onsdag, december 21, 2005

Julekulde

Nu pakker jeg sammen og holder jul. Siden jeg er kommet hjem fra Purdue, er det blevet til: et ph.d.-kursus om retorisk kritik med dertilhørende læsning af kompendium, udarbejdelse af projektbeskrivelse (skamløst genbrug) og synops, og forberedelse samt afholdelse af oplæg for velvilligt publikum uden skarpe tænder; fumlen og famlen; påbegyndt og overhovedet ikke afsluttet opdatering af hjemmeside; brudte løfter om møde med min vejleder (jeg er den troløse); utallige velmenende hensigtserklæringer om møder, ideer, planer for det nye år; én julefrokost; to rejseafregninger komplette, so to speak, med bortkomne bilag; én godkendelse af rejseansøgning til konference i Memphis på min søns fødselsdag. Plus det løse. Det føles ikke af meget, og er det heller ikke. Men nu er det jul.

onsdag, december 07, 2005

Helårsfjant og grød

Fik den absurde idé at lave en helårsplan i stedet for en halvårsplan. Lynhurtigt og lydløst snigmord på al motivation og bobleri, og skævt nok: på overblikket. Fik det straks bedre da jeg slettede juli-december. Og besluttede mig for at udsætte opgaven til fredag. Da skal jeg også indlevere ansøgning om rejsemidler til konferencedeltagelse. Chicago svæver: Korteste ophold er fem dage inkl. flyrejse (som så koster alt alt for meget). Længste og billigste (og dermed reelt det eneste mulige) syv dage. Marius er knap to år, og hans far vil med til the Windy City. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud om at han skal være uden os så længe. Memphis svæver: Konferencen begynder på Marius' fødselsdag. Og sådan bliver privatliv og arbejde til en stor, grødet masse. Nu cykler jeg hjem.