Fem ting du ikke vidste om mig

Hm. Nadja har tagget mig. Jeg skal prøve at leve op til forpligtelsen. Det er ikke let. Jeg kan godt komme i tanke om et par få ting som ingen ved om mig, og som I ALDRIG NOGENSINDE FÅR AT VIDE. Banaliteter som jeg først kommer til at afsløre på mit dødsleje. Jeg må vist bide opgaven over. Her kommer en kort og en lang. Jeg lover at gøre stemningen lidt lettere fremover.

Jeg kender ikke min far
Det er ikke noget jeg taler om særlig tit. Alene af den årsag at det stort set ingenting fylder i mit følelsesliv. Den ret korte historie: Min mor ville have et barn til, med en mand som hun kunne være helt sikker på ikke ville blande sig i noget som helst. Det var længe før Nina Stork gjorde godt for enlige kvinder. Så min mor havde resolut en affære med en gift mand, som, må vi formode, ikke havde interesse i nogen form for offentliggørelse, og sikkert var lettet over at hun forsvandt ud af hans liv uden det store halløj. Ja, altså lige bortset fra mig. Og tro mig når jeg siger at jeg aldrig har savnet at have en far, måske lige bortset fra at jeg, som I kan læse nedenfor, havde brug for at blive hjulpet lidt på vej da jeg begyndte at bevæge mig ind i voksenalderen. Min mor var ikke som de fleste mødre i Skanderborg, men jeg tror at det at hverken hun eller jeg opførte os som om der var noget som helst unormalt i at vi kun var os to, gjorde at vores omverden reagerede på samme måde. Sådan var det bare. Forstå mig ret, jeg er da smaddernysgerrig. Min far er død nu, men jeg har jo formodentligt en lidt større biologisk familie end den jeg kender. Dem kunne jeg da godt tænke mig at se. Men nysgerrighed er ikke begrundelse nok til at opsøge nogle mennesker hvis far har været gift med deres mor i flere år end jeg er gammel. Det kan man simpelthen ikke være bekendt. Så jeg har ikke ledt.

Det Danske Spejderkorps reddede mit liv
Som 11-årig var jeg en storbebrillet, kejtet, supergenert næsten-teenager (det var før begrebet tweens opstod). Jeg havde et par få veninder og en galloperende mandeangst. Faktisk var der ingen af hankøn som jeg var nært forbundet til. Min familie var på det tidspunkt et stærkt matriarkat, ganske vist med bedstefar Ejnar øverst i aldershierarkiet, men bedstemor Mildred med mindst lige så meget viljestyrke, og ikke mindst fire døtre (min mor og tre mostre), der med undtagelse af moster Mette var TOTALT selvvalgt enlige ("mænd, pff..."). Min mor og moster Helga med døtre. Så var der efternøleren onkel Jens, på det tidspunkt en voksen mand, men hvad kan man gøre med fire storesøster der alle er mindst 10 år ældre end en selv? Well, lille Katrine holdt sig på sikker afstand af mænd og drenge, for de var nogle underlige væsener med skæg (det var næsten det værste, ad!) og tissemænd, fæle kvindeundertrykkere, det var dem der startede alle krigene, og i øvrigt var en kvinde uden en mand jo som en fisk uden en cykel. Så blev jeg veninder med Birgitte på vejen, og hun var var spejder i 1. Skanderup Trop. Lige rykket op som det hedder. Jeg tog mod til mig og tog med til patruljemøde. Og blev på bare en aften som det mest naturlige i verden (og det var det ikke for mig!) indlemmet i et socialt fællesskab hvor piger og drenge legede side om side (spejderi er ren leg, bare organiseret). Hormonerne stod tykt i luften (kære forældre, tro ikke at soveposer forhindrer pilleri), men der var et formål med at være sammen: Huller der skulle graves, bivuakker der skulle bygges, brænde der skulle hugges, turneringer der skulle vindes. Sammen med drengene. På den gode måde. Møgbeskidte, med bållugt i tøjet og med alle de rigtige værdier for hvordan man opfører sig i et socialt fællesskab, uanset køn.