Gad vide hvor mange posts jeg kommer til at skrive under den overskrift. Men denne morgen føles rar. Der ligger et sart skarpt vinterlys over KUA, og weekenden har været dejlig. Ganske vist indledte jeg med en fuldkommen nedsmeltning fredag aften - havde ikke fået skrevet et papir til den forskergruppe jeg er medlem af (deadline fredag - og vist ikke om aftenen). Så jeg sad i køkkenet ved den bærbare og havde ondt af mig selv mens Fredrik så dårligt fredagsfjernsyn i stuen. Ikke overraskende var hverken selvmedlidenhed eller det underliggende tv-lydspor fremmende for produktiviteten.
Så nu sidder jeg her og SKAL have skrevet det papir. Men jeg har en lille smule at have mine kvababbelser i. For emnet for forskningsgruppen, Vidensformidling og offentlighed - mellem ekspert og ekspertise, ligger bare ikke til mit højreben. Det er et pissegodt emne. Jeg kan bare kun glimtvis se mit eget projekt i det. Og nu har vi så læst Den offentlige ekspert af Jakob Arnoldi og skal relatere den til vores egne projekter. Eller bare mene noget klogt om bogen. Og der er det så at der er dømt supersize skriveblokering for mig. Nåmmen, jeg kunne jo også prøve faktisk at gøre noget ved sagen.
mandag, januar 09, 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar