Metamystik

Det hele er vældig metaagtigt. I mit projekt har jeg en tungtvejende hypotese om at eksplicitering af tekstelementer og -værdier og af skriveprocessens led er afgørende for at kunne lære at skrive. Jeg mener altså at vi bliver bedre til at skrive af at vide noget om det, at kunne sætte ord på de aktiviteter og kvaliteter der er forbundet med skrivehandlingen, skrivningen. Samtidig mener jeg, for nu at folde hypoteserne ud, at en sådan viden må være situeret. Den kan kun udfolde sig i den konkrete virkelighed.

Og nu sidder jeg så her og blogger om min egen skriveproces, og gudhjælpemig om ikke det første der falder mig ind, er at den er mystisk. Mystisk! Fy for pokker. Jeg er faktisk ret god til at skrive. Og jeg er faktisk også ret øvet. Jeg har faktisk en vældig fin, ekspliciteret, rekursiv og vidensproducerende skriveproces. Det er altid svært, jeg beklager mig som regel undervejs, men det går næsten altid godt. Men det eneste jeg kan finde på at sige om det, er at det er mystisk. Så måske er det ikke så eksplicit igen. 'Mystisk' lugter da af hemmeligt, ikke?

Jeg talte i dag med min vejleder (jeg har to, det er en luksus) om Dreyfus og eksperten. Og nu har jeg ikke læst Dreyfus, så jeg kan kun genfortælle analogien til mit eget formål. Det handler om at lære at køre bil. Sagen er at de generaliserede regler slår til i starten, men eksperten er kendetegnet ved at hun (kvinder kører skidegodt bil, mænd er bare misundelige) ikke kører efter reglerne, men efter en fornemmelse for situationen som måske ovenikøbet bryder reglerne. Det går ikke at køre i for lavt et gear, men afhængigt af bilen og vejret og dækkene og noget helt ryggradsmæssigt, er det lige nu og her bedst at gøre i for lavt gear. Bliver hun spurgt, kan hun måske slet ikke genfortælle hvorfor hun kørte så vildt godt som hun gjorde. Det fungerede bare.

Det er jo dødinteressant. Jeg kender reglerne, kvalitetskriterierne for teksten og for min egen skriveproces. Men på en ryggradsfornemmelse, en totalt situeret og personlig opfattelse af situationen ved jeg bare at jeg skal dreje genren, tackle kommunikationssituationen anderledes, gribe min proces anderledes an. Så det gør jeg. Og så kan jeg ikke forklare det. Og derfor kalder jeg det for mystisk. Men jeg kender stadig alle grundreglerne. Og måske justerer jeg dem ubevidst?

Ude i en organisation er det også interessant, for hvordan kan man bruge de dygtige skribenter som forbilleder hvis det der gør dem rigtig dygtige, er den intuition? Samtidig er jeg dybt skeptisk over for mystik. Det lugter alt for meget af natura - nogle kan, nogle kan ikke, og vi kan ikke forklare hvorfor og derfor heller ikke lære det fra os. Jeg tror ikke på det. Det er vist heller ikke det Dreyfus mener. Men verden er fuld af stråmænd når man har lyst til at slås. Jeg må hellere læse lidt op på det.