fredag, juni 30, 2006

...og det gør jeg også

Selv om man dårligt kan tro det. Lever, altså. Vi er forlængst hjemme fra Rhetoric Society of America-konferencen. Afleveringen af paperet gik fint, man kan ikke rigtig kalde seks tilhørere for en publikumssucces, men det blev og det var og det var ok.

Og nu er jeg i fuld gang med feltarbejdet i min dejlige it-virksomhed, blandt gode mennesker i stressede jobs. Jeg tror nok at jeg er ved at få tæsket antropologisk arvegods ind på den hårde måde: Man skal være der. Man skal se og høre. Man skal klistre gaffa-tape henover munden på sorterings- og analysegenet.

Fordi jeg fokuserer på respons-situationen, har jeg været med til de planlagte møder hvor skribenter har fået tilbagemelding på deres tekster. Dem har der sjovt nok ikke været mange af, til trods for at det da bestemt var planen? Spurgte jeg. Jommen, der havde også været nogle telefonsamtaler, og et af dem klarede vi da Claus alligevel var i København. Men da var du her ikke. Og det gør ikke så meget, for det møde du var med til med Gunnar, giver dig et meget godt billede af hvordan det plejer at foregå.

Men det går jo ikke. Hverken jeg eller de kan afgøre hvad der er repræsentativt, i hvert fald ikke der hvor vi er nu. 'Repræsentativt' er lissom ikke et ord der går hånd i hånd med 'go native'.

Det er ikke fordi jeg ikke har fået ideer og materiale. Ok, så rigeligt. Men alligevel ikke kritisk masse, hvad end det så er når vi taler om mennesker. (Og hvor kan man dog i svage øjeblikke savne analysetekster der både har første og sidste side).

Men alligevel skal jeg nu tænke mig om. Skal jeg lave flere interview - nu med de medarbejdere hvis skriveproces jeg trods alt kender godt? Skal jeg observere en ny proces? Og hvordan kan jeg forudse næste forløb?