In medias res

En rigtig blogger skriver om tingene mens de sker. Det er skam ikke fordi jeg ikke har til hensigt at gøre det, men jeg har det med at blive hvirvlet med og glemme alt om alle gode intentioner og skriveråd i øvrigt (skriv først, skriv hver dag). Så oplever jeg bare, i stedet for at opleve og at opleve gennem skrivningen. Eller også er jeg bare skideakademisk og kan kun analysere og forstå noget retrospektivt. Eller også er jeg bare doven.

Nuvel. Hele sidste uge var jeg i Chicago. Det er faktisk den største oplevelse. Ærkeamerikansk millionby med den her helt specielle stemning af industri og arbejdsomhed, blues, skyskrabere og nøjsomme murstensbungalows, milimetertæt downtowntrafik og togbanen der dundrer afsted i 2. sals højde, midt gennem byen. Chicago er USA's underdog, nr. to efter New York, men med en stædig stolthed over netop ikke at være østkystfornem. Hvad kan jeg sige? Der er bare fedt.

Så jeg var til konference. Præsenterede på Association of Teachers of Technical Writing onsdag morgen - det gik vist som det skulle. Folk tog noter som gale, men stillede først spørgsmål i pausen. How do you spell Steinar Kvale? Der er altid den her dobbelthed når man præsenterer: Bare de nu ikke stiller nogle spørgsmål, for hvad nu hvis jeg ikke kan svare - hvorfor stiller de ikke nogen spørgsmål, var det ikke interessant nok? ATTW-folkene er søde, især nu hvor jeg er ved at lære dem lidt bedre at kende. Det glippede igen at mødes med min heltinde Rachel Spilka. Hun er enlig mor og havde et sygt barn derhjemme. Men nu mailer vi lidt. Til gengæld fik jeg endelig hilst på Ann Blakeslee, heltinde nr. 2 på grund af artiklen Activity, Context, Interaction, and Authority. Learning to Write Scientific Papers In Situ (Journal of Business and Technical Communication, April 1997, 11:2) - en af de bedste, mest fintfølende og respektfulde kvalitative analyser jeg nogensinde har læst.

Torsdag, fredag, lørdag: Conference on College Communication and Composition 2006. 2000 deltagere og et program på størrelse med en lufthavnspaperback. Den mest passende danske betegnelse er vist 'gedemarked'. Min første session om torsdagen var præsentationer og diskussioner om langvarige undersøgelser med endnu en række heltinder (det er altså ikke med overlæg at alle mine forbilleder er kvinder. Den skrivepædagogiske forskning jeg interesserer mig for, rummer bare flest kvinder. Det er sådan set interessant i sig selv, men ikke i denne sammenhæng): Deborah Brandt, Anne Herrington, Anne Beaufort, Nancy Sommers og Andrea Lunsford. Titlen: Longitudinal Studies. Tales from the Field. Det var en helt, helt fantastisk halvanden time om den svære forskningsproces. "To me, a research project is an inductive process with three stages: The beginning, the muddle, and the end," sagde Anne Beaufort, og den tætpakkede sal (folk sad på gulvet mellem stolerækkerne, hang i døren og stod langs væggen) fnisede lettet i flok over ikke længere at være alene om til tider at synes at det er et helvede at forske. Selv giraffer får forskningsblokeringer.

Og jeg måtte bare se Peter Elbow der kritiserede vores tilbøjelighed til at opstille dikotomier, "the human weakness for either/or thinking", et citat af Dewey. Onkel Peter talte om hvordan han, Donald Murray og Ken Macrorie ofte beskyldes for at sætte personlig skrivning over alt andet. Sådan skal de ikke forstås. Også akademisk skrivning kan være personlig, det handler om at finde energien i skrivningen gennem det personlige. Hvem kan være uenig?

Så det var girafferne. Gradvist blev jeg drænet for energi, og lørdag gav jeg op og dimsede rundt i Bucktown i stedet for at gå til konference. Nu hjemme igen, til en tætpakket kalender og alt for mange forårshelligdage. Det er da lidt perverst at ærgre sig over at man er tvunget til at holde fri.