Selv om man dårligt kan tro det. Lever, altså. Vi er forlængst hjemme fra Rhetoric Society of America-konferencen. Afleveringen af paperet gik fint, man kan ikke rigtig kalde seks tilhørere for en publikumssucces, men det blev og det var og det var ok.
Og nu er jeg i fuld gang med feltarbejdet i min dejlige it-virksomhed, blandt gode mennesker i stressede jobs. Jeg tror nok at jeg er ved at få tæsket antropologisk arvegods ind på den hårde måde: Man skal være der. Man skal se og høre. Man skal klistre gaffa-tape henover munden på sorterings- og analysegenet.
Fordi jeg fokuserer på respons-situationen, har jeg været med til de planlagte møder hvor skribenter har fået tilbagemelding på deres tekster. Dem har der sjovt nok ikke været mange af, til trods for at det da bestemt var planen? Spurgte jeg. Jommen, der havde også været nogle telefonsamtaler, og et af dem klarede vi da Claus alligevel var i København. Men da var du her ikke. Og det gør ikke så meget, for det møde du var med til med Gunnar, giver dig et meget godt billede af hvordan det plejer at foregå.
Men det går jo ikke. Hverken jeg eller de kan afgøre hvad der er repræsentativt, i hvert fald ikke der hvor vi er nu. 'Repræsentativt' er lissom ikke et ord der går hånd i hånd med 'go native'.
Det er ikke fordi jeg ikke har fået ideer og materiale. Ok, så rigeligt. Men alligevel ikke kritisk masse, hvad end det så er når vi taler om mennesker. (Og hvor kan man dog i svage øjeblikke savne analysetekster der både har første og sidste side).
Men alligevel skal jeg nu tænke mig om. Skal jeg lave flere interview - nu med de medarbejdere hvis skriveproces jeg trods alt kender godt? Skal jeg observere en ny proces? Og hvordan kan jeg forudse næste forløb?
fredag, juni 30, 2006
lørdag, maj 27, 2006
Elvis lever
Så er vi i Memphis til Rhetoric Society of America 2006. Jeg ville linke hvis konferencesitet på nogen måde var noget at råbe hurra for. Her er kanoner, giraffer, kameler og kändisser på den retoriske måde. Jeg nævner i flæng: Miller, Hauser, Leff, Warnick, Ceccarelli, Swearingen. Her er også forbandet varmt - over 30 grader - men vi er blå om læberne fordi airconditionen kører på fuld hammer så isvinde suser igennem lokalerne.
Jeg må løbe, for vi skal ned at have morgenmad inden dag 2 går i gang kl. 8.30. Det er ikke en konference for kujoner og sovetryner. (Jeg er dog ikke sikker på hvad Elisabeth har tænkt sig i dag, men min pjækkesession er planlagt...) Vi var i Graceland i torsdags (mere om det senere), men Memphis er ikke fuldt udforsket endnu.
Jeg må løbe, for vi skal ned at have morgenmad inden dag 2 går i gang kl. 8.30. Det er ikke en konference for kujoner og sovetryner. (Jeg er dog ikke sikker på hvad Elisabeth har tænkt sig i dag, men min pjækkesession er planlagt...) Vi var i Graceland i torsdags (mere om det senere), men Memphis er ikke fuldt udforsket endnu.
fredag, maj 19, 2006
Zonen for yderste læring
Hvis jeg var dagplejemor, eller pensionatværtinde, eller måske ovenikøbet overkvalificeret kommunikationsmedarbejder i et glorificeret tastejob ville jeg være lykkelig. Sådan tænker jeg ofte. Som regel når præstationskravene spidser til. Det ironiske er selvfølgelig at jeg er hvor jeg er, fordi jeg selv har bedt om det.
Det er noget med at skubbe sig ud derud hvor risikoen for ikke at være god nok faktisk reelt er til stede. Man kan falde på røven. Det kan blive pinligt. Det kan blive lagt mærke til. Nu har jeg skrevet om Vygotsky i nærværende medie før, og sandheden er at jeg kun har et - efterhånden temmelig rustent - andenhåndskendskab til Vs tanker. (Der er ikke noget som god, formidlende sekundærlitteratur.)
Men sådan som jeg husker begrebet zonen for nærmeste læring, handler det om at den lærende er helt derude hvor det faktisk er lidt for svært, men dog muligt at lære hvis man har den rette støtte. Et stillads.
Og så er det jeg tænker at hvis det skal blive en god afhandling, skal jeg helt derud hvor det er lidt mere end lidt for svært for mig. Ikke nærmest, men yderst ude. Så kære gode venner og trofaste stilladser, jeg håber at I er klar til året der kommer. Jeg lover at champagnen vil flyde når sejren er i hus. (Bemærk venligst at jeg ikke skriver 'hvis'.)
Det er noget med at skubbe sig ud derud hvor risikoen for ikke at være god nok faktisk reelt er til stede. Man kan falde på røven. Det kan blive pinligt. Det kan blive lagt mærke til. Nu har jeg skrevet om Vygotsky i nærværende medie før, og sandheden er at jeg kun har et - efterhånden temmelig rustent - andenhåndskendskab til Vs tanker. (Der er ikke noget som god, formidlende sekundærlitteratur.)
Men sådan som jeg husker begrebet zonen for nærmeste læring, handler det om at den lærende er helt derude hvor det faktisk er lidt for svært, men dog muligt at lære hvis man har den rette støtte. Et stillads.
Og så er det jeg tænker at hvis det skal blive en god afhandling, skal jeg helt derud hvor det er lidt mere end lidt for svært for mig. Ikke nærmest, men yderst ude. Så kære gode venner og trofaste stilladser, jeg håber at I er klar til året der kommer. Jeg lover at champagnen vil flyde når sejren er i hus. (Bemærk venligst at jeg ikke skriver 'hvis'.)
mandag, maj 15, 2006
ahrghh!#*@!*§*!
Hvorfor. Er. Det. Så. Tungt. At. Skrive. Noget. I. Den. Akademiske. Genre? Hva?
Paperskrivning. Paperskrigning. Til konference i Memphis. Halvanden uge. Halvandet liv ville være for lidt med den fart jeg ikke har på.
Jeps, det lyder bekendt. Som sidste gang jeg skulle til konference. Og så var der dengang med præsentationen til Rhetorica Scandinavica. Katrine - nu med 38 procent flere kæbespændinger.
Paperskrivning. Paperskrigning. Til konference i Memphis. Halvanden uge. Halvandet liv ville være for lidt med den fart jeg ikke har på.
Jeps, det lyder bekendt. Som sidste gang jeg skulle til konference. Og så var der dengang med præsentationen til Rhetorica Scandinavica. Katrine - nu med 38 procent flere kæbespændinger.
tirsdag, maj 09, 2006
Børnelærdom
Hvis jeg ellers havde nogle faste læsere, er de nok sprunget fra på nuværende tidspunkt. Hvilket man dårligt kan bebrejde dem. Never explain, never apologize, siger de stivlæbede briter. Jeg tænker at det er en dårlig strategi. Omvendt er den lange liste også temmelig trættende. Så her er en kort: sygdom i langdrag, bugnende kalender, ph.d.-kursus, idealistisk bofællesskabsprojekt (hører til i privatsfæren, men det lod det sig ikke gå på af). Kalenderen er stadig på den opsvulmede side, men nu kan jeg igen nå at trække vejret mellem aftalerne.
Siden sidst har jeg lært at virkeligheden i en organisation adskiller sig drastisk fra akademiserede hypoteser. Det er jo italiensk for perlehøns, eller logik for logakker, banal børnelærdom. Hvad man end kalder det, og hvor meget jeg end vidste det i forvejen: Jeg har lært det igen, i praksis.
Jeg snakker i øjeblikket rigtig godt sammen med en organisation der sandsynligvis gerne vil huse mit projekt. Det er superfedt og meget spændende. Men for det første: Deres virkelighed er så uendelig meget mere kompleks end mine rosenrøde, kollaborative, peer-to-peer hypoteser. Og for det andet, og det følger vist af det første: Der er ingen vej uden om etnografien. Jeg bliver nødt til at se hvad de gør. Først bagefter kan jeg intervenere. Faktisk glæder jeg mig til at følge en skriveproces hos dem, og bare observere. Men det betyder jo at min tidsplan er rykket et halvt år igen. Det skal nok gå, men jeg er ikke selv døv for det ironiske i at et procesmenneske som mig, der prædiker rekursive, vidensproducerende skriveprocesser for hvem der gider høre (og for dem der ikke gider), ender med at skrive sin afhandling i de sidste seks måneder af sit ph.d.-forløb. Nå, det er jo ikke en selvfølge. Jeg kan jo bare gå i gang nu. Ja da.
Og så har jeg lært at ph.d.-studerende ikke kan indgå kontrakter med erhvervsvirksomheder. Det er universitetet der indgår sådanne kontrakter. Og jeg har lært at man altid skal bede juristerne om hjælp. KU har faktisk en enhed der tager sig af den slags aftaler. Jurister og det hele. Også for humanister. Enheden hedder Tech Trans - de er meget tjekkede. Blæret logo (men må man det?)

Ph.d.-kurset i Kvalitativ interview hos Steinar Kvale var bare, ja, skidegodt. Gid det havde været mit første ph.d.-kursus, og ikke det sidste.
Siden sidst har jeg lært at virkeligheden i en organisation adskiller sig drastisk fra akademiserede hypoteser. Det er jo italiensk for perlehøns, eller logik for logakker, banal børnelærdom. Hvad man end kalder det, og hvor meget jeg end vidste det i forvejen: Jeg har lært det igen, i praksis.
Jeg snakker i øjeblikket rigtig godt sammen med en organisation der sandsynligvis gerne vil huse mit projekt. Det er superfedt og meget spændende. Men for det første: Deres virkelighed er så uendelig meget mere kompleks end mine rosenrøde, kollaborative, peer-to-peer hypoteser. Og for det andet, og det følger vist af det første: Der er ingen vej uden om etnografien. Jeg bliver nødt til at se hvad de gør. Først bagefter kan jeg intervenere. Faktisk glæder jeg mig til at følge en skriveproces hos dem, og bare observere. Men det betyder jo at min tidsplan er rykket et halvt år igen. Det skal nok gå, men jeg er ikke selv døv for det ironiske i at et procesmenneske som mig, der prædiker rekursive, vidensproducerende skriveprocesser for hvem der gider høre (og for dem der ikke gider), ender med at skrive sin afhandling i de sidste seks måneder af sit ph.d.-forløb. Nå, det er jo ikke en selvfølge. Jeg kan jo bare gå i gang nu. Ja da.
Og så har jeg lært at ph.d.-studerende ikke kan indgå kontrakter med erhvervsvirksomheder. Det er universitetet der indgår sådanne kontrakter. Og jeg har lært at man altid skal bede juristerne om hjælp. KU har faktisk en enhed der tager sig af den slags aftaler. Jurister og det hele. Også for humanister. Enheden hedder Tech Trans - de er meget tjekkede. Blæret logo (men må man det?)

Ph.d.-kurset i Kvalitativ interview hos Steinar Kvale var bare, ja, skidegodt. Gid det havde været mit første ph.d.-kursus, og ikke det sidste.
mandag, april 24, 2006
Giv agt! Sandslotte!
"If one knows what to ask for, why one is asking, and how to ask, one can conduct short interviews, rich in meaning."
"A sophisticated theoretical analysis based upon interviews of dubious quality may turn out to be a magnificent edifice built on sand."
Det er Steinar der siger det. I et manuskript under udgivelse, fyldt med lignende mavepumpere til wannabes og andre håbefulde. Vi skal på ph.d.-kursus om det kvalitative forskningsinterview onsdag til fredag i denne uge, hos Kvale himself.
Jeps, jeg er her endnu. Min påskeferie plus en hel del mere gik med sygdom, arbejdsdage og, endnu værre, feriedage gik op i sofa og generel ynkelighed. Nu læser jeg Kvale, forsøger at holde stresspulsen nede. Og glæder mig uendelig meget til tre dages powerlæring i Århus. Der bliver nok hverken tid til Kvium på Aros eller øl i Pustervig. Det er ok.
"A sophisticated theoretical analysis based upon interviews of dubious quality may turn out to be a magnificent edifice built on sand."
Det er Steinar der siger det. I et manuskript under udgivelse, fyldt med lignende mavepumpere til wannabes og andre håbefulde. Vi skal på ph.d.-kursus om det kvalitative forskningsinterview onsdag til fredag i denne uge, hos Kvale himself.
Jeps, jeg er her endnu. Min påskeferie plus en hel del mere gik med sygdom, arbejdsdage og, endnu værre, feriedage gik op i sofa og generel ynkelighed. Nu læser jeg Kvale, forsøger at holde stresspulsen nede. Og glæder mig uendelig meget til tre dages powerlæring i Århus. Der bliver nok hverken tid til Kvium på Aros eller øl i Pustervig. Det er ok.
fredag, april 07, 2006
Dissonans
Det her er en gammel forelskelse: Da jeg i sin tid havde skrivedidaktik hos Hanne Dagmar, faldt jeg over begrebet dissonance i en af de grundlæggende tekster: "Revision Strategies of Student Writers and Experienced Adult Writers" af Nancy Sommers (College Composition and Communication, 31, Dec. 1980). Og nu sidder jeg og læser artiklen igen, og bliver igen provokeret og skidenysgerrig. Hvad er dissonans?
"The anticipation of a reader's judgment causes a feeling of dissonance when the writer recognizes incongruities between intention and execution, and requires these writers to make revisions on all levels." OK, det er noget med modtagerorienteret redigering. Men så skriver Sommers:
"Writing has spatial and temporal features not apparent in speech - words are recorded in space and fixed in time - which is why writing is susceptible to reordering and later addition. Such features make possible the dissonance that both provokes revision and promises, from itself, new meaning." (Min kursivering). Altså vidensproduktion. Det forekommer mig stadig at være et absolut nøglebegreb i forståelsen af hvad der sker når vi skriver og tænker. Og jeg var nysgerrig allerede dengang.
Nu har jeg aldrig været nogen haj til litteratursøgning, men jeg gjorde mit allerbedste, og kunne alligevel ikke finde nogen referencer til begrebet sådan som Sommers anvendte det.
Jeg endte ude på DPU's bibliotek, hvor jeg blev ført ned i kælderen så jeg kunne sidde på en ydmyg plads blandt stålreoler og 'bladre' i Nancy Sommers' doktorafhandling på mikrofiche. Det er ikke løgn. Såvidt jeg husker (og jeg er ked af at have bygget op til noget spændende, som ikke kommer) blev jeg lidt klogere, men ikke så meget. Jeg skrev en lille opgave om dissonans og problemorienteret skrivning.
Sagen er: Der er kommet nye søgeværktøjer til. Men på CompPile dukker kun 15 henvisninger op på søgeordet dissonans. Tre kender jeg i forvejen (to af dem er Sommers!), de fleste handler om kulturel dissonans og tilfældigvis også om skrivning. Så, lyt nu godt efter: Det her er uudforsket land! Antarktis! Alaska! Og nu forærer jeg det bort!
"The anticipation of a reader's judgment causes a feeling of dissonance when the writer recognizes incongruities between intention and execution, and requires these writers to make revisions on all levels." OK, det er noget med modtagerorienteret redigering. Men så skriver Sommers:
"Writing has spatial and temporal features not apparent in speech - words are recorded in space and fixed in time - which is why writing is susceptible to reordering and later addition. Such features make possible the dissonance that both provokes revision and promises, from itself, new meaning." (Min kursivering). Altså vidensproduktion. Det forekommer mig stadig at være et absolut nøglebegreb i forståelsen af hvad der sker når vi skriver og tænker. Og jeg var nysgerrig allerede dengang.
Nu har jeg aldrig været nogen haj til litteratursøgning, men jeg gjorde mit allerbedste, og kunne alligevel ikke finde nogen referencer til begrebet sådan som Sommers anvendte det.
Jeg endte ude på DPU's bibliotek, hvor jeg blev ført ned i kælderen så jeg kunne sidde på en ydmyg plads blandt stålreoler og 'bladre' i Nancy Sommers' doktorafhandling på mikrofiche. Det er ikke løgn. Såvidt jeg husker (og jeg er ked af at have bygget op til noget spændende, som ikke kommer) blev jeg lidt klogere, men ikke så meget. Jeg skrev en lille opgave om dissonans og problemorienteret skrivning.
Sagen er: Der er kommet nye søgeværktøjer til. Men på CompPile dukker kun 15 henvisninger op på søgeordet dissonans. Tre kender jeg i forvejen (to af dem er Sommers!), de fleste handler om kulturel dissonans og tilfældigvis også om skrivning. Så, lyt nu godt efter: Det her er uudforsket land! Antarktis! Alaska! Og nu forærer jeg det bort!
torsdag, april 06, 2006
Skabt men langt fra skabet
Så ligger Christines afhandling på mit bord. Og hvis jeg må være så fri: Jeg kan ikke mindes nogensinde før at være blevet suget ind i en fagtekst fra første linje på den måde. Hvis bare alle akademikere, både de spirende og de voksne, skrev som Isager, ville det være småt med kedsomheden (som jo trives, lad os bare indrømme det). Jeg er beæret over at være ejer af et eksemplar og ven med skaberen af værket.
mandag, april 03, 2006
Lad champagnepropperne flyve
Lige præcis i skrivende stund er Christine i færd med at få trykt sin afhandling. Så når vi ser hende herude i dag, er den afleveret, stenen faldet fra hjertet og og der er håb for os alle. Verdens største TILLYKKE!!! Det er fantastisk. Jeg glæder mig sådan til at læse den. Nu skal der hviles (dvs. arbejdes på noget andet) og om nogle måneder forsvares. Og mon ikke vi kan finde plads til endnu en fest til den tid?
torsdag, marts 30, 2006
In medias res
En rigtig blogger skriver om tingene mens de sker. Det er skam ikke fordi jeg ikke har til hensigt at gøre det, men jeg har det med at blive hvirvlet med og glemme alt om alle gode intentioner og skriveråd i øvrigt (skriv først, skriv hver dag). Så oplever jeg bare, i stedet for at opleve og at opleve gennem skrivningen. Eller også er jeg bare skideakademisk og kan kun analysere og forstå noget retrospektivt. Eller også er jeg bare doven.
Nuvel. Hele sidste uge var jeg i Chicago. Det er faktisk den største oplevelse. Ærkeamerikansk millionby med den her helt specielle stemning af industri og arbejdsomhed, blues, skyskrabere og nøjsomme murstensbungalows, milimetertæt downtowntrafik og togbanen der dundrer afsted i 2. sals højde, midt gennem byen. Chicago er USA's underdog, nr. to efter New York, men med en stædig stolthed over netop ikke at være østkystfornem. Hvad kan jeg sige? Der er bare fedt.
Så jeg var til konference. Præsenterede på Association of Teachers of Technical Writing onsdag morgen - det gik vist som det skulle. Folk tog noter som gale, men stillede først spørgsmål i pausen. How do you spell Steinar Kvale? Der er altid den her dobbelthed når man præsenterer: Bare de nu ikke stiller nogle spørgsmål, for hvad nu hvis jeg ikke kan svare - hvorfor stiller de ikke nogen spørgsmål, var det ikke interessant nok? ATTW-folkene er søde, især nu hvor jeg er ved at lære dem lidt bedre at kende. Det glippede igen at mødes med min heltinde Rachel Spilka. Hun er enlig mor og havde et sygt barn derhjemme. Men nu mailer vi lidt. Til gengæld fik jeg endelig hilst på Ann Blakeslee, heltinde nr. 2 på grund af artiklen Activity, Context, Interaction, and Authority. Learning to Write Scientific Papers In Situ (Journal of Business and Technical Communication, April 1997, 11:2) - en af de bedste, mest fintfølende og respektfulde kvalitative analyser jeg nogensinde har læst.
Torsdag, fredag, lørdag: Conference on College Communication and Composition 2006. 2000 deltagere og et program på størrelse med en lufthavnspaperback. Den mest passende danske betegnelse er vist 'gedemarked'. Min første session om torsdagen var præsentationer og diskussioner om langvarige undersøgelser med endnu en række heltinder (det er altså ikke med overlæg at alle mine forbilleder er kvinder. Den skrivepædagogiske forskning jeg interesserer mig for, rummer bare flest kvinder. Det er sådan set interessant i sig selv, men ikke i denne sammenhæng): Deborah Brandt, Anne Herrington, Anne Beaufort, Nancy Sommers og Andrea Lunsford. Titlen: Longitudinal Studies. Tales from the Field. Det var en helt, helt fantastisk halvanden time om den svære forskningsproces. "To me, a research project is an inductive process with three stages: The beginning, the muddle, and the end," sagde Anne Beaufort, og den tætpakkede sal (folk sad på gulvet mellem stolerækkerne, hang i døren og stod langs væggen) fnisede lettet i flok over ikke længere at være alene om til tider at synes at det er et helvede at forske. Selv giraffer får forskningsblokeringer.
Og jeg måtte bare se Peter Elbow der kritiserede vores tilbøjelighed til at opstille dikotomier, "the human weakness for either/or thinking", et citat af Dewey. Onkel Peter talte om hvordan han, Donald Murray og Ken Macrorie ofte beskyldes for at sætte personlig skrivning over alt andet. Sådan skal de ikke forstås. Også akademisk skrivning kan være personlig, det handler om at finde energien i skrivningen gennem det personlige. Hvem kan være uenig?
Så det var girafferne. Gradvist blev jeg drænet for energi, og lørdag gav jeg op og dimsede rundt i Bucktown i stedet for at gå til konference. Nu hjemme igen, til en tætpakket kalender og alt for mange forårshelligdage. Det er da lidt perverst at ærgre sig over at man er tvunget til at holde fri.
Nuvel. Hele sidste uge var jeg i Chicago. Det er faktisk den største oplevelse. Ærkeamerikansk millionby med den her helt specielle stemning af industri og arbejdsomhed, blues, skyskrabere og nøjsomme murstensbungalows, milimetertæt downtowntrafik og togbanen der dundrer afsted i 2. sals højde, midt gennem byen. Chicago er USA's underdog, nr. to efter New York, men med en stædig stolthed over netop ikke at være østkystfornem. Hvad kan jeg sige? Der er bare fedt.
Så jeg var til konference. Præsenterede på Association of Teachers of Technical Writing onsdag morgen - det gik vist som det skulle. Folk tog noter som gale, men stillede først spørgsmål i pausen. How do you spell Steinar Kvale? Der er altid den her dobbelthed når man præsenterer: Bare de nu ikke stiller nogle spørgsmål, for hvad nu hvis jeg ikke kan svare - hvorfor stiller de ikke nogen spørgsmål, var det ikke interessant nok? ATTW-folkene er søde, især nu hvor jeg er ved at lære dem lidt bedre at kende. Det glippede igen at mødes med min heltinde Rachel Spilka. Hun er enlig mor og havde et sygt barn derhjemme. Men nu mailer vi lidt. Til gengæld fik jeg endelig hilst på Ann Blakeslee, heltinde nr. 2 på grund af artiklen Activity, Context, Interaction, and Authority. Learning to Write Scientific Papers In Situ (Journal of Business and Technical Communication, April 1997, 11:2) - en af de bedste, mest fintfølende og respektfulde kvalitative analyser jeg nogensinde har læst.
Torsdag, fredag, lørdag: Conference on College Communication and Composition 2006. 2000 deltagere og et program på størrelse med en lufthavnspaperback. Den mest passende danske betegnelse er vist 'gedemarked'. Min første session om torsdagen var præsentationer og diskussioner om langvarige undersøgelser med endnu en række heltinder (det er altså ikke med overlæg at alle mine forbilleder er kvinder. Den skrivepædagogiske forskning jeg interesserer mig for, rummer bare flest kvinder. Det er sådan set interessant i sig selv, men ikke i denne sammenhæng): Deborah Brandt, Anne Herrington, Anne Beaufort, Nancy Sommers og Andrea Lunsford. Titlen: Longitudinal Studies. Tales from the Field. Det var en helt, helt fantastisk halvanden time om den svære forskningsproces. "To me, a research project is an inductive process with three stages: The beginning, the muddle, and the end," sagde Anne Beaufort, og den tætpakkede sal (folk sad på gulvet mellem stolerækkerne, hang i døren og stod langs væggen) fnisede lettet i flok over ikke længere at være alene om til tider at synes at det er et helvede at forske. Selv giraffer får forskningsblokeringer.
Og jeg måtte bare se Peter Elbow der kritiserede vores tilbøjelighed til at opstille dikotomier, "the human weakness for either/or thinking", et citat af Dewey. Onkel Peter talte om hvordan han, Donald Murray og Ken Macrorie ofte beskyldes for at sætte personlig skrivning over alt andet. Sådan skal de ikke forstås. Også akademisk skrivning kan være personlig, det handler om at finde energien i skrivningen gennem det personlige. Hvem kan være uenig?
Så det var girafferne. Gradvist blev jeg drænet for energi, og lørdag gav jeg op og dimsede rundt i Bucktown i stedet for at gå til konference. Nu hjemme igen, til en tætpakket kalender og alt for mange forårshelligdage. Det er da lidt perverst at ærgre sig over at man er tvunget til at holde fri.
onsdag, marts 15, 2006
Programpoesi
A good powerpoint
is like haiku: a few words
and the mind is changed
Phil Hey, Briar Cliff university
visual, oral
written, powerpoint can be
a way to oneness
Cheryl E. Ball, Utah State University
"The first line of consultation I'd recommend is Lee Brasseur's excellent discussion VISUALIZING TECHNICAL INFORMATION (Baywood, 2003) and the "critical sourcebook" edited by Carolyn Handa, VISUAL RHETORIC IN A DIGITAL WORLD (SIU, 2004). And for the most important work in theorizing use of visual techniques and technologies, check out Lynch & Woolgar's REPRESENTATION IN SCIENTIFIC PRACTICE (MIT, 1990)."
Margaret Hundleby, University of Toronto
Jeg sidder med mit paper til Association of Teachers of Technical Writing-konferencen i næste uge og tænkte, nu eller aldrig, jeg starter med Power Point i stedet for at slutte med at klippe-kliste et Word-dokument ind. Det går sådan bum-bum, men så kom jeg i tanke om at de kloge hoveder på ATTW-listen havde en diskussion om Power Point for nylig.
Det er altså mit publikum. Oneness. A few words, and the mind is changed. Visual Rhetoric in a Digital World. Jeg håber at de vil være søde ved mig. Hvorfor har jeg altid tænkt at Power Point var kedeligt?
is like haiku: a few words
and the mind is changed
Phil Hey, Briar Cliff university
visual, oral
written, powerpoint can be
a way to oneness
Cheryl E. Ball, Utah State University
"The first line of consultation I'd recommend is Lee Brasseur's excellent discussion VISUALIZING TECHNICAL INFORMATION (Baywood, 2003) and the "critical sourcebook" edited by Carolyn Handa, VISUAL RHETORIC IN A DIGITAL WORLD (SIU, 2004). And for the most important work in theorizing use of visual techniques and technologies, check out Lynch & Woolgar's REPRESENTATION IN SCIENTIFIC PRACTICE (MIT, 1990)."
Margaret Hundleby, University of Toronto
Jeg sidder med mit paper til Association of Teachers of Technical Writing-konferencen i næste uge og tænkte, nu eller aldrig, jeg starter med Power Point i stedet for at slutte med at klippe-kliste et Word-dokument ind. Det går sådan bum-bum, men så kom jeg i tanke om at de kloge hoveder på ATTW-listen havde en diskussion om Power Point for nylig.
Det er altså mit publikum. Oneness. A few words, and the mind is changed. Visual Rhetoric in a Digital World. Jeg håber at de vil være søde ved mig. Hvorfor har jeg altid tænkt at Power Point var kedeligt?
mandag, marts 13, 2006
Praksis...
... er ikke blot noget, man kan lære om. Praksis er noget, man kan lære igennem.
Også et citat fra Mesterlære. Læring gennem social praksis. Jeg har ingen agiterende hensigter med at bringe det her. Det er bare et dejligt citat.
Også et citat fra Mesterlære. Læring gennem social praksis. Jeg har ingen agiterende hensigter med at bringe det her. Det er bare et dejligt citat.
Krumspring og læringsbaner
"En deltagerbane betegner den lærendes bane ind i et praksisfællesskab. Dermed fokuseres der på den lærendes egen aktive brug af forskellige handlekontekster i forbindelse med det at blive fuld deltager i en social praksis, uden at decideret instruktion er nødvendig. (...) I et praksisfællesskab eksisterer der ofte bestemte tilrettelagte måder at deltage på (...)"
Fra Kvale & Nielsen: Mesterlære. Læring som social praksis. København: Hans Reitzels Forlag. 1999. S. 246-247.
Kvale & Nielsen går videre til at forklare at indlærings- eller tilpasningsvanskeligheder ikke kun bør forstås som modstand eller blokering, men også bør ses ud fra at en deltagerbane kan stride mod den sociale eksistens som den lærende søger at være en del af.
Det fik mig til at tænke på at det kan gøre sig gældende for skribenten/fagpersonen. Hvis skrivning er en skjult kompetence, lægger det sociale fællesskab i organisationen, blandt fagpersonens ligestillede, måske større vægt på de faglige kompetencer. Måske betragtes man som 'mest' faglig hvis man ikke er dygtig til at formidle sin faglige viden - en slags nørd-tankegang. Og hvem har da lyst til at være den dygtige skribent?
OK, det er da fuldstændig hypotetisk og vist også ret langt ude. Og citatet mindede mig også om noget andet, nemlig en snak jeg havde med Camilla for nylig (jeg taler altså også med andre mennesker). Det var noget med at være modvillige akademikere. Vi vil så gerne være lige som de andre akademikere. Og så alligevel ikke. Er det mon fordi vi har et andet ideal for vores sociale eksistens (som akademikere?) end det som læringsbanen som ph.d.-studerende stikker ud for os? Eller er utilbøjeligheden krukkeri?
Se, det var for eksempel endnu et krumspring for at aflede mig selv fra at skrive paper til Chicago.
Fra Kvale & Nielsen: Mesterlære. Læring som social praksis. København: Hans Reitzels Forlag. 1999. S. 246-247.
Kvale & Nielsen går videre til at forklare at indlærings- eller tilpasningsvanskeligheder ikke kun bør forstås som modstand eller blokering, men også bør ses ud fra at en deltagerbane kan stride mod den sociale eksistens som den lærende søger at være en del af.
Det fik mig til at tænke på at det kan gøre sig gældende for skribenten/fagpersonen. Hvis skrivning er en skjult kompetence, lægger det sociale fællesskab i organisationen, blandt fagpersonens ligestillede, måske større vægt på de faglige kompetencer. Måske betragtes man som 'mest' faglig hvis man ikke er dygtig til at formidle sin faglige viden - en slags nørd-tankegang. Og hvem har da lyst til at være den dygtige skribent?
OK, det er da fuldstændig hypotetisk og vist også ret langt ude. Og citatet mindede mig også om noget andet, nemlig en snak jeg havde med Camilla for nylig (jeg taler altså også med andre mennesker). Det var noget med at være modvillige akademikere. Vi vil så gerne være lige som de andre akademikere. Og så alligevel ikke. Er det mon fordi vi har et andet ideal for vores sociale eksistens (som akademikere?) end det som læringsbanen som ph.d.-studerende stikker ud for os? Eller er utilbøjeligheden krukkeri?
Se, det var for eksempel endnu et krumspring for at aflede mig selv fra at skrive paper til Chicago.
torsdag, marts 09, 2006
Elektronikspasseren sejrer igen
Det tog cirka en dillion forsøg, men læg vel mærke til det i flere forstande meget lille tal lige neden under Blogger-ikonet i sidemenuen. Det er en besøgstæller. Jeg har selv sat den der. Lige der. Jeg er et html-GENI!
tirsdag, marts 07, 2006
Elektronikspasseren slår til igen
Jeg blev bare nødt til at omdesigne - der var lissom lidt for meget Danske Bank over farveskemaet. Og nu er mine links forsvundet. Og jeg har ikke tid til at gøre noget ved det. Duh.
Om hvorvidt en spade virkelig er en spade
Skrivning. Det er det der hedder i mit hovede og i mine tekster. For mig er det lige over sammenligneligt med det engelske writing, i hvert fald som verbalsubstantiv. Skrivning: Det man gør når man skriver. Jeg kan lide det fordi det har en kropslig dimension, det er et håndværk. Jeg sætter mig ved computeren og gør noget. Jeg klaprer på tastaturet, der kommer ord, sætninger, mening frem. Jeg kan lære mere om at gøre det, blive bedre, forstå tekstens dynamik. Skabelsen, hvis jeg må være en smule højpandet.
Men der er forskelle mellem dansk og engelsk. Writing kan være 'a piece of writing'. Her træder skrivningen i karakter. Der skabes et stykke skrivning. Ikke en tekst uden tilblivelse. Ikke et pompøst skrift. Men et stykke skrivning. 'Her writing'. Det kan man ikke sige på dansk.
Skrivning. Det lugter af formskrift og kladdehæfter, retstavning og æggemadder i fugtigt madpakkepapir, siger nogen. Har jeg virkelig tænkt mig at bruge det ord, spørger de. Narjmenjooo, jeg havde ikke tænkt på at jeg ikke kunne bruge det. Kan jeg ikke kalde det noget andet? Tekstproduktion? Skriven? Joomennaarj. Narj. Nej.
Så der: En kampagne til skrivningens rehabilitering. I det små, naturligvis.
PS: Ja, jeg er opmærksom på at der er et helt tredje ord. Men skriveri hører bloggen til. Det er ikke fordi det er mindre vigtigt, det der foregår her. Men det er en legeplads.
Men der er forskelle mellem dansk og engelsk. Writing kan være 'a piece of writing'. Her træder skrivningen i karakter. Der skabes et stykke skrivning. Ikke en tekst uden tilblivelse. Ikke et pompøst skrift. Men et stykke skrivning. 'Her writing'. Det kan man ikke sige på dansk.
Skrivning. Det lugter af formskrift og kladdehæfter, retstavning og æggemadder i fugtigt madpakkepapir, siger nogen. Har jeg virkelig tænkt mig at bruge det ord, spørger de. Narjmenjooo, jeg havde ikke tænkt på at jeg ikke kunne bruge det. Kan jeg ikke kalde det noget andet? Tekstproduktion? Skriven? Joomennaarj. Narj. Nej.
Så der: En kampagne til skrivningens rehabilitering. I det små, naturligvis.
PS: Ja, jeg er opmærksom på at der er et helt tredje ord. Men skriveri hører bloggen til. Det er ikke fordi det er mindre vigtigt, det der foregår her. Men det er en legeplads.
mandag, marts 06, 2006
Magt
OK, jeg har overhovedet ikke tid til det her, men Camilla og jeg har lige haft en rigtig god snak om, ja, italesættelse, og det skal altså fastholdes. Nu må jeg se om jeg kan gøre det retfærdighed.
Vi startede, vistnok, ved det situerede. I Camillas projekt handler det om at få nedfældet og systematiseret en bestemt arbejdsform i en organisation. Men det fungerer jo så fint i forvejen. Den gældende praksis bliver videreført i en uekspliciteret og uformaliseret oplæringsproces, det handler næsten om at tilegne sig en særlig persona, og også blandt Camillas informanter er der tale om natura; man kan have 'genet' eller mangle det.
Så hvorfor skal vi unge akademiblondiner nu komme rendende og italesætte det ene og det andet og det hundredotteogtyvende? Hvad skal det gøre godt for (det er meget vigtigt at udtale denne replik på århusiansk)? Jeg mener at det for den verden jeg skriver om, må handle om at noget der er skjult og derfor usynligt for organisationen, bør synliggøres for at kunne ses som en kompetence og derved at kunne værdisættes. Så længe skrivning er en arbejdsopgave nedsunket i organisationens øvrige arbejdsopgaver, er det umuligt at kompetenceudvikle og blive bedre. Og man risikerer at uhensigtsmæssige praksisser bliver tankeløst reproduceret.
Og så var det at Camilla sagde at det at tale om noget også ændrer ved magtpositionerne. En af hendes første kæpheste var empowerment - at få fjernet myten om 'genet'. Når noget er usagt og næsten hemmeligt, forhindrer det de nyankomne (og det kan forstås på mange måder) i at komme i en position hvor de kan dygtiggøre sig. Når viden bliver monopoliseret hos dem der har 'genet', som om det er en del af deres personlighed, skabes der også magtmonopoler. Altså: At naturalisere fænomener (med hvilket jeg tror hun mener at gøre det til noget medfødt, fremfor fx et håndværk) er med til at fastholde en magtbase. Ved at italesætte praksisser og metoder bliver de tilgængelige - mystikken fjernes.
Nu er retorikere jo generelt lidt for humanistisk anlagte til at tale om magt - det plejer at være samfundsvidenskabernes område. Så er det godt at jeg har folk til det...
Men det er virkelig interessant, for en af de ting som folk ofte gerne vil have mig til at tale om, er at sociale dynamikker, herunder magtforhold, i organisationen har en indflydelse på hvordan den kollaborative skriveproces forløber. Ja. Bemærk at jeg på intet tidspunkt har sagt at det er noget jeg har tænkt mig at diskutere i min afhandling. Men jeg medgiver: Det har kraft.
PS: Jeg skal til Chicago til ATTW-konference om 14 dage. Derfor har jeg ikke tid.
Vi startede, vistnok, ved det situerede. I Camillas projekt handler det om at få nedfældet og systematiseret en bestemt arbejdsform i en organisation. Men det fungerer jo så fint i forvejen. Den gældende praksis bliver videreført i en uekspliciteret og uformaliseret oplæringsproces, det handler næsten om at tilegne sig en særlig persona, og også blandt Camillas informanter er der tale om natura; man kan have 'genet' eller mangle det.
Så hvorfor skal vi unge akademiblondiner nu komme rendende og italesætte det ene og det andet og det hundredotteogtyvende? Hvad skal det gøre godt for (det er meget vigtigt at udtale denne replik på århusiansk)? Jeg mener at det for den verden jeg skriver om, må handle om at noget der er skjult og derfor usynligt for organisationen, bør synliggøres for at kunne ses som en kompetence og derved at kunne værdisættes. Så længe skrivning er en arbejdsopgave nedsunket i organisationens øvrige arbejdsopgaver, er det umuligt at kompetenceudvikle og blive bedre. Og man risikerer at uhensigtsmæssige praksisser bliver tankeløst reproduceret.
Og så var det at Camilla sagde at det at tale om noget også ændrer ved magtpositionerne. En af hendes første kæpheste var empowerment - at få fjernet myten om 'genet'. Når noget er usagt og næsten hemmeligt, forhindrer det de nyankomne (og det kan forstås på mange måder) i at komme i en position hvor de kan dygtiggøre sig. Når viden bliver monopoliseret hos dem der har 'genet', som om det er en del af deres personlighed, skabes der også magtmonopoler. Altså: At naturalisere fænomener (med hvilket jeg tror hun mener at gøre det til noget medfødt, fremfor fx et håndværk) er med til at fastholde en magtbase. Ved at italesætte praksisser og metoder bliver de tilgængelige - mystikken fjernes.
Nu er retorikere jo generelt lidt for humanistisk anlagte til at tale om magt - det plejer at være samfundsvidenskabernes område. Så er det godt at jeg har folk til det...
Men det er virkelig interessant, for en af de ting som folk ofte gerne vil have mig til at tale om, er at sociale dynamikker, herunder magtforhold, i organisationen har en indflydelse på hvordan den kollaborative skriveproces forløber. Ja. Bemærk at jeg på intet tidspunkt har sagt at det er noget jeg har tænkt mig at diskutere i min afhandling. Men jeg medgiver: Det har kraft.
PS: Jeg skal til Chicago til ATTW-konference om 14 dage. Derfor har jeg ikke tid.
fredag, marts 03, 2006
Metamystik
Det hele er vældig metaagtigt. I mit projekt har jeg en tungtvejende hypotese om at eksplicitering af tekstelementer og -værdier og af skriveprocessens led er afgørende for at kunne lære at skrive. Jeg mener altså at vi bliver bedre til at skrive af at vide noget om det, at kunne sætte ord på de aktiviteter og kvaliteter der er forbundet med skrivehandlingen, skrivningen. Samtidig mener jeg, for nu at folde hypoteserne ud, at en sådan viden må være situeret. Den kan kun udfolde sig i den konkrete virkelighed.
Og nu sidder jeg så her og blogger om min egen skriveproces, og gudhjælpemig om ikke det første der falder mig ind, er at den er mystisk. Mystisk! Fy for pokker. Jeg er faktisk ret god til at skrive. Og jeg er faktisk også ret øvet. Jeg har faktisk en vældig fin, ekspliciteret, rekursiv og vidensproducerende skriveproces. Det er altid svært, jeg beklager mig som regel undervejs, men det går næsten altid godt. Men det eneste jeg kan finde på at sige om det, er at det er mystisk. Så måske er det ikke så eksplicit igen. 'Mystisk' lugter da af hemmeligt, ikke?
Jeg talte i dag med min vejleder (jeg har to, det er en luksus) om Dreyfus og eksperten. Og nu har jeg ikke læst Dreyfus, så jeg kan kun genfortælle analogien til mit eget formål. Det handler om at lære at køre bil. Sagen er at de generaliserede regler slår til i starten, men eksperten er kendetegnet ved at hun (kvinder kører skidegodt bil, mænd er bare misundelige) ikke kører efter reglerne, men efter en fornemmelse for situationen som måske ovenikøbet bryder reglerne. Det går ikke at køre i for lavt et gear, men afhængigt af bilen og vejret og dækkene og noget helt ryggradsmæssigt, er det lige nu og her bedst at gøre i for lavt gear. Bliver hun spurgt, kan hun måske slet ikke genfortælle hvorfor hun kørte så vildt godt som hun gjorde. Det fungerede bare.
Det er jo dødinteressant. Jeg kender reglerne, kvalitetskriterierne for teksten og for min egen skriveproces. Men på en ryggradsfornemmelse, en totalt situeret og personlig opfattelse af situationen ved jeg bare at jeg skal dreje genren, tackle kommunikationssituationen anderledes, gribe min proces anderledes an. Så det gør jeg. Og så kan jeg ikke forklare det. Og derfor kalder jeg det for mystisk. Men jeg kender stadig alle grundreglerne. Og måske justerer jeg dem ubevidst?
Ude i en organisation er det også interessant, for hvordan kan man bruge de dygtige skribenter som forbilleder hvis det der gør dem rigtig dygtige, er den intuition? Samtidig er jeg dybt skeptisk over for mystik. Det lugter alt for meget af natura - nogle kan, nogle kan ikke, og vi kan ikke forklare hvorfor og derfor heller ikke lære det fra os. Jeg tror ikke på det. Det er vist heller ikke det Dreyfus mener. Men verden er fuld af stråmænd når man har lyst til at slås. Jeg må hellere læse lidt op på det.
Og nu sidder jeg så her og blogger om min egen skriveproces, og gudhjælpemig om ikke det første der falder mig ind, er at den er mystisk. Mystisk! Fy for pokker. Jeg er faktisk ret god til at skrive. Og jeg er faktisk også ret øvet. Jeg har faktisk en vældig fin, ekspliciteret, rekursiv og vidensproducerende skriveproces. Det er altid svært, jeg beklager mig som regel undervejs, men det går næsten altid godt. Men det eneste jeg kan finde på at sige om det, er at det er mystisk. Så måske er det ikke så eksplicit igen. 'Mystisk' lugter da af hemmeligt, ikke?
Jeg talte i dag med min vejleder (jeg har to, det er en luksus) om Dreyfus og eksperten. Og nu har jeg ikke læst Dreyfus, så jeg kan kun genfortælle analogien til mit eget formål. Det handler om at lære at køre bil. Sagen er at de generaliserede regler slår til i starten, men eksperten er kendetegnet ved at hun (kvinder kører skidegodt bil, mænd er bare misundelige) ikke kører efter reglerne, men efter en fornemmelse for situationen som måske ovenikøbet bryder reglerne. Det går ikke at køre i for lavt et gear, men afhængigt af bilen og vejret og dækkene og noget helt ryggradsmæssigt, er det lige nu og her bedst at gøre i for lavt gear. Bliver hun spurgt, kan hun måske slet ikke genfortælle hvorfor hun kørte så vildt godt som hun gjorde. Det fungerede bare.
Det er jo dødinteressant. Jeg kender reglerne, kvalitetskriterierne for teksten og for min egen skriveproces. Men på en ryggradsfornemmelse, en totalt situeret og personlig opfattelse af situationen ved jeg bare at jeg skal dreje genren, tackle kommunikationssituationen anderledes, gribe min proces anderledes an. Så det gør jeg. Og så kan jeg ikke forklare det. Og derfor kalder jeg det for mystisk. Men jeg kender stadig alle grundreglerne. Og måske justerer jeg dem ubevidst?
Ude i en organisation er det også interessant, for hvordan kan man bruge de dygtige skribenter som forbilleder hvis det der gør dem rigtig dygtige, er den intuition? Samtidig er jeg dybt skeptisk over for mystik. Det lugter alt for meget af natura - nogle kan, nogle kan ikke, og vi kan ikke forklare hvorfor og derfor heller ikke lære det fra os. Jeg tror ikke på det. Det er vist heller ikke det Dreyfus mener. Men verden er fuld af stråmænd når man har lyst til at slås. Jeg må hellere læse lidt op på det.
tirsdag, februar 28, 2006
Hestebid
Hvad skete der lige der? Jeg skrev doktorandpræsentation, og det var ærligt talt noget af en rutschebane. Så gik det godt, langsomt og tøffende, men i god ro og orden, og lige pludselig befandt jeg mig i den mørkeste dal, og det var ikke grin og kilder i maven der fik mig til at hyle. Min vejleder måtte træde i karakter som katastrofeberedskab da det så sortest ud, og så skete der det der mærkelige som jeg har prøvet før. Det tekstudkast som man har siddet og bladret fortvivlet i og slet ikke kunne se, får sat nogle enkle og banale etiketter på sig. Og så skærer man et hjørne her, flytter det afsnit herop, og vaccinerer dér. Man parerer ordrer, fordi man ikke kan komme i tanke om andet. Og så bliver det hele pludselig synligt igen, det materialiserer sig, det bliver mit. Jeg kan godt genfortælle forløbet, men hvor forløsningen kommer fra, er stadig mystisk.
Men jeg tænker at der ikke er så langt til en af mine centrale hypoteser, den om italesættelsen. Ved at tale om teksten med nogen der også engagerer sig i den, bliver det muligt. Og nu er det jo ikke nogen slåskamp, men det er noget med at blive givet de konkrete greb til at fælde det stridbare udkast. Her må gerne gives hestebid, sherifstjerner og brændenælder. Bare det virker. Så dunker vi hinanden i ryggen bagefter, teksten og jeg, og bliver kammerater igen.
Well, så blev den afleveret, og så var jeg med pigerne på skriveophold i sommerhus (ild i pejsen, sne og tåge, pulverkaffe, stilhed, læsning, klipreklapre på tasterne, Trivial Pursuit og stegt flæsk med persillesovs - skønt), og nu skriver jeg ansøgning til et kursus med StjerneSteinar Kvale, artikel til Kommunikatøren (6.000 anslag, det burde være lettere, men er sværere), og skal måske alligevel til ATTW-konference i Chicago. De har for pokker spurgt om de ikke skal betale halvdelen. Det er vildt og angstprovokerende.
160 kilometer i timen, det er lang tid siden jeg har haft lyst og tid til at udsætte arbejdet for i stedet at dimse rundt på nettet. Det føles fint.
Men jeg tænker at der ikke er så langt til en af mine centrale hypoteser, den om italesættelsen. Ved at tale om teksten med nogen der også engagerer sig i den, bliver det muligt. Og nu er det jo ikke nogen slåskamp, men det er noget med at blive givet de konkrete greb til at fælde det stridbare udkast. Her må gerne gives hestebid, sherifstjerner og brændenælder. Bare det virker. Så dunker vi hinanden i ryggen bagefter, teksten og jeg, og bliver kammerater igen.
Well, så blev den afleveret, og så var jeg med pigerne på skriveophold i sommerhus (ild i pejsen, sne og tåge, pulverkaffe, stilhed, læsning, klipreklapre på tasterne, Trivial Pursuit og stegt flæsk med persillesovs - skønt), og nu skriver jeg ansøgning til et kursus med StjerneSteinar Kvale, artikel til Kommunikatøren (6.000 anslag, det burde være lettere, men er sværere), og skal måske alligevel til ATTW-konference i Chicago. De har for pokker spurgt om de ikke skal betale halvdelen. Det er vildt og angstprovokerende.
160 kilometer i timen, det er lang tid siden jeg har haft lyst og tid til at udsætte arbejdet for i stedet at dimse rundt på nettet. Det føles fint.
Abonner på:
Opslag (Atom)
