tirsdag, januar 02, 2007
Review som ledelse
"(...) the supervisor thus becomes an editor, because his or her managerial activities are exercised in the shaping of an information product. The supervisory process is carried out on the pages of a document draft."
Det har jo stået der hele tiden. Men det er tankevækkende hvordan vi som en selvfølgelighed adskiller skrivning fra de øvrige arbejdsaktiviteter i organisationen, i en grad så vi ikke en gang kan se at et review, respons på en tekst fra en mellemleder eller chef, er et stykke ledelse. Hvilke kvalitetsparametre gælder for ledelse på denne måde?
Fake it 'till you make it
Besværlige spørgsmål. Gode.
Lige nu har jeg en trekant tegnet på min tavle her i kontoret. Den er vældig konsulent, kvik-fix-agtig. Den beder mig om at overveje hvordan jeg har det når jeg arbejder godt. Hvordan det føles i kroppen. Hvad jeg siger til mig selv. Hvad jeg tror på når arbejdet flyder.
Det er i grunden enkelt. Jeg sidder godt, på den stol der har den rigtige højde i forhold til computerbordet. Jeg retter mig op. Trækker vejret roligt, trækker stolen ind. Jeg skriver roligt, men hurtigt, med en fornemmelse af at det er presserende at få formuleret mine tanker, at det er vigtigt og spændende, at jeg skal skrive det med det samme. Og jeg tror på at jeg har noget at bidrage med, at afhandlingen bliver god. Og at jeg har en god arbejdsproces.
Det handler om at lære at skabe den fornemmelse, den tilstand. Jeg har masser af den slags øjeblikke, men også masser af de andre. Men min gode coach er præcis lige så pragmatisk som jeg sætter pris på. Fake it 'till you make it, siger hun. Så nu skifter jeg lige stol. Den røde med den blå. Hængeren bliver byttet ud med Vågneren. Kvik-fix? Fint med mig.
fredag, december 08, 2006
Forbillede
Hvorom alting er: Andre får meget mere ud af bloggeriet end småsnak, afdanket forskning og sure opstød. Tjek denne her kollaborative blog hittet på af de fænomenalt initiativrige retorikstuderende: http://skrivedidaktikken.blogspot.com/. Jeg bøjer mig i støvet.
fredag, december 01, 2006
Låg på
fredag, oktober 13, 2006
Om noter som metatænkning
Jeg skrev til mig selv om de seminarer som jeg skal afholde i den it-organisation der har sagt ja til at være 'undersøgelsesobjekt'. Citatet kommer nedenfor - pointen er i noten og værdien af at reflektere over noget så banalt som ordvalg:
"Endelig vil jeg arbejde hen imod at seminardeltagerne i fællesskab, med mig som facilitator[1], udarbejder et værktøj som kan støtte den uformelle respons i KMD’s skriveprocesser.
[1] Det var meget vanskeligt at finde en formulering her, hvilket afspejler den ambivalens der efter min mening må ligge i aktionsforskning. Jeg forsøgte mig med ”jeg vil opfordre deltagerne til...”, ”jeg vil foranstalte”, ”jeg vil bede deltagerne om”, ”jeg håber at deltagerne af sig selv vil”. Flere af formuleringerne er uldne og abstrakte, nogle er for direkte, andre for forsigtige. Dilemmaet træder tydeligt frem i problemerne med at sætte ord på hvad aktionsforskerens rolle egentligt er. Hvis ambitionen er at frigøre deltagerne fra magtdominans, er det klart at man ikke
på forhånd kan definere resultatet af et aktionsforskningsprojekt. Er ambitionen omvendt pragmatisk, er det oplagt at have som mål at udvikle et konkret værktøj af en art. Men kan det kaldes forskning? Disse vanskeligheder skal diskuteres i min afhandling – men jeg oplever altså at jeg skal forholde mig til dem allerede. Midt i praksis."
torsdag, september 28, 2006
Gentagelsesguld
Tone Saugstad talte om intimitetstyranniet i vejledningen. Om den tvang der ligger i begejstringen over vejledning som undervisningsform; om det at dagsordenen i vejledning er personlig, sat af den studerendes behov frem for at være baseret på en faglig standard - og især om skolen som alternativ. Skolen som et mundtligt retorisk rum hvor dialektikken trives, en faglig skarp diskussion hvor man til stadighed spørger hinanden ud og ind til fagligheden.
I dag genlæste jeg Tones kapitel i Praktikkens læringslandskab. Her argumenterer hun at forskellige former for viden trives i forskellige læringssammenhænge. En type viden blomstrer i praksislivet og kan læres her. En anden type viden kan bedst læres i skolen. Udgangspunktet er Aristoteles' vidensbegreb: episteme, techne, fronesis. Kapitlet er et lavmælt og forstandigt forsvar for skolen i en bog der handler om praktik som praksislæring.
Min pointe her er ikke at referere kapitlet. Det bør læses. Men at fortælle at jeg har lært at efteraberi er den negative version af dybde og grundighed og åbenhed over for en tanke. Tone er interesseret i skolen. I skolens rum og hvad der sker i det rum. Det giver stof til mange argumenter, tanker, tekster om skolen. Rundt om og ind i og ud igen. Det har overhovedet ingenting med efteraberi at gøre.
Det er ikke det Nadja skriver. Men det synes jeg så det er alligevel. Vi skal aldrig holde op med at lede. Der ligger guld.
torsdag, september 21, 2006
Aha
Baggrund: To dages dimseri. Masser af ting på skal-gøres-listen. Masser af deadlines. Og så alligevel: Dimseri. Lidt her, lidt der, debatindlæg på mit bofællesskabs diskussionsforum. Brokkemail til Sex og Samfund der spammer mig fordi jeg skrev under på en internet-underskriftsindsamling uden at give dem lov til at arkivere min mailadresse. (Mage til selvnedskydning af højt ethos skal man lede længe efter. Jeg håber at de har ondt i fødderne.)
Resultat: Surhed og hovedpine.
I dag: Endnu en indian summer-dag (det hjælper jo altid, men dog ikke i går...). Min målsætning om at være flittig er opfyldt (kl. er kun 10:56, men alligevel). Hovedpine væk. Glad i låget tilbage.
Og nu: Momentum skabt. Må følges. Ciao.
mandag, september 18, 2006
Den sekundære læser
Skribenten ved godt at gatekeeperen på et eller andet tidspunkt skal læse teksten og at han eller hun læser den for at holde øje med hvor godt det går med medarbejderen-skribentens arbejde.
Hvilken rolle har den sekundære læser? En procesorienteret rolle. En anden, og tidligere placering i tekstens tilblivelsesproces. En anden status og magt i forhold til skribenten. En meta-retorisk rolle. Den sekundære læser er den meta-retoriske læser. Den læser som placerer teksten i sin rette produktionskontekst, fordi hun eller han har et konkret, her-og-nu kendskab til den aktuelle retoriske situation.
Hm. Der skal mere til. Men udgangspunktet er godt. Rachel Spilka bemærker i sit empiriske studie af respons (orality) i Orality and Literacy in the Workplace: Process- and Text-Based Strategies for Multiple-Audience Adaptation, at teksterne i nogle tilfælde blev overflødiggjort af interaktion mellem skribent og kollega. Når teksterne endelig er færdigskrevet til intern brug, er alle retoriske exigencies svaret på gennem den uformelle interaktion. Spilka får aldrig defineret hvilke tekster hun skriver om (jeg har mødt hende og synes hun er uendelig dejlig, men hun er altså ikke verdens bedste skriveforsker), men det må være intern kommunikation.
Men mon ikke noget lignende alligevel gør sig gældende for tekstproduktion til ekstern brug? Netop fordi tekstproduktionen er vidensproduktion og en måde at styre denne på. Hvis vi antager at dette er tilfældet (jeg har spist for mange frokoster med filosofferne her på gangen, bær over med mig), er respons en nøglefaktor i medarbejdernes evne til at indgå og lære at indgå i organisationens komplekse, sociale kontekst. Gennem interaktion med den sekundære læser.
Til de af jer - I er nok ikke så mange - der har RSS-feed (hvilket jeg tror jeg ved hvad er): Undskyld at jeg spammer jer i dag. Det bobler.
Ros
Det er alt sammen meget godt, men jeg har siden haft gode diskussioner med min medvejleder om at ros jo indebærer et magtforhold, i hvert fald i organisationen. Forstået således at den der roser, nødvendigvis er den der ved bedre, og har status til at rose dig. I organisationer roser man sjældent om tekst. (Igen: det ved jeg fra forskningen, andres empiri og min egen). Ingen kommentarer er ofte det samme som en godkendelse: Det var godt, eller godt nok. Kommentarer er hovedsalig negativ respons: Dette skal gøres anderledes.
Det vigtige her er, at der er tale om to meget forskellige kulturer. I organisationen er fokus ikke på den individuelles læring. Men på at opfylde organisationens opgave, på produktion. Hierarkiet i en organisation tjener dette formål. Det er farligt at gå ideologisk til værks uden respekt for kulturen - at ville tvinge nogen til at rose. Falsk eller automatiseret ros kan være værre end kritik. Samtidig tænker jeg at hvis respons skal være et læringsrum, er det netop et spørgsmål om at få erkendt vigtigheden af læring, at få skabt et rum hvor læring også er et kriterium for succes. Her er ros måske nødvendig.
Bummelum.
Kontekstuelt
Men der sker noget interessant. For det jeg gerne vil skrive, er at den uformelle respons er et læringsrum for skrivning i organisationen. Det har jeg sagt mange gange. Men jeg har hver gang vanskeligheder med vejen derhen. Jeg har en hel masse empiri til støtte i argumentet: bunkevis af amerikanske undersøgelser, og i nogen grad mine egne data, primært fra åbne interview. Så det er fint.
Der er to veje, som udelukker hinanden. 1) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, det går dårligt for dem (det er bevisligt), og selv om de kommer på kurser bliver det tilsyneladende ikke bedre. Vi må gøre noget andet. og 2) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, men de lærer det tilsyneladende alligevel (det er i hvert fald ikke helt forkert), hvilket teorien om situeret læring kan give os en forklaring på. Hvordan kan vi styre sådan en form for læring der foregår implicit, midt i arbejdssituationen?
Hm. Mon ikke de to veje begge fører til Rom? Nogle skribenter er dygtige, og nogle er det ikke. I et vist omfang kan vi se bort fra naturtalenterne. De findes, det er der vist ingen tvivl om. Men det er den organisatoriske kontekst der gør forskellen. Den empiriske forskning om skrivning på arbejdspladsen fortæller os nemlig at hver organisation og hver retorisk situation for skrivningen af en tekst er unik. De dygtige skribenter er dem der kan læse den retoriske situation og definere den præcist, og bearbejde den via teksten. Skrivekurser har en gylden præmis, nemlig at der findes generaliserede 'regler' om tekst og skrivning som, hvis man evner at implementere dem, sikrer at teksten bliver god. Men alle de små manøvrer der skal til for at læse og omfortolke den aktuelle, konkrete, unikke retoriske situation, er umulige at generalisere. Man kan formane skribenter om at være opmærksomme, men man kan ikke indoperere lydhørhed. Man kan fortælle dem at de skal skrive til en modtager, men man kan ikke programmere dem til hvordan de skal gøre det i den konkrete situation.
Respons er et læringsrum fordi det på en og samme gang er en konkret arbejdssituation: Skribenterne taler om en konkret tekst, med en virkelig modtager og en endnu mere virkelig deadline. Samtidig er det her skribenten kan samle 'sanseindtryk' om tekstproduktionen, og derigennem opbygge en erfaringsmasse. Men det er en kolossal udfordring. For skribenterne får respons allerede, sådan fungerer de fleste organisationer. Og vi må konstatere at respons eller review i sig selv ikke er en garant for kompetenceudvikling. Det er vist at sige det pænt. Så opgaven må være at finde ud af hvordan man skaber rammer og indhold i respons så der kan skabes læring. Uden pludselig at stå med endnu et skrivekursus, forklædt som noget andet.
Så tog jeg vejen rundt. Jeg tror at jeg fandt ud af at jeg skal starte med den organisatoriske kontekst. Watch this space.
fredag, september 15, 2006
tirsdag, september 12, 2006
Selv-efteraber
Der findes mennesker der lever af at gentage de samme tre-fire budskaber hele livet. Der kan være gode penge i den slags - og god mening.
Jeg er psykologisk udfordret på det område. Jeg synes simpelthen at det er pinligt at sige det samme igen og igen. Hvad nu hvis der er nogen der opdager at jeg siger det samme som sidst? Og går i protest. Eller meget værre: Smiler venligt uden at sige noget.
Sagen er bare at den angst-for-at-blive-afsløret-som-sin-egen-efteraber kan få en til at sige noget nyt, når man bare skulle have gentaget sig selv, fordi dem man taler til, ikke har hørt de toptunede nøglesætninger før. Så der stod jeg og fumlede og fik sagt noget forblommet om seminarer og respons (og sagde jeg 'medforskning'? Kære gud, lad mig ikke have sagt 'medforskning), i stedet for at sige at skrivning er noget man skal lære mens man gør det, og at de selv er eksperterne.
Og for at det ikke skal være løgn, gentog jeg nummeret dagen efter, da jeg mødte de studerende på mit overbygningskursus for første gang. Ævle-bævle-talemegethurtigt. Hvad handler kurset om, semesterplan, feltarbejde, eksamen. Og først i anden time rækker nogen hånden op og siger: Jeg forstår ikke helt hvem de skribenter er, som du taler om?
Argh. Så har jeg stået i knap en time og møvet det bedste jeg ikke har lært. Og jeg tror sådan set at de var godt med. Men det er vist ikke min fortjeneste, for jeg kan se på mine noter fra forberedelsen til timerne, at jeg har præsupponeret en hel masse viden hos dem, så de har måttet hænge på for dear life, mens jeg drønede ud af kloge-Åge-tangenten, storsmilende og hyggelig. Jeg har ovenikøbet forsømt at fortælle dem om mit eget forskningsprojekt.
Well, det er nok en lidt hård selv-evaluering, og jeg fisker ikke efter trøst. Pointen er at forskeren glemte at hun også var retoriker. To gange på et døgn.
onsdag, september 06, 2006
Nu med nøgen
Måske kom du herind fordi du havde læst RM?
Det er vist på tide at jeg smider den ambivalente frakke og holder op med at fnidre forsigtigt rundt herude i cyberspace. Hermed en opsang til mig selv: En blog er offentlig, Katrine. Forstå det nu!
Men altså, det medfører en række etiske overvejelser, undskyld kraftudtrykket. De er ikke nye, jeg har bare ikke sat ord på dem her, før nu.
Jeg har valgt at træde i karakter og optræde som mig selv. Fordi jeg tror på værdien i at blotlægge arbejdsprocesser, i at være eksemplarisk på den ikke-eksemplariske måde. Hvis vi blev bedre til at være lidt mere nøgne i al vores ømskindethed, ville verden, især den akademiske, nok være mindre skræmmende og præstationsangstfremkaldende. Det tror jeg på. Anonymitet i blogosfæren, hvor fristende det end er, stemmer ikke overens med dén overbevisning.
Men det er ikke en overbevisning jeg kan og vil pådutte andre. Og en forskningsproces er nok ensom, men stadig fuld af mennesker. Jeg har vejledere, kolleger, retoriske hjertevenner og ikke mindst samarbejdspartnere i organisationer. Og med undtagelse af hjertevennerne, som måske ville være forsigtigt accepterende hvis formålet var godt og sobert, har ingen af dem bedt om at blive inddraget i mit ideologiske projekt, endsige klædt nøgne for alverden. Det er ikke det samme som at de per definition ikke vil være med, og de er da også med. Men jeg må træde varsomt, for alt andet ville være tarveligt og i øvrigt uprofessionelt.
Det gør det svært at skrive frit fra leveren. Nogle gange fordi brok og sure miner må holdes indenbords. Men ofte simpelthen fordi fortrolighed og tillid bliver forventet af mig, både af dem og mig selv. Min arbejdsproces er så infiltreret i sociale og organisatoriske strukturer, i andre menneskers liv og arbejde, at små og store begivenheder ofte må filtreres før de kommer ud her.
Sådan er det. Er det blevet en kedeligere blog, nu hvor I ved det? Kan man være ærlig i små, og ikke rå mængder?
(PS: Bare rolig, hjertevenner!)
onsdag, august 30, 2006
Tante K
Det står der med stor fed sprittusch på indersiden af døren til det toilet hvor jeg, med mindre jeg dehydrerer mig selv fuldstændig, er nødt til at gå ind mindst en gang om dagen. Og det gør mig
SINDSSYG!
Nu er der ganske vist en venlig sjæl som har læst korrektur med en næsten ligeså fed tusch, men jeg bliver stadig rasende. Jeg mener, fire fejl på 13 ord. Jeg kan ikke ha det!
Jo, jeg kan godt selv finde på at sige at Hunter S. er cool, eller at bryllupsfesten i lørdags var rock'n roll. Men jeg går da ikke rundt og forpester offentlige toiletter med ulækker OG fejlbefængt grafitti, bare fordi jeg synes at engelsk er et fedt sprog. Så vis dog lidt respekt.
Jeg kan godt selv høre det. Jeg er blevet en strammer.
Sommer summarum
Sidste hånd skal lægges på semesterplanen til mit overbygningskursus, "Skrivning i organisationer", gæsteforelæsere skal lokkes og trækkes over Langebro - og jeg har opdaget noget fantastisk.
Det skete sådan her.
Jeg sad og skrev på afhandlingen (jo!) og kom så til den firkantede klamamse (vist nok omtalt i dette medie tidligere) hvor der står [find lækkert antropologisk citat]. Ret problematisk, eftersom jeg blot 15 minutter tidligere havde lovet mig selv at jeg ville springe ud fra Lillebæltsbroen på sekundet (en logistisk udfordring), hvis ikke jeg tog de lede firkanter ved hornene, nu skulle det være.
Men så.
På semesterplanen står der, og det bliver der ikke lavet om på, at vi onsdag d. 8. november fra kl. 9-14 skal beskæftige os med kvalitativ metode i skriveforskning. Der står også - jeg har selv skrevet det - at vi skal læse spændende tekster om bl.a. antropologisk metode. Det er, ikke overraskende, de samme tekster som jeg netop skulle til at rode i, på den desperate måde, for at finde det lækre citat.
Ikke nok med at jeg skal læse alle de tekster igen, i sammenhæng. Jeg har også givet mig selv en hel dag at diskutere dem i, sammen med en flok kloge og kritiske overbygningsstuderende.
Jeg behøver altså ikke engang at have dårlig samvittighed (jeg er regerende stormester) over at springe noget over, for afhandling og undervisning smelter sammen. Måske ender det med noget helt andet, og meget bedre, end bare et lækkert citat.
På CBS hedder den slags vel 'synergieffekt'. Jeg synes det er dødsmart.
onsdag, juli 19, 2006
Homoiotéleuton
When I became an English prof
And started reading to expand my view,
I learned a lot of nifty stuff
From subtle scholars, Oh, so new.
For Rhetoric, the writers in 3-C's announce,
Is brother to the ancient rune
And sister to the sun-bleached skull,
the skylark, phases of the moon.
To all things, anthropology and law,
The muse of Rhetoric is prime-
Linguistics, sociology and gym,
Histology, geology, and thyme.
The lowly ballad is rhetorical,
And sonnets only somewhat less;
All things that have beginnings, middles, ends-
Petroleum Engineering and Loch Ness.
If I may add a humble note-
A point I scarcely need to prove-
Psycho-kinetic is our Rhetoric;
It has the power to make pens move.
D.M. Catron, University of Tulsa
Alt Gr 8 Alt Gr 9
Det er lissom mælkebøtter. Afhandlingsdokumentskrivløsfilen bliver længere. Mellem de fine sprogblomster vokser et mylder af firkantede klamamser. [Skriv mere her]. [Fortæl historien]. [Uddyb]. [Find lækkert antropologisk citat].
De er, set med en tænkeskrivningsæstetik, vældig kønne, og hvor lover de godt. Så frodigt. Sikke langt og klogt det bliver, når jeg får dem fyldt ud.
Jeg tror ikke at jeg kunne dyrke en have uden mælkebøtter. Men der kommer en dag hvor der skal luges. Mælkebøtter er solskinsgule, sommerlige. Og lumske.
mandag, juli 17, 2006
Håndholdt
Rodebunken, derimod, er min egen. Nu har jeg taget tilløb til diverse afhandlingsstrukturer, akademiske argumenter og emneinddelinger i mere end halvandet år. Det fungerer bare ikke. Skriveblokeringen slår ned i løbet af et splitsekund. Sagen er, at en struktur forpligter. Men jeg er ved at lære min skriveproces at kende. Og på høje tid, hvabehar! Det skal vokse frem fra bunden, jeg tænkeskriver og har SLET ikke styr på det, som Nadja siger. Og pludselig står der noget alligevel. En hel del, faktisk. Ren dogme mens solen knalder lige ind på mit sydvendte kosteskab, og KUAs gange runger af sommerstilhed.
onsdag, juli 05, 2006
Bagkatalog
DÅÅRLIG samvittighed. Så dårlig at jeg slet ikke ville kigge igen på det jeg fik tænkeskrevet dengang.
Nu har jeg tid igen, og fik åbenbart sparket mig selv tilstrækkeligt igår. Så jeg åbnede dokumentet og tabte underkæben. Vi taler bestemt ikke genialitet, men her er tale om to en halv side der i forhold til hvad jeg normalt producerer, myldrer med gode ideer. Og op til flere ordknappe, tætte indsigter som jeg havde glemt jeg havde i februar, og derfor med møje og besvær har tænkt mig frem til - igen - i sjappede tekstopkastninger i løbet af foråret.
Jeg behøver vist ikke at sætte ord på moralen. Moralerne.
