Fake it 'till you make it

I et par måneder har jeg haft mig en coach. Vi snakker ikke om mine personlige karrieremål, men om tid. Om at lære at styre tiden i et arbejdsliv der er stort set ureguleret af chefer (hvem skulle det være?), faste frokostpauser (hvafforenting?) og korte, håndterbare deadlines. Trine har givet mig et lille bundt konkrete planlægningsredskaber, men finder sig derudover ikke i at jeg insisterer på at planlægning er mit hellige mål. Hvad er godt ved det?, spørger hun igen og igen. Hvorfor er det godt at vide hvad du skal i morgen? Hvad får du ud af at have luft i kalenderen?

Besværlige spørgsmål. Gode.

Lige nu har jeg en trekant tegnet på min tavle her i kontoret. Den er vældig konsulent, kvik-fix-agtig. Den beder mig om at overveje hvordan jeg har det når jeg arbejder godt. Hvordan det føles i kroppen. Hvad jeg siger til mig selv. Hvad jeg tror på når arbejdet flyder.

Det er i grunden enkelt. Jeg sidder godt, på den stol der har den rigtige højde i forhold til computerbordet. Jeg retter mig op. Trækker vejret roligt, trækker stolen ind. Jeg skriver roligt, men hurtigt, med en fornemmelse af at det er presserende at få formuleret mine tanker, at det er vigtigt og spændende, at jeg skal skrive det med det samme. Og jeg tror på at jeg har noget at bidrage med, at afhandlingen bliver god. Og at jeg har en god arbejdsproces.

Det handler om at lære at skabe den fornemmelse, den tilstand. Jeg har masser af den slags øjeblikke, men også masser af de andre. Men min gode coach er præcis lige så pragmatisk som jeg sætter pris på. Fake it 'till you make it, siger hun. Så nu skifter jeg lige stol. Den røde med den blå. Hængeren bliver byttet ud med Vågneren. Kvik-fix? Fint med mig.