torsdag, marts 01, 2007
Så blev det i dag
Man kunne mene en masse om hvem der har ret til hvad og hvem der har fortjent hvad. Det ændrer bare ikke ved hæsligheden af det hele. Jeg håber at det værste går ud over ruder, facader og mandskabsvogne, ikke over menneskene.
mandag, februar 26, 2007
Dagens gode ørefigen
Verdens bedste blad er altså lige dumpet ind af brevsprækken. Det er som sædvanligt fuldt af guld (lige pludselig synes jeg fx at Clement Kjersgaard er fed), men en ellers på overfladen lidt kedelig artikel om musisk kommunikation løber med førstepræmien. Dirigent og retoriker Peter Ettrup Larsen præsenterer os for The Preparatory Palm. Retorikkens fem forarbejdningsfaser som fingrene på en hånd. Inventio er tommelfingeren, og man kan naturligvis "give sig selv 'thumbs up'" når inventio er på plads. Pegefingeren - dispositio - udpeger de emner som man vil forholde sig til. Elocutio, stilen, sidder fint i langfingeren der som Ettrup Larsen skriver "om nogen kan signalere stil" (han mener det der i min ungdom hed 'skråt op'). Ringfingeren er memoria, huskefingeren som vi bærer vielsesringen på, skulle vi glemme at vi faktisk har givet et løfte. Og lillefingeren er naturligvis actio, den fremtræden og væren i nuet som vi snor vores publikum om.
Det er den mest vidunderlige memoria-metafor jeg er stødt på. Ikke mindst fordi hånden jo netop er dirigentens redskab. En dygtig dirigent har orkestret og publikum i sin hule hånd. Jeg kunne blive ved.
Og så har jeg slet ikke været inde på det skønne begreb "det klingende nu" som Ettrup Larsen også introducerer. Actio, naturligvis, men forbundet til de øvrige forarbejdningsfaser og en dynamisk, billedmættet memoria (det er noget med en kamel). Dirigenten bevæger sig på flere planer, men er hele tiden til stede i det klingende nu. Det forekommer mig nærmest at være meningen med livet, men måske har jeg bare drukket lidt for meget kaffe her til formiddag.
søndag, februar 25, 2007
Bloggerbøvl
1) På min bloggerprofil har jeg mange gange forsøgt at uploade et billede. Det eneste sted jeg kan gøre det, er tilsyneladende et felt der hedder Photo URL. Så er det at jeg har lavet et online fotoalbum (selvfølgelig hos Bloggers venner, man er vel et godtroende fjols) og kopieret den specifikke url ind. Men der sker ikke noget. Det virker lissom ikke. Og der løber min tekniske viden så ud. Jeg vender tilbage til Lisbeth, som har tilbudt en skræddersyet løsning, meget snart.
2) Jeg kan sædvanligvis godt lave links i mine posts. Bruger enten den smarte lille hæfteklammeknap, og jeg tror sågar at det er lykkes mig at lave noget html-noget en enkelt gang. Men når jeg sidder herhjemme og skriver en post, som nu, ved vores superduperlivsstilsMac, er der to funktioner til min rådighed: Stavetjek og billedupload. Ingen html-hejs. Ingen smarte hæfteklammeknapper. Og så er det at jeg er fortabt. Det er faktisk lidt lige som at være sneet inde. I teorien kan man sagtens komme alle mulige steder hen, hvis bare man planlægger det godt. Men i praksis er man indespærret og rimelig øv-agtig.
Men never mind. Jeg har en knaldgod idé til en poster til Humaniorafestivalen (mellem os kan jeg godt afsløre at jeg allerede ved hvad præmiepengene skal bruges til, og det er en vild afstikker fra mit sædvanlige, forsigtige jeg). Det er søndag - og snefængslet er godt i gang med at blive regnet væk. Jipidipiduuu.
lørdag, februar 24, 2007
Myrer
Jeg har ovenikøbet fundet den her vanvittigt lovende blog: Getting Things Done in Academia. Advice for graduate students on creativity, scholarship, communication, and time management. Hvem kan lade være med at elske en mand der er en autoritet på området antal-mellemrum-efter-punktum (jeg ved ikke om man praktiserer uvanen med to mellemrum efter punktum i Danmark, men da jeg arbejde i England - korrekturspankere kan heldigvis få ansættelse verden over - kæmpede vi med stivnakkede akademikere der insisterede på to mellemrum) og SAMTIDIG berige os med sin egen liste over de ti fedeste ting ved myrer?
Vejen til Dr Kaspari var heller ikke dårlig.
Nåmmen, jeg har også myrer. Skal nå endnu mere inden den ekstraordinære arbejdsdag slutter.
Hm. Blogspasseren slår til igen. Den smarte knap hvor jeg kan lave links (eller hvad det nu hedder, jeg ved godt at det er lettere pinligt at jeg er sådan en webanalfabet) mangler. Kan jeg mon skyde skylden på Mac'en? Næppe. Jeg skal nok opdatere med link snarest, så I også kan finde den gode doktor.
tirsdag, februar 20, 2007
Må... have.... hjælp...
Men her er en ægte dræber: Jeg KAN simpelthen ikke finde ud af at ledsage min profil (til højre her i mit formidable Blogger-layout) af et billede. Jeg har downloadet mængder af tilsyneladende brugervenligt billedsoftware, oprettet webalbums og aaarrghhh-meget-mere. Til ingen verdens nytte. Dødningehoved-kniv-ost-og-pølse. Det vil ikke lykkes.
Er der en venlig Blogger-pro derude?
torsdag, februar 15, 2007
Wikihvordan
How to Become Good at Stuff er desværre blevet slettet (1. Read about stuff, 2. Practice stuff, 3. Are you Good at it? If not, go to step #1, 4. You are now good at stuff). Til gengæld er How to Become What You Wish to Be in Life blevet tilføjet. Jeg leder nu efter How to Find an Agent. Om et par timer skal jeg være sammen med min mor, så kan hun få fem minutter til at øse ud af sin visdom. Min kæreste kan jeg måske forsømme diskret (?!). Min søn - det ved jeg ikke lige. Men de nævner det ikke, så mon ikke det går? Aftenbønnen kan måske klares hvis jeg melder mig ind i Folkekirken igen. Det er godt givet ud for at få succes.
Hvis alt går galt, er der jo altid de varme lande.
Føj for en nød
Jo tak. Sidder her og skal lave en arbejdsplan. Den slags bør tage udgangspunkt i konkrete og specifikke arbejdsopgaver, så overkommeligt som muligt. Derfor også gerne i kapitler, eller i det mindste i temaer, hypoteser, påstande eller den slags.
Men ligegyldigt hvad jeg gør, om jeg speedskriver eller -snakker (mest til mig selv), skriver med blyant (stærkt undervurderet i øvrigt), tegner kasser og pile... Det bliver kun til to klumper. Og en sværm af påstande. Nå ja, og så et metodeafsnit, der også tegner til at blive stærkt postulerende (genrebrydende er det pæne ord).
Jeg har tidligere med bravado erklæret at afhandlingen måtte vokse frem fra grunden. Men det - kan jeg nu afsløre - bliver der ikke mange arbejdsplaner ud af. De firkantede klamamser skal skrives på et tidspunkt. Det tidspunkt er snart.
Tropperne må indkaldes; vejledertyperne må på banen. Truslen om vejledning plejer at give det nødvendige adrenalinskud, så problemet er løst når dagen oprinder.
Elisabeth siger, og jeg har med garanti citeret hende for det før, at en krise varsler et nybrud. Det varmer i en kold tid.
onsdag, februar 14, 2007
Det er smart
Well, gode mennesker er i gang med at tage temperaturen på dansk bloggeri, blogning, hvad vi nu skal kalde det. Ved at klikke her kan du svare på et meget lille spørgeskema om dig selv som bloglæser (har du for eksempel en "absurd lang uddannelse", dvs. en ph.d.!), og så i tilgift svare på et par enkle spørgsmål om hvorfor du læser min blog. Det vil være interessant for mig - og et skridt på vejen til at skabe en god og bred undersøgelse. Så bliver vi klogere alle sammen.
Og endnu bedre: Du kan også tilmelde din egen blog på Blogtjek 07.
Tak til Nadja for ringene i vandet.
fredag, februar 09, 2007
Øller
Vi glemmer den simple lærdom, at videnskabsteoretisk erkendelse er sekundær i forhold til den måde, vi orienterer os på i vor praksisverden. Hvis jeg skal forklare, hvad en ølåbner er, gør jeg det bedst ved at vise, hvordan man lukker øller op med den. En tings mening er dens brug."
Citatet er af Jørgen Fafner fra artiklen Retorikkens brændpunkt i Rhetorica Scandinavica nr. 2, 1997. To af mine studerende har gjort mig opmærksom på det, og hvor er jeg taknemlig.
onsdag, februar 07, 2007
Nyt år, gammelt look
Så nu går jeg minimalismevejen, og så må vi tage den derfra.
Jeps - hjemme igen. Jeg skal spare jer for beretninger om palmer, sandslotte og vandmelonshakes. Suffice to say: Det var skønt.
I dag kan min jetlag-hjerne (og min tekniske kompetence) kun klare et rask template-skift. Det bliver til mere snart.
onsdag, januar 17, 2007
Allerallerallersidste pip inden palmer og parasoller
I sidste uge havde jeg nemlig mit hold studerende i faget Skrivning i organisationer oppe til mundtlig eksamen. Og den begivenhed skal ikke gå ubemærket hen her. For de var bare SÅ fantastiske alle sammen. Jeg har været kæk og kæphøj lige siden. Det er klart at der blev uddelt forskellige karakterer, men samtlige af de ni samtaler som vi havde i det lille beklumrede lokale i den fjerneste afkrog af Ny-KUA, var berigende: indsigtsfulde og tankevækkende. Teorier vendt på hovedet og rundt igen, jordnære observationer i tæt tango med faglige kontekster, platheder der fik tæsk, og 10 (jeg tæller mig selv med) erkendelsesprocesser med fuld fart frem.
Som Christine havde mindet mig om i de sidste nervøse dage op til eksamen (troede I at det kun var de studerende der blev nervøse?): Dette er sidste chance for at få diskuteret det du synes er mest spændende, med fagfæller der kender næsten lige så meget til det som dig selv.
De skriftlige opgaver skal også bedømmes. Det bliver fedt. Den første er undervejs.
Kollaborativ vidensproduktion. Vi vil have mere af det, ja vi vil.
tirsdag, januar 16, 2007
Afgang
Min søn synes ganske vist at det lyder usædvanlig dumt at vi skal ud at flyve. I forgårs pegede han op på en flyvemaskine der lagde an til landing i Kastrup, og anførte - ret tørt for en 2½-årig at være - at vi jo er alt for store til at kunne være inden i den. Og når vi fortæller at vi skal bade, siger han "nej, det er ikke så godt, synes jeg".Men han tager fejl på begge punkter. Jeg lader skriveprocessen hvile nu, og vender tilbage i februar på en fuld tank.
Forskulenten
At være aktionsforsker er at være en slags forskulent. Forskningen er i højsædet, men hvis ikke der er en gedigen og reel forbindelse til organisationens hverdag og især en skarp opmærksomhed på det organisationen oplever som sine behov og problemer, kan det være lige meget.
mandag, januar 15, 2007
Et par baglæns tanker
Derfor handler min anden tanke om sammenblandingen mellem det private og det faglige, i denne her sammenhæng. Jeg er gået ud over de selvdefinerede grænser for min egen blog. Er det relevant? Jeg er ikke sikker. Og jeg er ikke blogspert. Men det forekommer mig at bloggen som genre, eller ikke-genre kan bruges til at skubbe til grænserne. Min stemme har jo en klangbund af alle mulige andre menneskelige erfaringer end de der handler om retorik og skrivning. Derfor lader jeg de to ud af fem stå. Det er fint.
Fem ting du ikke vidste om mig
Jeg kender ikke min far
Det er ikke noget jeg taler om særlig tit. Alene af den årsag at det stort set ingenting fylder i mit følelsesliv. Den ret korte historie: Min mor ville have et barn til, med en mand som hun kunne være helt sikker på ikke ville blande sig i noget som helst. Det var længe før Nina Stork gjorde godt for enlige kvinder. Så min mor havde resolut en affære med en gift mand, som, må vi formode, ikke havde interesse i nogen form for offentliggørelse, og sikkert var lettet over at hun forsvandt ud af hans liv uden det store halløj. Ja, altså lige bortset fra mig. Og tro mig når jeg siger at jeg aldrig har savnet at have en far, måske lige bortset fra at jeg, som I kan læse nedenfor, havde brug for at blive hjulpet lidt på vej da jeg begyndte at bevæge mig ind i voksenalderen. Min mor var ikke som de fleste mødre i Skanderborg, men jeg tror at det at hverken hun eller jeg opførte os som om der var noget som helst unormalt i at vi kun var os to, gjorde at vores omverden reagerede på samme måde. Sådan var det bare. Forstå mig ret, jeg er da smaddernysgerrig. Min far er død nu, men jeg har jo formodentligt en lidt større biologisk familie end den jeg kender. Dem kunne jeg da godt tænke mig at se. Men nysgerrighed er ikke begrundelse nok til at opsøge nogle mennesker hvis far har været gift med deres mor i flere år end jeg er gammel. Det kan man simpelthen ikke være bekendt. Så jeg har ikke ledt.
Det Danske Spejderkorps reddede mit liv
Som 11-årig var jeg en storbebrillet, kejtet, supergenert næsten-teenager (det var før begrebet tweens opstod). Jeg havde et par få veninder og en galloperende mandeangst. Faktisk var der ingen af hankøn som jeg var nært forbundet til. Min familie var på det tidspunkt et stærkt matriarkat, ganske vist med bedstefar Ejnar øverst i aldershierarkiet, men bedstemor Mildred med mindst lige så meget viljestyrke, og ikke mindst fire døtre (min mor og tre mostre), der med undtagelse af moster Mette var TOTALT selvvalgt enlige ("mænd, pff..."). Min mor og moster Helga med døtre. Så var der efternøleren onkel Jens, på det tidspunkt en voksen mand, men hvad kan man gøre med fire storesøster der alle er mindst 10 år ældre end en selv? Well, lille Katrine holdt sig på sikker afstand af mænd og drenge, for de var nogle underlige væsener med skæg (det var næsten det værste, ad!) og tissemænd, fæle kvindeundertrykkere, det var dem der startede alle krigene, og i øvrigt var en kvinde uden en mand jo som en fisk uden en cykel. Så blev jeg veninder med Birgitte på vejen, og hun var var spejder i 1. Skanderup Trop. Lige rykket op som det hedder. Jeg tog mod til mig og tog med til patruljemøde. Og blev på bare en aften som det mest naturlige i verden (og det var det ikke for mig!) indlemmet i et socialt fællesskab hvor piger og drenge legede side om side (spejderi er ren leg, bare organiseret). Hormonerne stod tykt i luften (kære forældre, tro ikke at soveposer forhindrer pilleri), men der var et formål med at være sammen: Huller der skulle graves, bivuakker der skulle bygges, brænde der skulle hugges, turneringer der skulle vindes. Sammen med drengene. På den gode måde. Møgbeskidte, med bållugt i tøjet og med alle de rigtige værdier for hvordan man opfører sig i et socialt fællesskab, uanset køn.
tirsdag, januar 02, 2007
Review som ledelse
"(...) the supervisor thus becomes an editor, because his or her managerial activities are exercised in the shaping of an information product. The supervisory process is carried out on the pages of a document draft."
Det har jo stået der hele tiden. Men det er tankevækkende hvordan vi som en selvfølgelighed adskiller skrivning fra de øvrige arbejdsaktiviteter i organisationen, i en grad så vi ikke en gang kan se at et review, respons på en tekst fra en mellemleder eller chef, er et stykke ledelse. Hvilke kvalitetsparametre gælder for ledelse på denne måde?
Fake it 'till you make it
Besværlige spørgsmål. Gode.
Lige nu har jeg en trekant tegnet på min tavle her i kontoret. Den er vældig konsulent, kvik-fix-agtig. Den beder mig om at overveje hvordan jeg har det når jeg arbejder godt. Hvordan det føles i kroppen. Hvad jeg siger til mig selv. Hvad jeg tror på når arbejdet flyder.
Det er i grunden enkelt. Jeg sidder godt, på den stol der har den rigtige højde i forhold til computerbordet. Jeg retter mig op. Trækker vejret roligt, trækker stolen ind. Jeg skriver roligt, men hurtigt, med en fornemmelse af at det er presserende at få formuleret mine tanker, at det er vigtigt og spændende, at jeg skal skrive det med det samme. Og jeg tror på at jeg har noget at bidrage med, at afhandlingen bliver god. Og at jeg har en god arbejdsproces.
Det handler om at lære at skabe den fornemmelse, den tilstand. Jeg har masser af den slags øjeblikke, men også masser af de andre. Men min gode coach er præcis lige så pragmatisk som jeg sætter pris på. Fake it 'till you make it, siger hun. Så nu skifter jeg lige stol. Den røde med den blå. Hængeren bliver byttet ud med Vågneren. Kvik-fix? Fint med mig.
fredag, december 08, 2006
Forbillede
Hvorom alting er: Andre får meget mere ud af bloggeriet end småsnak, afdanket forskning og sure opstød. Tjek denne her kollaborative blog hittet på af de fænomenalt initiativrige retorikstuderende: http://skrivedidaktikken.blogspot.com/. Jeg bøjer mig i støvet.
fredag, december 01, 2006
Låg på
fredag, oktober 13, 2006
Om noter som metatænkning
Jeg skrev til mig selv om de seminarer som jeg skal afholde i den it-organisation der har sagt ja til at være 'undersøgelsesobjekt'. Citatet kommer nedenfor - pointen er i noten og værdien af at reflektere over noget så banalt som ordvalg:
"Endelig vil jeg arbejde hen imod at seminardeltagerne i fællesskab, med mig som facilitator[1], udarbejder et værktøj som kan støtte den uformelle respons i KMD’s skriveprocesser.
[1] Det var meget vanskeligt at finde en formulering her, hvilket afspejler den ambivalens der efter min mening må ligge i aktionsforskning. Jeg forsøgte mig med ”jeg vil opfordre deltagerne til...”, ”jeg vil foranstalte”, ”jeg vil bede deltagerne om”, ”jeg håber at deltagerne af sig selv vil”. Flere af formuleringerne er uldne og abstrakte, nogle er for direkte, andre for forsigtige. Dilemmaet træder tydeligt frem i problemerne med at sætte ord på hvad aktionsforskerens rolle egentligt er. Hvis ambitionen er at frigøre deltagerne fra magtdominans, er det klart at man ikke
på forhånd kan definere resultatet af et aktionsforskningsprojekt. Er ambitionen omvendt pragmatisk, er det oplagt at have som mål at udvikle et konkret værktøj af en art. Men kan det kaldes forskning? Disse vanskeligheder skal diskuteres i min afhandling – men jeg oplever altså at jeg skal forholde mig til dem allerede. Midt i praksis."