens læringslandskab af Klaus Nielsen og Steinar Kvale. Så det gjorde jeg, måneder tilbage. Og blev selvfølgelig aldrig færdig. Siden har jeg haft stående på min opgaveliste i Outlook (min brændende drøm er en heftig PDA så jeg kan elektronisere hele mit liv. Totalt testosteron): "Skriv videre på læringslandskab".
DÅÅRLIG samvittighed. Så dårlig at jeg slet ikke ville kigge igen på det jeg fik tænkeskrevet dengang.
Nu har jeg tid igen, og fik åbenbart sparket mig selv tilstrækkeligt igår. Så jeg åbnede dokumentet og tabte underkæben. Vi taler bestemt ikke genialitet, men her er tale om to en halv side der i forhold til hvad jeg normalt producerer, myldrer med gode ideer. Og op til flere ordknappe, tætte indsigter som jeg havde glemt jeg havde i februar, og derfor med møje og besvær har tænkt mig frem til - igen - i sjappede tekstopkastninger i løbet af foråret.
Jeg behøver vist ikke at sætte ord på moralen. Moralerne.
DÅÅRLIG samvittighed. Så dårlig at jeg slet ikke ville kigge igen på det jeg fik tænkeskrevet dengang.
Nu har jeg tid igen, og fik åbenbart sparket mig selv tilstrækkeligt igår. Så jeg åbnede dokumentet og tabte underkæben. Vi taler bestemt ikke genialitet, men her er tale om to en halv side der i forhold til hvad jeg normalt producerer, myldrer med gode ideer. Og op til flere ordknappe, tætte indsigter som jeg havde glemt jeg havde i februar, og derfor med møje og besvær har tænkt mig frem til - igen - i sjappede tekstopkastninger i løbet af foråret.
Jeg behøver vist ikke at sætte ord på moralen. Moralerne.
fredag, juni 30, 2006
...og det gør jeg også
Selv om man dårligt kan tro det. Lever, altså. Vi er forlængst hjemme fra Rhetoric Society of America-konferencen. Afleveringen af paperet gik fint, man kan ikke rigtig kalde seks tilhørere for en publikumssucces, men det blev og det var og det var ok.
Og nu er jeg i fuld gang med feltarbejdet i min dejlige it-virksomhed, blandt gode mennesker i stressede jobs. Jeg tror nok at jeg er ved at få tæsket antropologisk arvegods ind på den hårde måde: Man skal være der. Man skal se og høre. Man skal klistre gaffa-tape henover munden på sorterings- og analysegenet.
Fordi jeg fokuserer på respons-situationen, har jeg været med til de planlagte møder hvor skribenter har fået tilbagemelding på deres tekster. Dem har der sjovt nok ikke været mange af, til trods for at det da bestemt var planen? Spurgte jeg. Jommen, der havde også været nogle telefonsamtaler, og et af dem klarede vi da Claus alligevel var i København. Men da var du her ikke. Og det gør ikke så meget, for det møde du var med til med Gunnar, giver dig et meget godt billede af hvordan det plejer at foregå.
Men det går jo ikke. Hverken jeg eller de kan afgøre hvad der er repræsentativt, i hvert fald ikke der hvor vi er nu. 'Repræsentativt' er lissom ikke et ord der går hånd i hånd med 'go native'.
Det er ikke fordi jeg ikke har fået ideer og materiale. Ok, så rigeligt. Men alligevel ikke kritisk masse, hvad end det så er når vi taler om mennesker. (Og hvor kan man dog i svage øjeblikke savne analysetekster der både har første og sidste side).
Men alligevel skal jeg nu tænke mig om. Skal jeg lave flere interview - nu med de medarbejdere hvis skriveproces jeg trods alt kender godt? Skal jeg observere en ny proces? Og hvordan kan jeg forudse næste forløb?
Og nu er jeg i fuld gang med feltarbejdet i min dejlige it-virksomhed, blandt gode mennesker i stressede jobs. Jeg tror nok at jeg er ved at få tæsket antropologisk arvegods ind på den hårde måde: Man skal være der. Man skal se og høre. Man skal klistre gaffa-tape henover munden på sorterings- og analysegenet.
Fordi jeg fokuserer på respons-situationen, har jeg været med til de planlagte møder hvor skribenter har fået tilbagemelding på deres tekster. Dem har der sjovt nok ikke været mange af, til trods for at det da bestemt var planen? Spurgte jeg. Jommen, der havde også været nogle telefonsamtaler, og et af dem klarede vi da Claus alligevel var i København. Men da var du her ikke. Og det gør ikke så meget, for det møde du var med til med Gunnar, giver dig et meget godt billede af hvordan det plejer at foregå.
Men det går jo ikke. Hverken jeg eller de kan afgøre hvad der er repræsentativt, i hvert fald ikke der hvor vi er nu. 'Repræsentativt' er lissom ikke et ord der går hånd i hånd med 'go native'.
Det er ikke fordi jeg ikke har fået ideer og materiale. Ok, så rigeligt. Men alligevel ikke kritisk masse, hvad end det så er når vi taler om mennesker. (Og hvor kan man dog i svage øjeblikke savne analysetekster der både har første og sidste side).
Men alligevel skal jeg nu tænke mig om. Skal jeg lave flere interview - nu med de medarbejdere hvis skriveproces jeg trods alt kender godt? Skal jeg observere en ny proces? Og hvordan kan jeg forudse næste forløb?
lørdag, maj 27, 2006
Elvis lever
Så er vi i Memphis til Rhetoric Society of America 2006. Jeg ville linke hvis konferencesitet på nogen måde var noget at råbe hurra for. Her er kanoner, giraffer, kameler og kändisser på den retoriske måde. Jeg nævner i flæng: Miller, Hauser, Leff, Warnick, Ceccarelli, Swearingen. Her er også forbandet varmt - over 30 grader - men vi er blå om læberne fordi airconditionen kører på fuld hammer så isvinde suser igennem lokalerne.
Jeg må løbe, for vi skal ned at have morgenmad inden dag 2 går i gang kl. 8.30. Det er ikke en konference for kujoner og sovetryner. (Jeg er dog ikke sikker på hvad Elisabeth har tænkt sig i dag, men min pjækkesession er planlagt...) Vi var i Graceland i torsdags (mere om det senere), men Memphis er ikke fuldt udforsket endnu.
Jeg må løbe, for vi skal ned at have morgenmad inden dag 2 går i gang kl. 8.30. Det er ikke en konference for kujoner og sovetryner. (Jeg er dog ikke sikker på hvad Elisabeth har tænkt sig i dag, men min pjækkesession er planlagt...) Vi var i Graceland i torsdags (mere om det senere), men Memphis er ikke fuldt udforsket endnu.
fredag, maj 19, 2006
Zonen for yderste læring
Hvis jeg var dagplejemor, eller pensionatværtinde, eller måske ovenikøbet overkvalificeret kommunikationsmedarbejder i et glorificeret tastejob ville jeg være lykkelig. Sådan tænker jeg ofte. Som regel når præstationskravene spidser til. Det ironiske er selvfølgelig at jeg er hvor jeg er, fordi jeg selv har bedt om det.
Det er noget med at skubbe sig ud derud hvor risikoen for ikke at være god nok faktisk reelt er til stede. Man kan falde på røven. Det kan blive pinligt. Det kan blive lagt mærke til. Nu har jeg skrevet om Vygotsky i nærværende medie før, og sandheden er at jeg kun har et - efterhånden temmelig rustent - andenhåndskendskab til Vs tanker. (Der er ikke noget som god, formidlende sekundærlitteratur.)
Men sådan som jeg husker begrebet zonen for nærmeste læring, handler det om at den lærende er helt derude hvor det faktisk er lidt for svært, men dog muligt at lære hvis man har den rette støtte. Et stillads.
Og så er det jeg tænker at hvis det skal blive en god afhandling, skal jeg helt derud hvor det er lidt mere end lidt for svært for mig. Ikke nærmest, men yderst ude. Så kære gode venner og trofaste stilladser, jeg håber at I er klar til året der kommer. Jeg lover at champagnen vil flyde når sejren er i hus. (Bemærk venligst at jeg ikke skriver 'hvis'.)
Det er noget med at skubbe sig ud derud hvor risikoen for ikke at være god nok faktisk reelt er til stede. Man kan falde på røven. Det kan blive pinligt. Det kan blive lagt mærke til. Nu har jeg skrevet om Vygotsky i nærværende medie før, og sandheden er at jeg kun har et - efterhånden temmelig rustent - andenhåndskendskab til Vs tanker. (Der er ikke noget som god, formidlende sekundærlitteratur.)
Men sådan som jeg husker begrebet zonen for nærmeste læring, handler det om at den lærende er helt derude hvor det faktisk er lidt for svært, men dog muligt at lære hvis man har den rette støtte. Et stillads.
Og så er det jeg tænker at hvis det skal blive en god afhandling, skal jeg helt derud hvor det er lidt mere end lidt for svært for mig. Ikke nærmest, men yderst ude. Så kære gode venner og trofaste stilladser, jeg håber at I er klar til året der kommer. Jeg lover at champagnen vil flyde når sejren er i hus. (Bemærk venligst at jeg ikke skriver 'hvis'.)
mandag, maj 15, 2006
ahrghh!#*@!*§*!
Hvorfor. Er. Det. Så. Tungt. At. Skrive. Noget. I. Den. Akademiske. Genre? Hva?
Paperskrivning. Paperskrigning. Til konference i Memphis. Halvanden uge. Halvandet liv ville være for lidt med den fart jeg ikke har på.
Jeps, det lyder bekendt. Som sidste gang jeg skulle til konference. Og så var der dengang med præsentationen til Rhetorica Scandinavica. Katrine - nu med 38 procent flere kæbespændinger.
Paperskrivning. Paperskrigning. Til konference i Memphis. Halvanden uge. Halvandet liv ville være for lidt med den fart jeg ikke har på.
Jeps, det lyder bekendt. Som sidste gang jeg skulle til konference. Og så var der dengang med præsentationen til Rhetorica Scandinavica. Katrine - nu med 38 procent flere kæbespændinger.
tirsdag, maj 09, 2006
Børnelærdom
Hvis jeg ellers havde nogle faste læsere, er de nok sprunget fra på nuværende tidspunkt. Hvilket man dårligt kan bebrejde dem. Never explain, never apologize, siger de stivlæbede briter. Jeg tænker at det er en dårlig strategi. Omvendt er den lange liste også temmelig trættende. Så her er en kort: sygdom i langdrag, bugnende kalender, ph.d.-kursus, idealistisk bofællesskabsprojekt (hører til i privatsfæren, men det lod det sig ikke gå på af). Kalenderen er stadig på den opsvulmede side, men nu kan jeg igen nå at trække vejret mellem aftalerne.
Siden sidst har jeg lært at virkeligheden i en organisation adskiller sig drastisk fra akademiserede hypoteser. Det er jo italiensk for perlehøns, eller logik for logakker, banal børnelærdom. Hvad man end kalder det, og hvor meget jeg end vidste det i forvejen: Jeg har lært det igen, i praksis.
Jeg snakker i øjeblikket rigtig godt sammen med en organisation der sandsynligvis gerne vil huse mit projekt. Det er superfedt og meget spændende. Men for det første: Deres virkelighed er så uendelig meget mere kompleks end mine rosenrøde, kollaborative, peer-to-peer hypoteser. Og for det andet, og det følger vist af det første: Der er ingen vej uden om etnografien. Jeg bliver nødt til at se hvad de gør. Først bagefter kan jeg intervenere. Faktisk glæder jeg mig til at følge en skriveproces hos dem, og bare observere. Men det betyder jo at min tidsplan er rykket et halvt år igen. Det skal nok gå, men jeg er ikke selv døv for det ironiske i at et procesmenneske som mig, der prædiker rekursive, vidensproducerende skriveprocesser for hvem der gider høre (og for dem der ikke gider), ender med at skrive sin afhandling i de sidste seks måneder af sit ph.d.-forløb. Nå, det er jo ikke en selvfølge. Jeg kan jo bare gå i gang nu. Ja da.
Og så har jeg lært at ph.d.-studerende ikke kan indgå kontrakter med erhvervsvirksomheder. Det er universitetet der indgår sådanne kontrakter. Og jeg har lært at man altid skal bede juristerne om hjælp. KU har faktisk en enhed der tager sig af den slags aftaler. Jurister og det hele. Også for humanister. Enheden hedder Tech Trans - de er meget tjekkede. Blæret logo (men må man det?)
Ph.d.-kurset i Kvalitativ interview hos Steinar Kvale var bare, ja, skidegodt. Gid det havde været mit første ph.d.-kursus, og ikke det sidste.
Siden sidst har jeg lært at virkeligheden i en organisation adskiller sig drastisk fra akademiserede hypoteser. Det er jo italiensk for perlehøns, eller logik for logakker, banal børnelærdom. Hvad man end kalder det, og hvor meget jeg end vidste det i forvejen: Jeg har lært det igen, i praksis.
Jeg snakker i øjeblikket rigtig godt sammen med en organisation der sandsynligvis gerne vil huse mit projekt. Det er superfedt og meget spændende. Men for det første: Deres virkelighed er så uendelig meget mere kompleks end mine rosenrøde, kollaborative, peer-to-peer hypoteser. Og for det andet, og det følger vist af det første: Der er ingen vej uden om etnografien. Jeg bliver nødt til at se hvad de gør. Først bagefter kan jeg intervenere. Faktisk glæder jeg mig til at følge en skriveproces hos dem, og bare observere. Men det betyder jo at min tidsplan er rykket et halvt år igen. Det skal nok gå, men jeg er ikke selv døv for det ironiske i at et procesmenneske som mig, der prædiker rekursive, vidensproducerende skriveprocesser for hvem der gider høre (og for dem der ikke gider), ender med at skrive sin afhandling i de sidste seks måneder af sit ph.d.-forløb. Nå, det er jo ikke en selvfølge. Jeg kan jo bare gå i gang nu. Ja da.
Og så har jeg lært at ph.d.-studerende ikke kan indgå kontrakter med erhvervsvirksomheder. Det er universitetet der indgår sådanne kontrakter. Og jeg har lært at man altid skal bede juristerne om hjælp. KU har faktisk en enhed der tager sig af den slags aftaler. Jurister og det hele. Også for humanister. Enheden hedder Tech Trans - de er meget tjekkede. Blæret logo (men må man det?)
Ph.d.-kurset i Kvalitativ interview hos Steinar Kvale var bare, ja, skidegodt. Gid det havde været mit første ph.d.-kursus, og ikke det sidste.
Abonner på:
Opslag (Atom)