Ros

Om kort tid (i dag?) lægger jeg endelig det paper ud som jeg holdt på RSA-konferencen i Memphis i maj. Her argumenterer jeg at den væsentligste forskel mellem organisatorisk respons og respons på retorikstudiet i København er at responsen på retorikstudiet er konstruktiv og fokuserer på det gode. I organisationen får man sjældent respons på det man gør godt.

Det er alt sammen meget godt, men jeg har siden haft gode diskussioner med min medvejleder om at ros jo indebærer et magtforhold, i hvert fald i organisationen. Forstået således at den der roser, nødvendigvis er den der ved bedre, og har status til at rose dig. I organisationer roser man sjældent om tekst. (Igen: det ved jeg fra forskningen, andres empiri og min egen). Ingen kommentarer er ofte det samme som en godkendelse: Det var godt, eller godt nok. Kommentarer er hovedsalig negativ respons: Dette skal gøres anderledes.

Det vigtige her er, at der er tale om to meget forskellige kulturer. I organisationen er fokus ikke på den individuelles læring. Men på at opfylde organisationens opgave, på produktion. Hierarkiet i en organisation tjener dette formål. Det er farligt at gå ideologisk til værks uden respekt for kulturen - at ville tvinge nogen til at rose. Falsk eller automatiseret ros kan være værre end kritik. Samtidig tænker jeg at hvis respons skal være et læringsrum, er det netop et spørgsmål om at få erkendt vigtigheden af læring, at få skabt et rum hvor læring også er et kriterium for succes. Her er ros måske nødvendig.

Bummelum.