Hvis jeg var dagplejemor, eller pensionatværtinde, eller måske ovenikøbet overkvalificeret kommunikationsmedarbejder i et glorificeret tastejob ville jeg være lykkelig. Sådan tænker jeg ofte. Som regel når præstationskravene spidser til. Det ironiske er selvfølgelig at jeg er hvor jeg er, fordi jeg selv har bedt om det.
Det er noget med at skubbe sig ud derud hvor risikoen for ikke at være god nok faktisk reelt er til stede. Man kan falde på røven. Det kan blive pinligt. Det kan blive lagt mærke til. Nu har jeg skrevet om Vygotsky i nærværende medie før, og sandheden er at jeg kun har et - efterhånden temmelig rustent - andenhåndskendskab til Vs tanker. (Der er ikke noget som god, formidlende sekundærlitteratur.)
Men sådan som jeg husker begrebet zonen for nærmeste læring, handler det om at den lærende er helt derude hvor det faktisk er lidt for svært, men dog muligt at lære hvis man har den rette støtte. Et stillads.
Og så er det jeg tænker at hvis det skal blive en god afhandling, skal jeg helt derud hvor det er lidt mere end lidt for svært for mig. Ikke nærmest, men yderst ude. Så kære gode venner og trofaste stilladser, jeg håber at I er klar til året der kommer. Jeg lover at champagnen vil flyde når sejren er i hus. (Bemærk venligst at jeg ikke skriver 'hvis'.)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar