Jeg lærte noget i mandags. Deltog i en temadag om inderlighed og selvrealisering i pædagogikken, arrangeret af Pædagogik ved instituttet.
Tone Saugstad talte om intimitetstyranniet i vejledningen. Om den tvang der ligger i begejstringen over vejledning som undervisningsform; om det at dagsordenen i vejledning er personlig, sat af den studerendes behov frem for at være baseret på en faglig standard - og især om skolen som alternativ. Skolen som et mundtligt retorisk rum hvor dialektikken trives, en faglig skarp diskussion hvor man til stadighed spørger hinanden ud og ind til fagligheden.
I dag genlæste jeg Tones kapitel i Praktikkens læringslandskab. Her argumenterer hun at forskellige former for viden trives i forskellige læringssammenhænge. En type viden blomstrer i praksislivet og kan læres her. En anden type viden kan bedst læres i skolen. Udgangspunktet er Aristoteles' vidensbegreb: episteme, techne, fronesis. Kapitlet er et lavmælt og forstandigt forsvar for skolen i en bog der handler om praktik som praksislæring.
Min pointe her er ikke at referere kapitlet. Det bør læses. Men at fortælle at jeg har lært at efteraberi er den negative version af dybde og grundighed og åbenhed over for en tanke. Tone er interesseret i skolen. I skolens rum og hvad der sker i det rum. Det giver stof til mange argumenter, tanker, tekster om skolen. Rundt om og ind i og ud igen. Det har overhovedet ingenting med efteraberi at gøre.
Det er ikke det Nadja skriver. Men det synes jeg så det er alligevel. Vi skal aldrig holde op med at lede. Der ligger guld.
torsdag, september 28, 2006
torsdag, september 21, 2006
Aha
Indsigt: Jeg bliver glad af at arbejde. For en der godt kan finde på i venners lag at udbrede sig om at hun helt sikkert ville være lykkeligere hvis hun bare kunne nøjes med at strikke og bage og gå på legepladsen, er det noget af en mavepumper.
Baggrund: To dages dimseri. Masser af ting på skal-gøres-listen. Masser af deadlines. Og så alligevel: Dimseri. Lidt her, lidt der, debatindlæg på mit bofællesskabs diskussionsforum. Brokkemail til Sex og Samfund der spammer mig fordi jeg skrev under på en internet-underskriftsindsamling uden at give dem lov til at arkivere min mailadresse. (Mage til selvnedskydning af højt ethos skal man lede længe efter. Jeg håber at de har ondt i fødderne.)
Resultat: Surhed og hovedpine.
I dag: Endnu en indian summer-dag (det hjælper jo altid, men dog ikke i går...). Min målsætning om at være flittig er opfyldt (kl. er kun 10:56, men alligevel). Hovedpine væk. Glad i låget tilbage.
Og nu: Momentum skabt. Må følges. Ciao.
Baggrund: To dages dimseri. Masser af ting på skal-gøres-listen. Masser af deadlines. Og så alligevel: Dimseri. Lidt her, lidt der, debatindlæg på mit bofællesskabs diskussionsforum. Brokkemail til Sex og Samfund der spammer mig fordi jeg skrev under på en internet-underskriftsindsamling uden at give dem lov til at arkivere min mailadresse. (Mage til selvnedskydning af højt ethos skal man lede længe efter. Jeg håber at de har ondt i fødderne.)
Resultat: Surhed og hovedpine.
I dag: Endnu en indian summer-dag (det hjælper jo altid, men dog ikke i går...). Min målsætning om at være flittig er opfyldt (kl. er kun 10:56, men alligevel). Hovedpine væk. Glad i låget tilbage.
Og nu: Momentum skabt. Må følges. Ciao.
mandag, september 18, 2006
Den sekundære læser
En tanke: Den sekundære læser. Når man giver respons på en tekst i organisationen, er det som regel fordi dens intenderede publikum er nogle andre. Som respondent har man så den opgave at have en mening om hvor godt teksten - skribenten - når sit mål. Men lad os nu for sjov følge Paradis et al.'s analyse og godtage at rotation af tekstudkast i organisationen (også) er en måde at styre organisationens arbejdsprocesser, dens vidensproduktion på. Alle disse mennesker der sidder som gatekeepere i den her tekstrotation, for eksempel gennem review af udkast, kan så betragtes som en art sekundære læsere.
Skribenten ved godt at gatekeeperen på et eller andet tidspunkt skal læse teksten og at han eller hun læser den for at holde øje med hvor godt det går med medarbejderen-skribentens arbejde.
Hvilken rolle har den sekundære læser? En procesorienteret rolle. En anden, og tidligere placering i tekstens tilblivelsesproces. En anden status og magt i forhold til skribenten. En meta-retorisk rolle. Den sekundære læser er den meta-retoriske læser. Den læser som placerer teksten i sin rette produktionskontekst, fordi hun eller han har et konkret, her-og-nu kendskab til den aktuelle retoriske situation.
Hm. Der skal mere til. Men udgangspunktet er godt. Rachel Spilka bemærker i sit empiriske studie af respons (orality) i Orality and Literacy in the Workplace: Process- and Text-Based Strategies for Multiple-Audience Adaptation, at teksterne i nogle tilfælde blev overflødiggjort af interaktion mellem skribent og kollega. Når teksterne endelig er færdigskrevet til intern brug, er alle retoriske exigencies svaret på gennem den uformelle interaktion. Spilka får aldrig defineret hvilke tekster hun skriver om (jeg har mødt hende og synes hun er uendelig dejlig, men hun er altså ikke verdens bedste skriveforsker), men det må være intern kommunikation.
Men mon ikke noget lignende alligevel gør sig gældende for tekstproduktion til ekstern brug? Netop fordi tekstproduktionen er vidensproduktion og en måde at styre denne på. Hvis vi antager at dette er tilfældet (jeg har spist for mange frokoster med filosofferne her på gangen, bær over med mig), er respons en nøglefaktor i medarbejdernes evne til at indgå og lære at indgå i organisationens komplekse, sociale kontekst. Gennem interaktion med den sekundære læser.
Til de af jer - I er nok ikke så mange - der har RSS-feed (hvilket jeg tror jeg ved hvad er): Undskyld at jeg spammer jer i dag. Det bobler.
Skribenten ved godt at gatekeeperen på et eller andet tidspunkt skal læse teksten og at han eller hun læser den for at holde øje med hvor godt det går med medarbejderen-skribentens arbejde.
Hvilken rolle har den sekundære læser? En procesorienteret rolle. En anden, og tidligere placering i tekstens tilblivelsesproces. En anden status og magt i forhold til skribenten. En meta-retorisk rolle. Den sekundære læser er den meta-retoriske læser. Den læser som placerer teksten i sin rette produktionskontekst, fordi hun eller han har et konkret, her-og-nu kendskab til den aktuelle retoriske situation.
Hm. Der skal mere til. Men udgangspunktet er godt. Rachel Spilka bemærker i sit empiriske studie af respons (orality) i Orality and Literacy in the Workplace: Process- and Text-Based Strategies for Multiple-Audience Adaptation, at teksterne i nogle tilfælde blev overflødiggjort af interaktion mellem skribent og kollega. Når teksterne endelig er færdigskrevet til intern brug, er alle retoriske exigencies svaret på gennem den uformelle interaktion. Spilka får aldrig defineret hvilke tekster hun skriver om (jeg har mødt hende og synes hun er uendelig dejlig, men hun er altså ikke verdens bedste skriveforsker), men det må være intern kommunikation.
Men mon ikke noget lignende alligevel gør sig gældende for tekstproduktion til ekstern brug? Netop fordi tekstproduktionen er vidensproduktion og en måde at styre denne på. Hvis vi antager at dette er tilfældet (jeg har spist for mange frokoster med filosofferne her på gangen, bær over med mig), er respons en nøglefaktor i medarbejdernes evne til at indgå og lære at indgå i organisationens komplekse, sociale kontekst. Gennem interaktion med den sekundære læser.
Til de af jer - I er nok ikke så mange - der har RSS-feed (hvilket jeg tror jeg ved hvad er): Undskyld at jeg spammer jer i dag. Det bobler.
Ros
Om kort tid (i dag?) lægger jeg endelig det paper ud som jeg holdt på RSA-konferencen i Memphis i maj. Her argumenterer jeg at den væsentligste forskel mellem organisatorisk respons og respons på retorikstudiet i København er at responsen på retorikstudiet er konstruktiv og fokuserer på det gode. I organisationen får man sjældent respons på det man gør godt.
Det er alt sammen meget godt, men jeg har siden haft gode diskussioner med min medvejleder om at ros jo indebærer et magtforhold, i hvert fald i organisationen. Forstået således at den der roser, nødvendigvis er den der ved bedre, og har status til at rose dig. I organisationer roser man sjældent om tekst. (Igen: det ved jeg fra forskningen, andres empiri og min egen). Ingen kommentarer er ofte det samme som en godkendelse: Det var godt, eller godt nok. Kommentarer er hovedsalig negativ respons: Dette skal gøres anderledes.
Det vigtige her er, at der er tale om to meget forskellige kulturer. I organisationen er fokus ikke på den individuelles læring. Men på at opfylde organisationens opgave, på produktion. Hierarkiet i en organisation tjener dette formål. Det er farligt at gå ideologisk til værks uden respekt for kulturen - at ville tvinge nogen til at rose. Falsk eller automatiseret ros kan være værre end kritik. Samtidig tænker jeg at hvis respons skal være et læringsrum, er det netop et spørgsmål om at få erkendt vigtigheden af læring, at få skabt et rum hvor læring også er et kriterium for succes. Her er ros måske nødvendig.
Bummelum.
Det er alt sammen meget godt, men jeg har siden haft gode diskussioner med min medvejleder om at ros jo indebærer et magtforhold, i hvert fald i organisationen. Forstået således at den der roser, nødvendigvis er den der ved bedre, og har status til at rose dig. I organisationer roser man sjældent om tekst. (Igen: det ved jeg fra forskningen, andres empiri og min egen). Ingen kommentarer er ofte det samme som en godkendelse: Det var godt, eller godt nok. Kommentarer er hovedsalig negativ respons: Dette skal gøres anderledes.
Det vigtige her er, at der er tale om to meget forskellige kulturer. I organisationen er fokus ikke på den individuelles læring. Men på at opfylde organisationens opgave, på produktion. Hierarkiet i en organisation tjener dette formål. Det er farligt at gå ideologisk til værks uden respekt for kulturen - at ville tvinge nogen til at rose. Falsk eller automatiseret ros kan være værre end kritik. Samtidig tænker jeg at hvis respons skal være et læringsrum, er det netop et spørgsmål om at få erkendt vigtigheden af læring, at få skabt et rum hvor læring også er et kriterium for succes. Her er ros måske nødvendig.
Bummelum.
Kontekstuelt
Jeg sidder og skriver en lille artikel til et fagforeningsblad. Det går som det plejer med den slags skriveprocesser: en tekstklump her, og en der, skal dét argument komme først, eller kan det kun komme efter dét argument? Hyggeligt og irriterende på samme tid.
Men der sker noget interessant. For det jeg gerne vil skrive, er at den uformelle respons er et læringsrum for skrivning i organisationen. Det har jeg sagt mange gange. Men jeg har hver gang vanskeligheder med vejen derhen. Jeg har en hel masse empiri til støtte i argumentet: bunkevis af amerikanske undersøgelser, og i nogen grad mine egne data, primært fra åbne interview. Så det er fint.
Der er to veje, som udelukker hinanden. 1) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, det går dårligt for dem (det er bevisligt), og selv om de kommer på kurser bliver det tilsyneladende ikke bedre. Vi må gøre noget andet. og 2) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, men de lærer det tilsyneladende alligevel (det er i hvert fald ikke helt forkert), hvilket teorien om situeret læring kan give os en forklaring på. Hvordan kan vi styre sådan en form for læring der foregår implicit, midt i arbejdssituationen?
Hm. Mon ikke de to veje begge fører til Rom? Nogle skribenter er dygtige, og nogle er det ikke. I et vist omfang kan vi se bort fra naturtalenterne. De findes, det er der vist ingen tvivl om. Men det er den organisatoriske kontekst der gør forskellen. Den empiriske forskning om skrivning på arbejdspladsen fortæller os nemlig at hver organisation og hver retorisk situation for skrivningen af en tekst er unik. De dygtige skribenter er dem der kan læse den retoriske situation og definere den præcist, og bearbejde den via teksten. Skrivekurser har en gylden præmis, nemlig at der findes generaliserede 'regler' om tekst og skrivning som, hvis man evner at implementere dem, sikrer at teksten bliver god. Men alle de små manøvrer der skal til for at læse og omfortolke den aktuelle, konkrete, unikke retoriske situation, er umulige at generalisere. Man kan formane skribenter om at være opmærksomme, men man kan ikke indoperere lydhørhed. Man kan fortælle dem at de skal skrive til en modtager, men man kan ikke programmere dem til hvordan de skal gøre det i den konkrete situation.
Respons er et læringsrum fordi det på en og samme gang er en konkret arbejdssituation: Skribenterne taler om en konkret tekst, med en virkelig modtager og en endnu mere virkelig deadline. Samtidig er det her skribenten kan samle 'sanseindtryk' om tekstproduktionen, og derigennem opbygge en erfaringsmasse. Men det er en kolossal udfordring. For skribenterne får respons allerede, sådan fungerer de fleste organisationer. Og vi må konstatere at respons eller review i sig selv ikke er en garant for kompetenceudvikling. Det er vist at sige det pænt. Så opgaven må være at finde ud af hvordan man skaber rammer og indhold i respons så der kan skabes læring. Uden pludselig at stå med endnu et skrivekursus, forklædt som noget andet.
Så tog jeg vejen rundt. Jeg tror at jeg fandt ud af at jeg skal starte med den organisatoriske kontekst. Watch this space.
Men der sker noget interessant. For det jeg gerne vil skrive, er at den uformelle respons er et læringsrum for skrivning i organisationen. Det har jeg sagt mange gange. Men jeg har hver gang vanskeligheder med vejen derhen. Jeg har en hel masse empiri til støtte i argumentet: bunkevis af amerikanske undersøgelser, og i nogen grad mine egne data, primært fra åbne interview. Så det er fint.
Der er to veje, som udelukker hinanden. 1) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, det går dårligt for dem (det er bevisligt), og selv om de kommer på kurser bliver det tilsyneladende ikke bedre. Vi må gøre noget andet. og 2) Skribenterne i organisationerne er ikke uddannede i at skrive, men de lærer det tilsyneladende alligevel (det er i hvert fald ikke helt forkert), hvilket teorien om situeret læring kan give os en forklaring på. Hvordan kan vi styre sådan en form for læring der foregår implicit, midt i arbejdssituationen?
Hm. Mon ikke de to veje begge fører til Rom? Nogle skribenter er dygtige, og nogle er det ikke. I et vist omfang kan vi se bort fra naturtalenterne. De findes, det er der vist ingen tvivl om. Men det er den organisatoriske kontekst der gør forskellen. Den empiriske forskning om skrivning på arbejdspladsen fortæller os nemlig at hver organisation og hver retorisk situation for skrivningen af en tekst er unik. De dygtige skribenter er dem der kan læse den retoriske situation og definere den præcist, og bearbejde den via teksten. Skrivekurser har en gylden præmis, nemlig at der findes generaliserede 'regler' om tekst og skrivning som, hvis man evner at implementere dem, sikrer at teksten bliver god. Men alle de små manøvrer der skal til for at læse og omfortolke den aktuelle, konkrete, unikke retoriske situation, er umulige at generalisere. Man kan formane skribenter om at være opmærksomme, men man kan ikke indoperere lydhørhed. Man kan fortælle dem at de skal skrive til en modtager, men man kan ikke programmere dem til hvordan de skal gøre det i den konkrete situation.
Respons er et læringsrum fordi det på en og samme gang er en konkret arbejdssituation: Skribenterne taler om en konkret tekst, med en virkelig modtager og en endnu mere virkelig deadline. Samtidig er det her skribenten kan samle 'sanseindtryk' om tekstproduktionen, og derigennem opbygge en erfaringsmasse. Men det er en kolossal udfordring. For skribenterne får respons allerede, sådan fungerer de fleste organisationer. Og vi må konstatere at respons eller review i sig selv ikke er en garant for kompetenceudvikling. Det er vist at sige det pænt. Så opgaven må være at finde ud af hvordan man skaber rammer og indhold i respons så der kan skabes læring. Uden pludselig at stå med endnu et skrivekursus, forklædt som noget andet.
Så tog jeg vejen rundt. Jeg tror at jeg fandt ud af at jeg skal starte med den organisatoriske kontekst. Watch this space.
fredag, september 15, 2006
tirsdag, september 12, 2006
Selv-efteraber
"Ja, det er så Katrine, alle sammen. Katrine er ph.d.-studerende og skal lave et udviklingsprojekt her hos os, som handler om... Katrine, kan du ikke selv lige sige hvad det går ud på?"
Der findes mennesker der lever af at gentage de samme tre-fire budskaber hele livet. Der kan være gode penge i den slags - og god mening.
Jeg er psykologisk udfordret på det område. Jeg synes simpelthen at det er pinligt at sige det samme igen og igen. Hvad nu hvis der er nogen der opdager at jeg siger det samme som sidst? Og går i protest. Eller meget værre: Smiler venligt uden at sige noget.
Sagen er bare at den angst-for-at-blive-afsløret-som-sin-egen-efteraber kan få en til at sige noget nyt, når man bare skulle have gentaget sig selv, fordi dem man taler til, ikke har hørt de toptunede nøglesætninger før. Så der stod jeg og fumlede og fik sagt noget forblommet om seminarer og respons (og sagde jeg 'medforskning'? Kære gud, lad mig ikke have sagt 'medforskning), i stedet for at sige at skrivning er noget man skal lære mens man gør det, og at de selv er eksperterne.
Og for at det ikke skal være løgn, gentog jeg nummeret dagen efter, da jeg mødte de studerende på mit overbygningskursus for første gang. Ævle-bævle-talemegethurtigt. Hvad handler kurset om, semesterplan, feltarbejde, eksamen. Og først i anden time rækker nogen hånden op og siger: Jeg forstår ikke helt hvem de skribenter er, som du taler om?
Argh. Så har jeg stået i knap en time og møvet det bedste jeg ikke har lært. Og jeg tror sådan set at de var godt med. Men det er vist ikke min fortjeneste, for jeg kan se på mine noter fra forberedelsen til timerne, at jeg har præsupponeret en hel masse viden hos dem, så de har måttet hænge på for dear life, mens jeg drønede ud af kloge-Åge-tangenten, storsmilende og hyggelig. Jeg har ovenikøbet forsømt at fortælle dem om mit eget forskningsprojekt.
Well, det er nok en lidt hård selv-evaluering, og jeg fisker ikke efter trøst. Pointen er at forskeren glemte at hun også var retoriker. To gange på et døgn.
Der findes mennesker der lever af at gentage de samme tre-fire budskaber hele livet. Der kan være gode penge i den slags - og god mening.
Jeg er psykologisk udfordret på det område. Jeg synes simpelthen at det er pinligt at sige det samme igen og igen. Hvad nu hvis der er nogen der opdager at jeg siger det samme som sidst? Og går i protest. Eller meget værre: Smiler venligt uden at sige noget.
Sagen er bare at den angst-for-at-blive-afsløret-som-sin-egen-efteraber kan få en til at sige noget nyt, når man bare skulle have gentaget sig selv, fordi dem man taler til, ikke har hørt de toptunede nøglesætninger før. Så der stod jeg og fumlede og fik sagt noget forblommet om seminarer og respons (og sagde jeg 'medforskning'? Kære gud, lad mig ikke have sagt 'medforskning), i stedet for at sige at skrivning er noget man skal lære mens man gør det, og at de selv er eksperterne.
Og for at det ikke skal være løgn, gentog jeg nummeret dagen efter, da jeg mødte de studerende på mit overbygningskursus for første gang. Ævle-bævle-talemegethurtigt. Hvad handler kurset om, semesterplan, feltarbejde, eksamen. Og først i anden time rækker nogen hånden op og siger: Jeg forstår ikke helt hvem de skribenter er, som du taler om?
Argh. Så har jeg stået i knap en time og møvet det bedste jeg ikke har lært. Og jeg tror sådan set at de var godt med. Men det er vist ikke min fortjeneste, for jeg kan se på mine noter fra forberedelsen til timerne, at jeg har præsupponeret en hel masse viden hos dem, så de har måttet hænge på for dear life, mens jeg drønede ud af kloge-Åge-tangenten, storsmilende og hyggelig. Jeg har ovenikøbet forsømt at fortælle dem om mit eget forskningsprojekt.
Well, det er nok en lidt hård selv-evaluering, og jeg fisker ikke efter trøst. Pointen er at forskeren glemte at hun også var retoriker. To gange på et døgn.
onsdag, september 06, 2006
Nu med nøgen
Nu er jeg på tryk. Altså, det vil sige, min blog er blevet nævnt i et Danmarks bedste og efterhånden måske ikke længere så oversete magasin om kommunikation, Retorikmagasinet. Det er faktisk en ære. Men også forpligtende.
Måske kom du herind fordi du havde læst RM?
Det er vist på tide at jeg smider den ambivalente frakke og holder op med at fnidre forsigtigt rundt herude i cyberspace. Hermed en opsang til mig selv: En blog er offentlig, Katrine. Forstå det nu!
Men altså, det medfører en række etiske overvejelser, undskyld kraftudtrykket. De er ikke nye, jeg har bare ikke sat ord på dem her, før nu.
Jeg har valgt at træde i karakter og optræde som mig selv. Fordi jeg tror på værdien i at blotlægge arbejdsprocesser, i at være eksemplarisk på den ikke-eksemplariske måde. Hvis vi blev bedre til at være lidt mere nøgne i al vores ømskindethed, ville verden, især den akademiske, nok være mindre skræmmende og præstationsangstfremkaldende. Det tror jeg på. Anonymitet i blogosfæren, hvor fristende det end er, stemmer ikke overens med dén overbevisning.
Men det er ikke en overbevisning jeg kan og vil pådutte andre. Og en forskningsproces er nok ensom, men stadig fuld af mennesker. Jeg har vejledere, kolleger, retoriske hjertevenner og ikke mindst samarbejdspartnere i organisationer. Og med undtagelse af hjertevennerne, som måske ville være forsigtigt accepterende hvis formålet var godt og sobert, har ingen af dem bedt om at blive inddraget i mit ideologiske projekt, endsige klædt nøgne for alverden. Det er ikke det samme som at de per definition ikke vil være med, og de er da også med. Men jeg må træde varsomt, for alt andet ville være tarveligt og i øvrigt uprofessionelt.
Det gør det svært at skrive frit fra leveren. Nogle gange fordi brok og sure miner må holdes indenbords. Men ofte simpelthen fordi fortrolighed og tillid bliver forventet af mig, både af dem og mig selv. Min arbejdsproces er så infiltreret i sociale og organisatoriske strukturer, i andre menneskers liv og arbejde, at små og store begivenheder ofte må filtreres før de kommer ud her.
Sådan er det. Er det blevet en kedeligere blog, nu hvor I ved det? Kan man være ærlig i små, og ikke rå mængder?
(PS: Bare rolig, hjertevenner!)
Måske kom du herind fordi du havde læst RM?
Det er vist på tide at jeg smider den ambivalente frakke og holder op med at fnidre forsigtigt rundt herude i cyberspace. Hermed en opsang til mig selv: En blog er offentlig, Katrine. Forstå det nu!
Men altså, det medfører en række etiske overvejelser, undskyld kraftudtrykket. De er ikke nye, jeg har bare ikke sat ord på dem her, før nu.
Jeg har valgt at træde i karakter og optræde som mig selv. Fordi jeg tror på værdien i at blotlægge arbejdsprocesser, i at være eksemplarisk på den ikke-eksemplariske måde. Hvis vi blev bedre til at være lidt mere nøgne i al vores ømskindethed, ville verden, især den akademiske, nok være mindre skræmmende og præstationsangstfremkaldende. Det tror jeg på. Anonymitet i blogosfæren, hvor fristende det end er, stemmer ikke overens med dén overbevisning.
Men det er ikke en overbevisning jeg kan og vil pådutte andre. Og en forskningsproces er nok ensom, men stadig fuld af mennesker. Jeg har vejledere, kolleger, retoriske hjertevenner og ikke mindst samarbejdspartnere i organisationer. Og med undtagelse af hjertevennerne, som måske ville være forsigtigt accepterende hvis formålet var godt og sobert, har ingen af dem bedt om at blive inddraget i mit ideologiske projekt, endsige klædt nøgne for alverden. Det er ikke det samme som at de per definition ikke vil være med, og de er da også med. Men jeg må træde varsomt, for alt andet ville være tarveligt og i øvrigt uprofessionelt.
Det gør det svært at skrive frit fra leveren. Nogle gange fordi brok og sure miner må holdes indenbords. Men ofte simpelthen fordi fortrolighed og tillid bliver forventet af mig, både af dem og mig selv. Min arbejdsproces er så infiltreret i sociale og organisatoriske strukturer, i andre menneskers liv og arbejde, at små og store begivenheder ofte må filtreres før de kommer ud her.
Sådan er det. Er det blevet en kedeligere blog, nu hvor I ved det? Kan man være ærlig i små, og ikke rå mængder?
(PS: Bare rolig, hjertevenner!)
Abonner på:
Opslag (Atom)