Om noter som metatænkning

Jeg skrev til mig selv om de seminarer som jeg skal afholde i den it-organisation der har sagt ja til at være 'undersøgelsesobjekt'. Citatet kommer nedenfor - pointen er i noten og værdien af at reflektere over noget så banalt som ordvalg:

"Endelig vil jeg arbejde hen imod at seminardeltagerne i fællesskab, med mig som facilitator[1], udarbejder et værktøj som kan støtte den uformelle respons i KMD’s skriveprocesser.

[1] Det var meget vanskeligt at finde en formulering her, hvilket afspejler den ambivalens der efter min mening må ligge i aktionsforskning. Jeg forsøgte mig med ”jeg vil opfordre deltagerne til...”, ”jeg vil foranstalte”, ”jeg vil bede deltagerne om”, ”jeg håber at deltagerne af sig selv vil”. Flere af formuleringerne er uldne og abstrakte, nogle er for direkte, andre for forsigtige. Dilemmaet træder tydeligt frem i problemerne med at sætte ord på hvad aktionsforskerens rolle egentligt er. Hvis ambitionen er at frigøre deltagerne fra magtdominans, er det klart at man ikke
på forhånd kan definere resultatet af et aktionsforskningsprojekt. Er ambitionen omvendt pragmatisk, er det oplagt at have som mål at udvikle et konkret værktøj af en art. Men kan det kaldes forskning? Disse vanskeligheder skal diskuteres i min afhandling – men jeg oplever altså at jeg skal forholde mig til dem allerede. Midt i praksis."